Energiministeren var presset af mindst to årsager – men måske har han gjort det rigtige på den forkerte måde.

Nu er vi som udgangspunkt mere optagede af politisk indhold end af ”personfnidder”, og derfor dykker vi nu ned i vælgergruppernes motiver. Det er vigtigt at huske, at hvis et flertal udtrykker mistillid til statsministeren eller en partileder, bliver det et kabinetsspørgsmål, der kan koste regeringen livet. I alle andre tilfælde fortsætter regeringen som regel med en ny minister.

Vi befinder os i den sidstnævnte situation og må derfor se nærmere på de to overordnede tilgange til klima- og energiområdet, som ministre typisk har. Men først dykker vi ned i vælgerlandskabet.

Blodtørst

Hvis man som oppositionspolitiker eller vælger primært ønsker at skade regeringen – eller i det mindste en minister – for selv at få plads i en ny regering, så er en ministerstorm ideel. Den giver masser af medieomtale og mulighed for profilering.

Vælgergruppen, der ønsker en mere rød eller en mere blå regering, rummer denne personfokuserede del. Her bør man dog huske, at den nye minister kan være politisk værre end den gamle.

Grønt klimafokus

Hvis man er dybt frustreret over, at sikkerhedspolitik, handelspolitik, Grønland og alt muligt andet fylder hele den politiske sendeflade, og klimaet skubbes i baggrunden, så bliver man naturligt vred, når ministeren ikke åbent erkender, at de grønne mål ikke kan nås så hurtigt som først udmeldt – og derefter ikke kæmper for flere offentlige midler, inden vi kollektivt drukner.

Nyt flertal for realisme

Flere og flere danskere tænker, at hvis vi ikke får opbygget et troværdigt forsvar hurtigt, mister vi både økonomisk styrke og selvbestemmelse over energipolitikken. Med et Rusland, der opruster voldsomt og håner Trump offentligt for hans halvhjertede indsats i Ukraine, bør vi tage vores sikkerhed alvorligt. Det handler om moderne flåder og dronebaser i Nuuk og Nexø – inden Trump eller Putin rykker først.

Mange danskere tror ikke længere på Natos afskrækkelsesevne. Derfor virker det ansvarligt, at vi nu har en energiminister, der forsøger at flytte energipolitikken fra luftige visioner til en markedsdrevet og jordbunden strategi.

Selvfølgelig eksploderer frustrationerne hos de utålmodige, når de hører udtryk som ”nye udbudsbetingelser” og ”markedsdrevne revurderinger”. Det føles lidt som at høre, at tyskerne satser på fusionsenergi – noget, de fleste eksperter siger, først er klart, når det er for sent.

To virkeligheder

Den politiske virkelighedsopfattelse er fundamentalt forskellig. Mange spørger, hvorfor man ikke kan gøre begge dele. Men realiteten er, at statsministeren har lovet at se på pensionsalderen – en rygrad i den stærke økonomi siden 2006. De blå har lovet skattelettelser. Og Trump påfører os løbende nye handels- og sikkerhedspolitiske omkostninger. Vi kan ikke satse på alt på én gang.

I en sådan situation er intet så samlende som en såret minister. Hele oppositionen er rasende over, at Lars Aagaard ikke har delt sin viden om, at den grønne omstilling både koster mere og tager længere tid end forventet.

Hvordan gik det galt?

For det første har Moderaterne mistet fire mandater siden valget. Det betyder, at det parlamentariske flertal er skrøbeligt, og energiministeren måtte have hjælp fra de nordatlantiske mandater efter et maratonsamråd.

For det andet er Lars Aagaard ikke politiker af baggrund, men embedsmand – og han har taget den tilgang med til Christiansborg. Det er ikke hans faglige indsigt, der mangler, men snarere den politiske investering i relationer og venskaber.

Når en ubehagelig sag opstår, bør man åbent og redeligt lægge den frem for Folketinget. Lars er ikke den første i verdenshistorien, der har ”puttet med en dårlig nyhed”. Men har man generelt orden i penalhuset og ry for at være en god kollega, kan man måske overleve, hvis man lægger sig fladt ned.

Lars rullede og rullede, men flere udvalgsmedlemmer opfattede ham som en lidt ”bedrevidende type”.

Drama og diplomatisk clearing

De nordatlantiske mandater fik oppositionen op i det røde felt, og flere ministre måtte aflyse udlandsrejser for at blive hjemme til en sjælden skueproces, hvor parlamentarisk clearing blev suspenderet.

Men påskefreden og eftertænksomheden var stærkere end blodrusen. De tre ministre, som skal ledsage Kronprinsen på statsbesøg i Japan den 22. april, fik alligevel clearing. Ekstra Bladet og andre kalder på politisk slagsmål – men investering i nye markeder uden toldmure er måske vigtigere end ydmygelsen af en undskyldende minister.

Fra idealist til teknokrat

Dan Jørgensen er fynsk fritidsornitolog på topniveau – men mest kendt for sin politiske karriere, som begyndte i Europa-Parlamentet, ligesom Helle Thorning-Schmidts.

Han blev senere klima-, energi- og forsyningsminister, indtil Lars Aagaard overtog posten i 2022. Dan havde lagt Danmark i front globalt, og klima blev en slags dansk identitet – ligesom vores aktivistiske udenrigspolitik tidligere gjorde os til USA’s foretrukne lille allierede.

Nu er vi med rette kendt som et grønt fyrtårn og en sikkerhedspolitisk darling. Og ja – virkeligheden er mindre poleret end det glansbillede, vi brænder igennem med. Havde vi for år tilbage kombineret vedvarende energi med kernekraft, havde vores CO₂-udledning og luftforurening set markant bedre ud.

Men Danmark er fotogent. Et mønstersamfund med stabilt demokrati, smukt kongehus og stærk økonomi. Vi brander gastronomi, film, sport, sundhed og uddannelse til ét af verdens stærkeste nationale brands.

Et skift i tilgang

Dan Jørgensen (S) forlod ministerposten i december 2022 og blev senere Danmarks EU-kommissær. Lars Aagaard (M) overtog – med en teknokratisk og markedsdrevet tilgang.

Aagaard bruger færre offentlige midler, arbejder tættere med erhvervslivet og fokuserer på gennemførlighed frem for symbolpolitik.

Eksempel: Energiøen i Nordsøen blev under Jørgensen lanceret med store ambitioner og statsligt ejerskab. Under Aagaard er projektet blevet revurderet med fokus på økonomisk bæredygtighed og privat investorinteresse.

Nye rammevilkår

Siden Aagaard overtog, har verden ændret sig:

1. Rentestigninger og inflation har gjort grønne investeringer dyrere.
2. Krig i Ukraine har gjort energisikkerhed til topprioritet.
3. Lunken investorinteresse har bremset store projekter.
4. Øget EU-regulering ændrer statsstøtte og planlægning.
5. Erhvervslivet kræver hurtigere sagsbehandling og klarere regler.

Blodrus er én ting – men spørg dig selv: Hvor ville du lægge vægten som energiminister? Hvis man sparker nogen ud, kan man få noget bedre – men også noget værre.