Hvis en manuskriptforfatter for 3 år siden havde præsenteret et plot om magtfuldkommenhed hvor hovedrollerne bæres af en regeringschef og en topembedsmand, som blæser trusler imod samfundet op, hvorefter de bruger magtapparatet til at bekæmpe truslen og brande regeringschefen som den store rorgænger, inden de mørklægger statsministeriets rolle, sådan at oprydning og ansvar glider ned i fagministerierne, og til sidst forsvinder i en sky af offentlige omkostninger og skandaler.

Så lugter det lidt af en House of Cards Netflix serie, og vurderingen afhænger af plottets versionering til forskellige trusler imod statens sikkerhed. Men interessen er vakt.

Præsentationen af første sæson omfatter 4 afsnit som indledes med en pandemi.

1 Drabet på et eksporterhverv.

Pandemien opstod oprindelig ved at springe fra flagermus til menneske i Wuhan, og nu risikerer Danmark at danne ramme om et nyt minkdrevet Wuhan.

Topembedsmanden fyldes med energi, og lader aldrig en god krise gå tabt i kampen for at profilere sin chef som den store rorgænger, når farer truer borgerne.

Her i første afsnit fortælles historien om hvordan statsministeren henter den topembedsmand som skal bistå med at udføre de mange voldsomme manøvrer. Ingen tvivl om at karrieren let kan ryge, hvis forløbet bliver afdækket, så den personlige beskyttelse beror på at vedkommende skal have kendskab til så mange hemmeligheder, og have så mange relationer til ledende oppositionspolitikere, at det er usandsynligt at vedkommende bliver stillet til ansvar.

Regeringschefen er også meget bevidst om sin egen sikkerhed, og helt klar over, at det er den indre fjende i regeringspartiet, som er farligst. Så længe der er regeringsmagt, så længe er den indre fjende stækket.

Beslutningen om at lukke et helt erhverv, bliver truffet på et møde med så stresset en arbejdsplan, og i så magtfuldkommen stemning, at ingen når at sætte sig ind i den omfattende sag, og slet ingen har mod til at bede om en læsepause.

Statsministeriet lader forstå, at der foreligger en klar indstilling fra de kompetente myndigheder om at aflive samtlige mink i landet. Opgaven består ikke i at drøfte løsninger der kan redde de raske besætninger, men om hvordan samtlige mink kan aflives hurtigst muligt.

Der klippes til dramatiske scener hvor politi og militær tiltvinger sig adgang til de mange landejendomme, bakket op af tilbud om at få store erstatningsbeløb ved hurtig aflivning.

Da det kommer frem, at hele den landsdækkende nedslagtning af besætningerne er sket uden lovhjemmel, opstår der krav om undersøgelseskommission og Rigsret i et oprørt politisk klima.

Undersøgelserne bliver fulgt op med at statsministeriet fjerner alle beviser på deres deltagelse, ved bl.a. at slette al kommunikation på deres mobiltelefoner. Grundlovsbruddet og de voldsomme menneskelige og økonomiske konsekvenser parkeres hos en fagminister, en politichef og en stribe embedsmænd, mens statsministeriet stort set slipper for konsekvenser. Mission Accomplished.

2 Dukke i flammer.

Borgere som er bekymrede for de sociale følger af de omfattende nedlukninger af samfundet, indleder demonstrationer for at få lempet restriktionerne. Der fokuseres på 3 mænd som medbringer en dukke hvor et foto af statsministeren er kombineret med teksten fra pressemødernes omtale af minkene.

Duoen i Statsministeriet ser livedækning af demonstrationen, hvor nogle demonstranter i kådhed sætter ild til dukken. Nu danner der sig igen det energiske smil på topembedsmandens læber. Ideen er jo oplagt. Der er ikke tale om vrede demonstranter. Der er tale om terror hvor voldsmænd truer statsministeren på livet. Befolkningen skal overrumples med en voldsom politiindsats.

Topembedsmanden i statsministeriet anvender sit gamle netværk fra tiden i Justitsministeriet, og sørger for at indsatsvognene passerer Søpavillionen og når hurtigt frem til dukken. De tilstedeværende betjente ser med forundring på deres kampklædte indsatskolleger, som eskalerer en stemning der var under kontrol.

