Af Henrik Gade Jensen Filosof og sognepræst.

I 1975 blev Jørgen Peter Hansen udnævnt til Kirke- og Grønlandsminister. Den garvede socialdemokrat og mangeårige folketingsmedlem havde måske håbet på mere end det, men man tager, hvad der kommer. Kort efter ringede Jørgen Peter Hansen til den lokale sognepræst, og spurgte, hvornår der var gudstjeneste, nu da han var blevet kirkens minister. ”Det er på søndag”, svarede sognepræst Johannes Johansen på Thurø. ”Men hvad tid?” Og så svarede Johansen, at det var hver søndag kl. 10.00, som det havde været i flere hundrede år.

Den gamle historie, livligt fortalt af Johansen selv, er typisk for socialdemokratisk kirkepolitik. Uden stort engagement vil man gerne passe på kirken, hvis den bare passer sig selv. Og som Johansen tilføjede: det skal nok gå, for ministeren havde været lige så tit i kirke som på Grønland!

Statsminister Mette Frederiksen overraskede for nylig de danske biskopper med at besøge dem til et bispemøde forleden i Ribe. Aldrig før har statsministeren taget direkte kontakt til biskopperne, da det normalt er ressortministeren fra Kirkeministeriet, som mødes biskop-kollegiet.

Ifølge Kristeligt Dagblad mener statsministeren, at folkekirken har en vigtig rolle at spille i kampen mod værdirelativisme. Og mange kloge folk har udtalt sig om, hvad besøget og kontakten betyder.

Det er dybt sympatisk af Mette Frederiksen at tage kontakten og ville dialogen med folkekirkens stiftsbestyrerer. Socialdemokratisk kirkepolitik har siden Stauning været at lade de hellige i ro. Folkekirken skulle have lov at passe sig selv og det har den også fået lov til. Mange socialdemokratiske ledere var ikke personligt i noget positivt forhold til kirken og kristendommen, Stauning, Hedtoft, H.C. Hansen og Jens Otto Krag blev alle bisat verdsligt fra Forum eller Folkets Hus og i hvert fald Krag var ikke medlem. Men det har ændret sig, Anker Jørgensen blev bisat fra Grundtvigskirken, Poul Nyrup Rasmussens kone fra Holmens kirke og lidt epokegørende er det, at Mette Frederiksen signalerer interesse og vilje til kirke og salmesang. Hendes bryllup var også kirkeligt.

Vi kan ikke læse hinandens sjæle og skal ikke forsøge at udlægge andres motiver, men det synes som om, at Mette Frederiksen er drevet af en stærk søgen efter grundlag og værdier for det danske samfund i kirken og kristendommen, der også går længere ned og tilbage end til arbejderbevægelsen og 1. maj. Det er dybt sympatisk.

Stat og kirke, kejser og pave, sværd og ånd har altid stået overfor hinanden, nogle gange i dyb konflikt, andre gange i harmoni og fællig. Under valdemarerne med Absalon og Anders Sunesen som ærkebiskopper var der fælles fodslag og korstog, men under ærkebiskopperne Jens Grand og Jakob Erlandsen blev der åbenlys konflikt om magten og jurisdiktionerne i Danmark. Med reformationen skulle biskopmagten afvikles og kirkens ejendom og magt underlægges staten. Der er vi stadigvæk, og det er meningsløst at tale om en kirke i Danmark som en aktør. Kirken er folkekirken, som består af alle de døbte i Danmark, og så er forvaltningen af de kirkelige embeder med præst, provst og biskopper organiseret decentralt i 10 stifter. Modsat staten, som er topstyret og central, er folkekirken decentral og meget selvstyrende. Bispemødet i Ribe, som Mette Frederiksen frekventerede, har derfor ingen formel betydning, fordi biskopperne kun har deres opgaver i hver deres stift, det er kirkeretligt blot en kaffeslabberas. Men det er også vigtigt.

Magt og afmagt hører altid tæt sammen, og det ved de mennesker med stor formel magt bedst af alle. Et folketingsflertal, en regering, en statsminister har ingen knapper at dreje på overfor folks tro og meninger. Der kan vedtages regler og love, der regulerer adfærd, og det retter vi os efter som lovlydige borgere. Men vore tanker kan ikke reguleres. Derimod har kirkens forvaltere adgang til det indre hos menneskene. Paven har ingen tanks og divisioner, men har noget meget stærkere, nemlig adgangen til hjerterne. Det samme gælder imamer. Det har politikerne altid vidst.

