Nu har USA´s præsident ringet Ruslands præsident Vladimir Putin op på telefonen og de har snakket. De europæiske ledere er fortørnede og skuffede over, at være parkeret på et sidespor uden foreløbig indflydelse på en fredsaftale.

Men der er også en god grund til, at de europæiske lande har sat sig selv udenfor indflydelse. Det er flot at være solidarisk med ukrainernes kamp og det er vi alle. Ethvert folk, som ønsker en egen nationalstat demokratisk forankret, skal støttes og bekræftes. Men grænserne er ikke givne.

Siden Første Verdenskrig har princippet om, at grænser skal trækkes efter nationalitetsprincippet, været fremtrædende. Det var grundtanken bag den amerikanske præsident Woodrow Wilsons 14 punkter fra 1917, som igen lagde grundlaget for Versaillesfreden i 1920, som formelt afsluttede Første Verdenskrig.

Særligt for Danmark blev det vigtigt, fordi der blev afstemning i Slesvig om det nationale tilhørsforhold. Det resulterede i, at det sydlige Slesvig med tysk flertal blev en del af Weimarrepublikkens Tyskland, mens det nordlige Slesvig nord om Flensburg og syd om Tønder kom til Danmark. Genforeningen kalder vi det, fordi det oprindeligt var gammelt dansk land. Det var Flensborg og store dele af Sydslesvig også, men på grund af tysk flertal måtte der vinkes farvel til de dansksindede syd for grænsen.

Der skulle tre krige til at få trukket den grænse, og først efter Anden Verdenskrig med København-Bonn-erklæringen i 1955 blev de respektive mindretals muligheder for at udleve deres sproglige og kulturelle nationalitet forankret. Og det er i dag så stor en succes, at Flensborg kunne vælge en dansksindet borgmester og Tønder i dag har en borgmester fra Slesvigsk Parti, det tyske mindretals parti. Det er en lykkelig historie.

Der var også andre afstemninger i Europa efter Første Verdenskrig, i Schlesien for at dele tyske og polske områder, og mellem Litauen og Polen omkring Vilnius, men disse blev hurtigt løbet over ende af historien.

I langt de fleste fremstillinger af danmarkshistorien er grænsedragningen i 1920 blevet fremhævet som et eksemplarisk tilfælde af forsoning mellem krigeriske parter.

Langt de fleste historikere, ja næsten alle, har dømt hårdt om dem, som ønskede en sydligere grænse i 1920 end afstemningerne lagde op til. Konflikten mellem Kong Christian X og den radikale regering, som endte i Påskekrisen i 1920, drejede sig om en åben historisk mulighed for at få Flensborg med, der i 1867 før fortyskningen havde dansk flertal.

Da grænsespørgsmålet kom på dagsordenen igen efter Tysklands nederlag i Anden Verdenskrig i 1945, blev den officielle danske politik, at grænsen ligger fast. Det var endeligt afgjort i 1920. Statsminister Knud Kristensen sendte uklare signaler om en mulig grænserevision, og det marginaliserede ham politisk, men John Christmas Møllers cementerede slagordet: grænsen ligger fast.

Danmarks DNA er en god erfaring med at trække grænser efter nationalitetsprincippet.

Det er svært at se, hvad der – på det principielle plan – adskiller grænsestridighederne mellem Ukraine og Rusland fra dem, vi har haft med de sydlige nabofolk siden Knud Lavard i middelalderen.

Det kan derfor undre, at Danmark officielt forfølger en udenrigspolitik i krigen mellem Rusland og Ukraine, som ikke bygger på nationalitetsprincippet. Danmarks statsminister Mette Frederiksen har desværre kravlet op i træ og kategorisk krævet Ukraines grænser ukrænket fastholdt.

Det principielle standpunkt må altid være, at grænser i historisk overleverede, etnisk blandede områder i størst muligt omfang skal trækkes efter det nationale tilhørsforhold. Det kommer typisk til udtryk i folkeafstemninger, men er i forvejen ret kendt af mennesker med viden om området. I 1920 kom grænsen til at gå næsten som forudsagt af datidens ’eksperter’, som kendte sognene i Mellem- og Nordslesvig grundigt.

Det principielle må gælde uafhængigt af, om man har mere sympati med den ene krigsførende part end den anden. Princippet skulle netop sikre varig fred, som det skete mellem Tyskland og Danmark.

Der er al mulig grund til at solidarisere sig med Ukraine i krig mod et imperialt Rusland med forhistorisk selvforståelse og godt at hjælpe landet økonomisk, men på lang bane er det ikke Danmarks opgave med vores historik at kæmpe for et lands ret til at regere over andre nationale mindretal, hvis disse ønsker det anderledes. Om det så er muligt at få foretaget en fair afstemning under international kontrol, er et andet spørgsmål.

Princippet er netop bedst at holde fast i, når den ene part i krigen er et diktatur med imperiale ambitioner. Solide grænser er fredsskabende, når de bliver trukket efter nationalitetsprincippet, og begge parter kan acceptere dem.

Og for at undgå fremtidige aggressioner gælder det netop om at få trukket en grænse mest muligt retfærdigt efter de folkelige, nationale forhold og så få traktatfæstet og få almen anerkendt: grænsen ligger fast. Så er der også en rød linje, som kan lyse og blinke, hvis den overskrides.

Danmarks officielle udenrigspolitik i dag i forhold til konflikten mellem Ukraine og Rusland ville have betydet i 1920, at Danmark kunne gøre krav på Flensborg og Sydslesvig. Men de, der op til 1920 og også i 1945 krævede hele Slesvig eller bare dele af det til Danmark, som Krim til Ukraine, blev forvist fra ethvert ordentligt selskab.

Det må være manglende historisk bevidsthed hos især danske politikere, når de ikke lige ser sig selv i spejlet i forhold til vores historie. Eller så er lektien, at vi bør kræve Slesvig tilbage som en del af kongeriget?