Sympatien ruller ind over statsministeren. Selvfølgelig har vi ytrings- og forsamlingsfrihed, men det skal ikke misbruges til at true en folkevalgt, og i dette tilfælde er det jo et anslag imod landets leder. Godt at dette ragnarok af voldsparate vaccinemodstandere, pøbelvælde og konspirationsteoretikere blev effektivt lagt i håndjern.

For de 3 mænd stopper rædslerne aldrig, for nu er sagen anket til landsretten.

Nu er PR-sejren hjemtaget, og så skal det hele bare lukkes ned og Statsministeriets rolle mørklægges. Mission accomplished.

3 NSA-samarbejde uden godkendelse.

En whistleblower henvender sig til Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET’ en) med alvorlig mistanke om at efterretningstjenesten har videregivet fortrolige oplysninger om danske statsborgere til udenlandske myndigheder.

Problemet har været alment kendt i årevis, og der bliver konstant arbejdet på at forbedre sikkerheden imod bifangster vedr danske statsborgere. Det ved både ledelserne hos PET og FE, og det ved de skiftende forsvarsministre – efter som de skal kunne briefe de relevante politikere om sagen.

Men da det hele er mørklagt, kan ingen bevise noget uden at blive anklaget for landsforræderi.

Anklagen – og truslen om flere – burde være standset af Justitsministeren fordi retssikkerheden og hemmeligholdelsen ikke samtidig kan sikres. Men nej tværtimod hjemsendes den øverste ledelse i forsvarets efterretningstjeneste i August 2020. Nu efterforskes ledelsen i al hemmelighed for landsforræderi. Det sender chokbølger gennem den internationale spionverden.

Den tidl. forsvarssvarsminister er vred over behandlingen af FE-ledelsen. Så vred at han fortæller til offentligheden, at han selv har informeret de relevante politikere om vigtigheden af informationerne fra søkablet med de enorme mængder kommunikation. Derefter bliver ministeren straks selv anklaget for landsforræderi.

En tidl forsvarsminister fra oppositionen, som har kritiseret statsministeriets og forsvarsministeriets håndtering af sagen, er nu tilsvinet med den værst tænkelige anklage. Og kritik fra den kant er effektivt standset, sådan at regeringen har opretholdt arbejdsro til sin vendetta. Nu handler det om at lande operationen i god ro og orden.

Her går det gruelig galt. Anklagerne imod ledelsen går på overtrædelser af den alvorligste del af Straffeloven, som handler om forbrydelser imod Statens sikkerhed. Det er ikke hverdagskost i danske retssale, for der går år imellem, at anklagemyndigheden baserer sig på grundlov og landsforræderbestemmelser. Af samme grund er der en formodning for, at dette tunge skyts kun bringes i spil, når anklagemyndigheden er helt sikker i sin sag. Man skal ikke trække de juridiske kronjuveler ud af bankboksen, bare fordi der er vejfest. Derfor var der ikke nogen stor fest og slet ikke nogen omfattende omtale, da hele FE-ledelsen blev pure frikendt af 3 landsdommere den 12. december 2021.

Afsnittet sluttes med en cliffhanger hvor det er lykkedes Statsministeriet at lukke munden på en farlig oppositionspolitiker med en altødelæggende anklage om landsforræderi, mens ministeriet forsøger at dække over, at ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste er blevet totalt frikendt i samme sag. Mission accomplished på toppen af et bål som ikke kan slukkes.

4 Karaktermordet på spionchefen.

Afsnittet indledes med afsløringen af hvorfor den pure frifindelse af FE-ledelsen helst skulle ties ihjel. Spionchefen kan nemlig ikke vende tilbage til sit arbejde efter frikendelsen, for han blev anholdt i en mørklagt operation i lufthavnen 4 dage tidligere – den 8. december. Frifindelsen kommer særdeles ubelejligt for Statsministeriets masterplan, og nu skal offentligheden overbevises om at de nye anklager på ingen måde berøres af frifindelsen, og at grundlaget nu er langt mere alvorligt. Denne gang er der virkelig behov for strafferammen på de 12 år.