Da Barack Obama blev indsat som præsident første gang i 2009, blev der bedt den ene bøn efter den anden, af flere forskellige præster, i løbet af indsættelsesceremonien. Obama er som alle amerikanere et personligt religiøst menneske, for der skal hjælp til ovenfra for at kunne bestride et så magtfuldt embede. Det kan undre danskere, og jeg så indsættelsen i TV med vores teenagedrenge dengang, og vi snakkede om, hvor religiøse amerikanerne er. Det vidste de også fra Super Bowl. USA er dybt forankret i protestantisk tro på tværs af alle partier og skel. Og jeg har altid ment, at det mest kritisable ved Donald Trump var hans religiøse indifference og manglende tro, som gjorde det pinligt at se ham i en kirke.

Så skulle man egentlig tro, at USA havde en lige så bastant statskirke som deres militær, men tværtimod er der – med Thomas Jeffersons ord – en ”Wall of Separation” mellem kirke og stat i USA. Og al organiseret religion må ske i privat regi.

Modsat Danmark med kirkeminister og statsansatte præster, der fører civil registrering, men hvor vi ikke oplever Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke, Helle Thorning-Schmith eller Mette Frederiksen bede offentligt med samme inderlighed og overbevisning som Obama, Bush, Clinton eller Carter. Der er en verden til forskel. De danske ledere minder mere om Trump.

Jeg kan af og til i sognene møde lettere ærgrelse over, at børnebørn i København ikke bliver døbt. Men hvis jeg så aldrig har set bedsteforældrene i kirke eller til kirkelige arrangementer, kan det nogen gange undre mig, at så mange tror, at det religiøse liv overføres automatisk gennem kirkeskatten. Salmer og bibelske sange lærer ikke sig selv. Hvis forældre ikke selv gør noget for at viderebringe dåbens budskab, skaller det af over tid.

Det er bagsiden af folkekirken og kirkeskatten, at man tror, at pengene også kan garantere troen. Mange vil gerne – det hører man ofte som præst – være med til at betale for vore mange gamle middelalderkirker. Ja, det er måske vigtigste bevæggrund til medlemskab af folkekirken. Og det er også dejligt. Men hvis også indholdet skal holdes i live, kræver det mere end at betale kirkeskat.

Det ved de i USA. Enhver præst eller kirke lever kun, så længe der er betalende kirkegængere og stor offervillighed. Og offervilligheden i det materielle bliver derfor også knyttet sammen med indholdet, med tro og religion. Det hører sammen, fordi der ikke er noget institutionaliseret personale til at tage sig af det.

Og så er vi tilbage ved Mette Frederiksens besøg hos de danske biskopper. Prisværdigt. Fortjenstfuld. Godt. Men troen kan ikke styres eller delegeres fra oven. Selv hvis Folketinget kunne finde på at give Folkekirken en langt større bevilling, ville der ingen garanti være for, at det hjalp. Snarere tværtimod.

Værdirelativismen skal som udgangspunkt mødes i det personlige, ved at vi hver for sig i vores virkelighed statuerer eksempel, står på mål for noget, holder fast, viser rygrad og karakter, går i kirke, beder en bøn.

(Dog er der områder, hvor borgeren tvinges til kujoneri, og svigtes af systemet, hvis vedkommende står fast, og derfor kun kan have incitament til free-ride og gøre afbigt. Og det er Mette Frederiksens regi).

Men ellers er vi i Danmark blevet så religiøst blufærdige, at vi er blevet nærmest frygtsomme for religiøst sprog og sang. Det betaler man præsten og kirkens personale for at tage sig af. Men tro og værdier kan kun overleve gennem det personlige liv og kan mestendels bedst overføres i familien, selvom skoler også er vigtige.

Så trods al ros og opbakning til Mette Frederiksens visit hos biskopper, så lever folkekirken ikke i kirkelige topmøder med politikere, men på hver-,  søn- og helligdage i landets sogne, hvor der heldigvis overalt er enestående muligheder for at samles og gøre det, som amerikanske præsidenter altid har gjort: bede sammen.