At gentænke hvorfor mennesker skal tvinges mod deres vilje…

Forleden fik jeg tilsendt Københavns Folkeuniversitets kursusprogram for efteråret 2025. Der er mange gode tilbud og meget at blive klog på.

Alligevel repræsenterer udbuddene indenfor samfund og filosofi ikke andet end et venstreorienteret  ekkokammer. Kurser om aktuel og moderne kapitalisme-kritik, flere om populisme og oligarki (den nye bashing), og om mange tænkere fra centrum-venstre. Kurser om Simone de Beauvoir, Adorno, Foucault, Nietzsche, Georg Brandes, Slavoj Zizek.

Hannah Arendt – som politisk faktisk var meget højreorienteret, men alligevel integreres i en venstresnoet fortælling.

Der er ingen, slet ingen kurser om liberale eller konservative tænkere, selvom de fylder mindst lige så meget hvis ikke mere i den politiske filosofi og idehistorie.

For at afbøde på denne mangel kan man læse Murray Rothbards bog Mod en ny frihed. Det Libertarianske Manifest, som lige er kommet i dansk oversættelse (forlaget Shop21.dk, 375 sider).

Murray Rothbard (1926-1995) var økonom og samfundstænker og politisk placeret nærmest et sted mellem en anarko-politisk og ultraliberalistisk position. Han var inspireret af den østrigske skole, især af von Mises, men er nok mere et produkt af en stærk statskritisk, libertariansk tradition. Rothbard var imod nationalbanken (FED) og statslig interventionisme i markedet.

 For a New Liberty: The Libertarian Manifesto, som nu foreligger på dansk, udkom i 1973 og senere i mange og reviderede oplag. Det er en klassiker, jeg købte mit eksemplar i New York i 1984 og den burde for længst være gjort tilgængelig for et dansk læserpublikum.

Udgangspunktet for Rothbard er ikke-aggressions-aksiomet: at intet menneske eller nogen gruppe af mennesker må angribe en andens person eller ejendom. Med aggression menes alle tilløb til, brug af eller trussel om fysisk vold.

Alle mennesker har altså en ret til at være fri for aggression. Det betyder også, at værnepligt er slaveri, da det tvinger individet til at skulle være soldat og lære at skyde andre mennesker.

Denne anarko-kapitalistiske tradition har både rødder i traditionel anarkisme, som ser staten som det store onde dyr, men også i frihedsorienteret liberalisme med fokus på den private ejendomsret som ukrænkelig. For Rothbard er mennesket udstyret med naturlige rettigheder, også tit kaldet selv-ejerskab, fordi mennesket ejer sig selv og sine hænders arbejde, og det er aksiomet for al politisk tænkning.

Rothbard gennemgår så en lang række politiske spørgsmål ud fra denne grundholdning:

Ytringsfrihed, narkotika, retten til hasardspil, sexlovgivning, prostitution, våbenlovgivning, skolevalg og uddannelse, og de mere sammensatte samfundsspørgsmål: pengepolitik, centralbanker, inflation, politi og retsvæsen, offentlige velfærdsgoder og nationalt forsvar.

Rothbards bog er som et mentalt brusebad og bør prøves

Vi tænker, ikke mindst i Danmark, alt for vanepræget om politik og samfund, så de dybe spørgsmål sjældent overvejes. Vi er så vænnet til at staten regulerer alle forhold fra vugge til grav, ofte bare fordi det er tradition, så vi aldrig når at få gentænkt det filosofiske rationale for at udøve tvang overfor andre.

Det er pudsigt at opleve det danske samfund i dag, hvor friheden er blevet radikaliseret betydeligt i lang tid, med samtykke her og der og allevegne, og en masse tavshed, hvor jeg synes det er overdrevet. Samtidigt regulerer staten borgerne dybt ind i det personlige og folkelige liv, med krav og forbud som gør det svært og ofte resignerende at foretage sig noget.

Statens rolle

I den situation er det vigtigt at gentænke, hvad staten er til for, og måske skal vi til at lære at trække grænserne på ny.

At Murray Rothbards bog er skrevet før internet, digitalisering, sociale medier, bitcoin og AI gør den ikke forældet på nogen måde, tværtimod, for de nye teknologier rejser nye spørgsmål, som dog oftest kan reflekteres på baggrund af traditionen. Spørgsmålet om immateriel ejendomsret til ideer, tanker, toner og know-how, f.eks. patenter, er klassisk og er et kendt stridspunkt mellem anarko-kapitalister.

Så læs Murray Rothbards bog og lad dig intellektuelt provokere, men provokationen har et solidt rationale, som ikke lige er til at ryste af.

En af dem, der blev vakt og rystet af bogen og Rothbards forfatterskab, var en argentinske økonomi-professor Javier Milei, og det ændrede både hans akademiske syn på økonomi, men tændte også en politisk karriere, som katapulterede ham til præsident i Argentina. Uden Rothbard, ingen Milei.

Ja, bogen tvinger læseren til at tænke, og det er den bedste anbefaling.