Hvis den første sag var enestående, så er den nye sag lammende. Mistanken om magtmisbrug er nu overhængende, fordi TET-sagen faldt på gulvet.

Det viser sig, at spionchefen smagte sin egen medicin uden at vide det, for hele hans familie er blevet overvåget helt ind i soveværelset i måned efter måned. Der dukkede ikke farverige kontakter med fremmede magter op, men en bifangst i form af samtaler med familie og venner, tyveri af en kasseret cykel og en betænkelig guldgrube i form af personlig hang til sadomasochisme.

Selv ikke den vildeste konspirationsteoretiker kan få samtalerne med de nærmeste, cykeltyveriet og den særlige seksuelle tilbøjelighed til at ligne højforræderi.

Justitsministeren siger op og forlader ikke kun regeringen – men simpelthen dansk politik. Og forsvarsministeren bliver flyttet fra forsvarsministeriet. Nu er der opstået en ny opgave, for nu skal de nye ministre hurtigst muligt fedtes ind i den betændte sag, for at retablere vognborgen om Statsministeriet.

Katastrofen som vil kunne vælte regeringen, vil stå i lys lue hvis ikke anklagemyndigheden vil sigte spionchefen. Men næsten lige så slemt vil det være, hvis der sker frifindelse, fordi det viser sig at der ikke kan dømmes for landsforræderi.

Afsnittet krydres med en ny skandale, hvor den tidligere PET-Chef politianmelder den regerende, for at have misbrugt private oplysninger til at dramatisere briefinger af politiske ledere, ved at fortælle om seksuelle præferencer i en sag om ophævelse af den tidligere forsvarsministers immunitet. Oplysningerne er fremkommet i forb med aflytning af spionchefens soveværelse, og er ikke relevant for om ministerens immunitet skal ophæves. Politiet vælger at beskytte PET-chefen ved at nægte at efterforske sagen.

Her i fjerde afsnit udvikles historien om hvordan landsforræderbestemmelsen med de 12 års straframme falder fra hinanden og ender i en sigtelse for en domsmandsret. Pludselig er sigtelsen langt mindre alvorlig og de 12 år er reduceret til maksimalt 4 år. Men djævlen gemmer sig i detaljen, for der findes ikke sikkerhedsgodkendte domsmænd, så nedskaleringen dækker over den escape-mulighed som anklagemyndigheden har behov for. Hvis ikke det er muligt at fremlægge al det klassificerede materiale som er nødvendigt for at vinde sagen, så er her en mulighed for at lade den falde fra hinanden.

Hvis det lykkes, så har vi den fjerde sag som indledes med historiske anklager. Når de anklagede er skandaliseret, så er formålet opnået, og nu skal oplægget og forhistorien bare forsvinde. Mission accomplished.

Fra Mellemamerika til Von Triers Danmark.

Når så manuskriptforfatterne sætter Danmark som geografisk ramme, så skifter scenen fra Netflix drama til Lars Von Trier univers. Nu bliver det jo en parodi på en retsstat – som en parodi på et hospital. Det kan blive både uhyggeligt og stærkt underholdende, men den slags ville jo aldrig ske i et Skandinavisk demokrati.

I Danmark ville magtfulde enkeltpersoner aldrig få så meget indflydelse, at de kunne iscenesætte et opgør mellem efterretningstjenesterne, og gennemføre personlige vendettaer til skade for landet. Det er jo ikke troværdigt, og der skal tilknyttes journalister og jurister med politisk indsigt for at øge troværdigheden.

Nøgleroman.

Når nu det viser sig, at manuskriptet er en nøgleroman, hvor plottet er inspireret af virkelige hændelser, så skal vi vænne os til tanken om at den virkelighed som vi ser, er mere iscenesat end vi er bevidste om.

De politisk uafhængige.

