Der har været en fatwa fra den iranske stat over Salman Rushdie siden 1989, og en tilsvarende stor dusør for hans hoved.

Hvordan kan motivet så være ukendt?

Daily Mail havde samtidigt en del detaljer om den formodede gerningsmands forkærlighed for islamisme og Ayatollah Khomeini, der udsendte fatwaen.

Så sent som 2016 kunne Berlingskes Bent Blüdnikow skrive, at ”40 medier udlover ny milliondusør på Salman Rushdies hoved”, altså iranske medier, som tilsammen ville belønne en attentatmand med 4 mio. kroner.

Kan der ikke indenfor al anstændig journalistik gøres overvejelser om motivet? Follow the money er altid en begyndelse.

Men nej. Vold må tilsyneladende ikke forbindes med islamistiske motiver.

I en nyligt udgiver lærebog for skolebrug i Danmark står der om Omar El-Hussein, der stod bag angrebet på synagogen og Krudttønden, at ”Hans motiv bag gerningerne kendes ikke”, og igen afkobles voldsgerningen fra den islamisme, som El-Hussein vitterligt var påvirket af (Iman Hassani, Danmarks kulturmøder med Mellemøsten – fra vikingetiden til krigen mod terror, 2022)

For nylig fik debattøren og bloggeren Jaleh Tavakoli tre måneders betinget fængsel for at linke til en video af mordet på to kvinder med islamistiske motiver. Og flere retssager er på vej mod andre, der har linket eller gengivet islamistisk vold. I Vietnam-krigen fik fotografer præmier og berømmelse med billeder og optagelser af menneskelig død på åben skærm, f.eks. Viet Cong-partisanen der blev skudt ned på klods hold i Saigon, og det gik verden rundt, men da var gerningsmændene også sydvietnamnesere associeret med USA.

I dag ville det være tvivlsomt, om Salman Rushdies bog ville være udkommet. Frygten, selvcensuren og sensitiviteten er meget større i dag. Ligesom Jyllands-Postens karikaturtegninger næppe genoptrykkes mere.

Men ved bogens udgivelse i 1988 var der ingen tvivl om, at forfatteren skulle beskyttes og bogen udgives og oversættes. Selvom det også dengang kostede angreb på oversættere og udgivere.

Reaktionerne i det danske kulturliv har da også været spage og forsigtige. Vi er på vej ind i en tid som underdanige og forstummede, krybende og kujonerede.

Den danske forfatter Hassan Preisler er som altid en vigtig undtagelse, som beskylder sine forfatterkollegaer for at være en flok kujoner. Til Berlingske udtalte han: ”Jeg er forbløffet over, hvor få af Rushdies kunstnerkollegaer i Danmark, der føler sig kaldet til at udtrykke frustration, angst eller vrede over overfaldet på ham … Det er kunstnerne, som oplever, at en af deres næsten bliver slået ihjel for sin kunst, men de er musestille. Det er bemærkelsesværdigt og faktisk også fortvivlende”.