Det embedsmandssystem – som vi er opdraget til at se som langt mere værdifuldt end ex det amerikanske – har ændret karakter. Fokus er ikke længere på at sikre at der er hjemmel og omtanke til at gennemføre politiske tiltag, nu siger politikere med stolthed i stemmen; jeg har taget magten over embedsapparatet. Hermed menes at embedsapparatet er blevet politiseret. De embedsmænd som opnår succes, tilpasser sig den nye magtbalance, og giver nu ikke kun gode råd, men er nu udførende i forhold til de opgaver som spindoktorer tidligere varetog.

Mette Frederiksen har en pointe når hun bliver både vred og ked af det, efter at have set Ekstrabladets fly trække et banner hen over himlen med teksten; “Barbara Bertelsen gå hjem”.

Hvis vi lægger til grund at Søren Pind, Søren Pape og Mette Frederiksen har bedt Barbara Bertelsen om at løse opgaven for dem hver især, og hun har udført opgaven med entusiasme og dygtighed hver gang uanset partifarve, så er der sket et skred i den partineutrale embedsmandsrolle, men det er sket med politisk opbakning.

Hvis man er utilfreds med embedsmændene, så skal ansvaret placeres hos ministeren. I dette tilfælde Statsministeren. Så langt så fair.

Hvorfor er der så opstået det indtryk, at Statsministeren er magtfuldkommen. Og hvorfor er det kommet så vidt, at Mette Frederiksen selv vælger at imødegå denne udbredte opfattelse. Og parlamentarisk vigtigst; hvordan udløstes det forsinkede mistillidsvotum med 3 måneders opsigelse?

Magtfuldkommenheden tænder vreden.

Det skyldes kombinationen af en statsminister som forsøger at lukke den folkelige debat om sin egen magtfuldkommenhed i Minksagen – med et doorstep i Aalborg Havn. Og et pressemøde hvor statsministeren forsøger at rense sig selv for ansvar i Minkskandalen.

Barbara Bertelsen fik en skriftlig advarsel for sin indsats i Minkskandalen.

Advarslen var ikke underskrevet af Mette Frederiksen, som til gengæld tog sig tid til at stille spørgsmål ved, om skandalen egentlig var en skandale?

Den tager vi lige igen; er det en skandale at lukke et stort eksporterhverv uden lovhjemmel? Ja, det er nok definitionen på en skandale, når man bryder Grundloven.

Hvis man nogensinde har tvivlet på det danske mundheld om at magt korrumperer, så må man sige, at den magtfulde titel hurtigt er steget Mette Frederiksen til hovedet.

En tilståelsessag

Fakta er at selv Statsministerens eget parti, har stemt for at give hende en næse for hendes rolle i Minkskandalen. Fodfolkene hos socialdemokraterne kritiserer ikke chefen offentligt, uden at chefen selv giver dem ordre til det.

Følelsen af magtfuldkommenhed skyldes jo ikke kun minksagen og de slettede SMS.

Mette Frederiksen mener selv at den lidt onde magtudøvelse klæber til hende som følge det kvindelige køn.

Jeg husker tydeligt den opfattelse af rå og fordummende magtudøvelse som mødte Anders Fogh, da han besluttede at slagte råd og nævn – altså ikke fordi de sagde Regeringen imod af og til. Nej-da. Fordi der skulle spares i den offentlige sektor, og så fordi at nu skulle folket overtage roret. Disse professionelle, halvintellektuelle meningsmagere som slet ikke er på linie med landbo-venstre. Og så med offentligt tilskud. Der blev udarbejdet a, b og c lister, og blodbadet medførte tab af mange årsværk af viden. Der blev pisket en hadefuld stemning op imod Anders, som blev mistænkt for kun at kæmpe imod rådgivere, for at få dem udskiftet med nogle som i højere grad talte Anders efter munden. Antallet af grovheder og nedladende kommentarer om Statsministerens magtmisbrug og ironisk snavs, steg til uanede højder da det efter nogle måneder viste sig, at der var opstået næsten lige så mange nye råd og nævn – nu bare med en mere Venstre venlig holdning. Jeg kan forsikre for, at anti Anders stemningen var hadefuld i forhold magtfuldkommenhed. Faktisk så modvillig at jeg vil tro, at Anders fik lige så meget skrald i hovedet for at lukke en stribe råd og nævn med hjemmel, som Mette fik for at lukke et helt eksporterhverv uden hjemmel.

Jeg husker at Socialdemokraternes første svar på den folkelige opfattelse af Mette som magtfuldkommen, bestod i at det var da også bedre end at være magtesløs.

Så mon ikke at folkeviddet måler Mette på baggrund af den noget selvbevidste fremfærd som allerede fremstod tidligt under Coronaforløbet, med den pinagtige situation hvor partilederne skulle stå, som ydmygede statister og lytte til den store leder på den skrånende plæne foran Marienborg. Og siden er fulgt op med en perlerække af eksempler.

Her har vi kun plads til den mest skadelige af dem alle; spionskandalen.

Karaktermordet.

Få har dækket FE og PET mere indgående end Politiken journalisten Hans Davidsen Nielsen. Han erindrer ingen anden sag som denne. Og samtlige oppositionspartier har fremsat kritiske spørgsmål til sagsforløbet.

Skandalen er lykkedes med at sætte FE op imod PET vedr. både opgaveafgrænsning og budgetter. Samtidig har den fungeret som branding og vendettaplatform. Og så har skandalen formået at flytte alt omkring de danske efterretningstjenester fra mørket og de få indviede og ud til spisebordene, kaffekøerne og skærmene. Engang arrangerede nævenyttige journalister, politiske nørder og militærfanatikere uautoriserede rundvisninger i Kongelunden, på Kastellet, i Gladsaxe, i Krystalgade og i Vandtårnet i Gentofte for at kombinere spiontjenesterne med blekingegadebandens våbenlagre. Men det er fortid. Nu har Regeringen gjort alle informationer til hvermandseje.

Konsekvenserne.

Alle omkostninger og politiske skandaler i forb med Britzes oversættelse af Rathsachs Jægerbog og balladen om Scharffs 7 år har været spildt, for med karaktermordet på spionchefen, er spionernes hemmeligheder blevet standardrepertoire selv på stand up scenerne.

Om at løbe fra sit ansvar.

Den tidl. justitsminister Nick Hækkerup forklarede at regeringen ikke har blandet sig i anklagemyndighedens helt uafhængige vurderinger. Mere fungeret som et gummistempel.

I straffelovens bestemmelser om statens sikkerhed, har lovgiver indsat justitsministeren som chef for anklagemyndigheden. Her er ministeren indsat i sin egenskab af politiker, for at beskytte landets interesser i forhold til andre lande. Her har vi et ægte dilemma, for hvis politikere beskytter hinanden og deres nærmeste samarbejdspartnere imod offentlig tøjvask, fordi landet skal fremstå pletfrit udadtil, så er der mulighed for magtmisbrug. Vi kender debatten fra amerikanske præsidenters benådninger. Det er selvfølgelig sympatisk hvis gummistemplet kun er taget i brug af skræk for politisk indblanding, men lovgiver har netop ønsket at regeringen skal foretage en afvejning af hemmeligholdelse i forhold til retssikkerhed. Derfor er det uholdbart, hvis den tidl. justitsminister har ret i, at regeringen har reduceret sig selv til et “gummistempel”.

Vi har lige set sagen om den brændende dukke med statsministerens kontrafej falde til jorden. Her mangler vi fortsat at få sat navn på anmelderen. Hvis sager kan indledes, standses, fremmes og skæres til af regeringen, så må vi kunne stole på, at regeringen påtager sig et seriøst ansvar, gennemfører sagsbehandling og står ved det.

I FE-sagen kan sikkerhedsgodkendelser og HR-tiltag løse sager som vil være skadelige for landets interesser at afgøre gennem retssager. Regeringen har ansvaret for FE-sagen. Det fremgår af straffeloven.

Luk munden på medierne.

En regering som har været ivrig efter at bruge domstolene, men som løber fra ansvaret med “Rigets sikkerhed” som skjold, sætter sig mellem 2 stole. Regeringen har tilmed ladet chefen for PET, altså den myndighed som har aflyttet og fysisk overvåget FE-chefen, deltage i informationsmøder med ledelserne i en række mediehuse, for at advare dem imod at grave i en række betændte sager. Det drejer sig primært om Ahmed Samsam-sagen som Berlingske har afdækket, sagen om de danske børn i de kurdiske flygtningelejre som særlig Politiken og DR har arbejdet med og så FE-sagen.

Disse 3 sager er afdækket gennem journalistisk gravearbejde over en årrække. I realiteten beder tjenesterne nu medierne om ikke at gøre deres arbejde. Med voldsomme anklager hænges danske statsborgere ud for bestemmelser som under krigen kunne koste livet, og derefter presses medierne til ikke afdække sandheden. Her nærmer vi os den type samfund, som Menneskerettigheds- domstolen er sat til at værne borgerne imod.

Medierne skal altså ikke længere kontakte kilder for at krydschecke hvordan sagssammenhængen er, og der skal ikke søges aktindsigt for at sikre sig at journalisterne fremstiller sagen korrekt. Ialtfald ikke i forbindelse med de 3 navngivne sager. Det er bare et godt råd, fordi overtrædelser er forbundet med medieansvar i den dyre klasse.

En personlig fjende.

Eva Schmidt som er juridisk professor emerita, er en af de mest vidende vi har på statens – og efterretningstjenesternes område. Eva Schmidt har brudt sin hjerne med at forstå hvad der har motiveret anklagemyndigheden til at hænge en tidl. forsvarsminister og en aktiv spionchef op på landsforræderbestemmelsen?

Professoren kan kun få brikkerne til at falde på plads, hvis det viser sig, at Findsen har en personlig fjende placeret øverst i Regeringens magthierarki.

Så vender vi tilbage til Statsministeren som har fuld tillid til sin departementschef efter Minkskandalen.

Statsministerens departementschef Barbara Bertelsen, er en af de få, som har både en fælles fortid med Findsen i Justitsministeriet og en central placering i Regeringens magthierarki.

Der er muligvis andre som har haft mulighed for at ødelægge Findsens karriere.

Lad os få mistanken om den personlige vendetta vurderet som en del af forløbet.

Ingen tror jo på, at Mogens Jensen gennemtvang nedlæggelsen af Minkerhvervet, eller at en tilfældig fodgænger anmeldte den brændende dukke og fik indsatsvognene aktiveret på få minutter og slet ikke på at Nick Hækkerup og Trine Bramsen egenhændigt piskede FE-sagen op i det hysteriske leje, som alt tyder på har været sagligt ubegrundet.

Statsministeren har ekstremt travlt med at angribe sine blå udfordrere, mens hun skubber partifæller og embedsmænd under bussen, for at dække over sin egen magtfuldkommenhed.

En af vore fremmeste kendere af Europarådet og menneskerettighedsdomstolen, tidl. ambassadør Claus Von Barnekow vurderer at sagen imod Lars Findsen kan ende for menneskerettighedsdomstolen, simpelthen fordi forsvaret hindres af, at væsentlige informationer i sagen hemmeligholdes.

Det betyder at sagen som endnu ikke er berammet for førsteinstansen, kan appelleres til alle 3 instanser, og derefter få et efterspil ved domstolen i Strasbourg. Mange dyre og opslidende år i retssystemet.

Det vil ikke være urimeligt at gøre opmærksom på, at når Regeringen har fremmet sagen, så er de menneskelige, politiske og økonomiske omkostninger det eneste vi er sikre på. Og hvis sagen engang i fremtiden ender med frifindelse og erstatning, så vil Mette Frederiksens Regering have opnået sit formål for længst, og ansvaret for skandalen vil fortabes blandt pensionerede ministre.

Spionchefen, dukke-demonstranterne og minkavlerne vil stå tilbage som arbejdsløse og vanærede. Mission accomplished.

Lad os nu få afdækket Statsministeriets rolle i de sager som er kørt til bunke her op til valgkampen, så vi med god samvittighed kan kalde os en retsstat, og overlade magtfuldkommenheden til underholdningsindustrien.