Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Verdens vigtigste begivenhed i 2024, kulminerer med vælgernes afgørelse den 5. november. Anders Agner har på Lindhardt & Ringhof skrevet “Kampen om Det Hvide Hus”. Bogen gennemgår 26 præsidentvalgkampe, for at give indsigt og sammenligningsgrundlag.
Agner sammenligner magtoverdragelsen i 2021, med det tilsvarende tætte løb mellem Republikaneren George Bush og Demokraten Al Gore i 2000. Resultatet var oppe at vende i Højesteret, før Al Gore accepterede det. Han kunne have mistænkeliggjort Jeb Bush i Florida og undergravet George Bushs’ legitimitet, men han valgte at række hånden frem og ønske George tillykke med sejren, og han sad bag præsidenten ved tiltrædelsesceremonien, for at vise den amerikanske befolkning respekt for forfatningen. Historien vil dømme de 2 mænd forskelligt.
Verden var tæt på moralsk kollaps med stormen på Kongressen i 2021. Bruddet med demokratiet, og truslen om at lade den fredelige magtoverdragelse afløse af et regime født af vold, løftede os fra spændingsromanerne ind i virkeligheden. Anders Agner kalder valget i 2016 for “Joken der blev til virkelighed”. 2021 kunne være blevet gentagelsen.
Meningsløsheden bankede på herhjemme i Fædrelandet: Hvorfor skal den lille familie pakke sandwich, termokander og lune tæpper, for at køre til Grundlovsmøde, hvis retssamfundet og valgene kan glide ned i en sump af afstumpet uvidenhed, fake news og rå vold.
Anders Agner deklarerer tydeligt, at det ikke handler om valget mellem æsel og elefant. Nærværende anmelder taler gerne om “elefanten i rummet”; Yes det er angstprovokerende, at de 2 gamle partier lader amerikanerne vælge mellem en kandidat som virker for gammel og skrøbelig til jobbet, og en udfordrer der virker inkompetent og udemokratisk i sin tilgang til opgaven.
Jeg tillader mig helt for egen regning at tilføje, at en kandidat som Nikki Haley forekommer velkvalificeret, habil og kompetent i forhold til at samle USA om en vej frem.
Eftersom Haley forventes at kunne vinde over Biden med en betydelig større margin end Trump, og eftersom Joe Biden ofte har gentaget, at han formentlig ikke ville genopstille, hvis hans modpart var en anden end Trump, så er der muligvis et alternativ. Men vi må selvsagt acceptere de der opnår, at blive nomineret. Og lige nu ligner serveringen hengemt restemad fra sidste valg.
Danmark har i middelsvær grad satset hele velfærdssamfundet på USA. Før 2. Verdenskrig var vi helt bevidste om, at naboskabet til den voldsomme overmagt mod syd bestod i underkastelse. Med hjælp fra alt for få, lykkedes det os fra flødeskumsfronten at komme med på den rigtige side af historien.
Båret af fantastisk mod hos Kauffmann, H.C. Hansen, Christmas Møller, Holger Danske, Flammen og Citronen og de mange vi mistede, lykkedes det os at komme til at sidde til bords med krigens vindere. Vi fik overbevist Churchill og Roosewelt om, at vi hørte til i FN og NATO.
Vi indtog Marschall hjælpen i begærlige slurke, og den mudrede plovfure forvandledes til velfærdssamfundet med Kragh og Schlüter og miljøbeskyttelse og arbejdsmarkedspensioner. Fra et appendix voksede vi til et af verdens mest succesrige og lykkelige eksempler til efterfølgelse.
Men i hele efterkrigsperioden valgte vi sygeplejersker fremfor soldater. Vi lod amerikanerne betale for vores sikkerhed, og vi tillod os den urimelige flothed, at svine alt amerikansk til i et omfang der bragte os på kanten af NATO. Den ansvarsløse selvfedme med den socialistiske fredsbevægelse står som en skamplet. Hvor har vi meget at takke Uffe Ellemann-Jensen for. Vi er kommet i sikker havn hos amerikanerne for anden gang siden NATO-pagten. Med det brede forsvarsforlig kæmper vi os tilbage blandt de troværdige NATO-lande. Alt for langsomt – men retningen er rigtig.
Efter at have lagt regningen for vores sikkerhed i Washington i årtier, er der sket en katastrofe.
Helt almindelige amerikanere har brugt enorme ressourcer ude i Verden, mens elkablerne hænger i guirlander fra pælene på tværs af det slidte land. Skolerne for white trash og farvede fra trailerparkerne er ydmygende. Det sociale sikkerhedsnet er ikke engang et net. Der er så ekstremt langt fra rustbæltet til velstanden og magten langs kysterne, at det er lykkedes at rejse et evil empire. Har Mike Pence, Mitt Romney og Nikki Haley fortjent at få Deres Røde Elefant reduceret fra en heroisk kamp imod slaveriet, til et usselt voldsorgie rettet imod Kongressen. Nej og det blev heldigvis standset før samfundet gik i stykker. Oprydningen er grim. Mange amerikanere har svært ved at se en præsidentkandidat føre valgkamp i en sværm af forbryderfotos og ransagninger. Det er en lang ydmygelse af partiet og af USA. Det er ubærligt. Men et eller andet sted er det jo startet med håbløshed. Håbløshed i ruinerne af de store bilfabrikker og Jernværker. De gamle smede har siddet på deres slidte plaststole, og ventet på en bedre fremtid det meste af deres liv. Tiden er ikke blevet brugt på at læse klassikere og historiske beretninger. De fleste har aldrig været udenfor USA. Og de troede at magthaverne mødtes til børnemisbrugsfester i kælderen under et pizzeria. Der var bare ikke kælder under bygningen. Det hele var QAnons fake news om Pizzagate.
Danmark har satset hele butikken på et samfund, der er langt mere skrøbeligt end vi bryder os om. Joe Bidens ovale kontor på 75 kvm, er fyldt med historiske referencer til amerikanske værdier. Alt det vi har troet på, kan erodere ned i en sump af uvidenhed og fortrolige dokumenter på toilettet i Mar-a-Lago. Når Løkke står sammen med Blinken og fejrer en bilateral aftale, når Mette Frederiksen er i spil til at blive generalsekretær for NATO. Så har det kun værdi, hvis USA er et demokratisk retssamfund, som selv tror på sine idealer.
Anders Agner har skrevet en bog om nedtællingen.
Anders Agner er et dansk fyrtårn for alle vi nørder, der brænder for international politik. Anders Agner har skrevet om de amerikanske fyrtårne. Successerne og fiaskoerne. Altid med baggrund i engagement og kærlighed til både USA og til Verden. En bid kynisne javel, men ægte bekymring og kærlighed. Roosevelt, Eisenhower, Kennedy, Reagan, Clinton. Båret af social indignation og kærlighed til nationen og ideen. Vi er opdraget med en viden om statistikken i det store valgmandssystem. Kandidatens chancer øges, hvis det er en tidligere præsident som har skabt økonomisk fremgang, eller indledt en krig og undgået de værste skandaler. Hvorfor skulle Anders Agner så belaste sin familie med mange timers fravær, for at skrive om 26 præsidentvalgkampe. Når vi kan sætte det hele på formel, og regne ud hvem der vinder.
Jeg fulgte stemmeoptællingerne i 2016 sammen med en god ven. Vi var sammen med folk fra store dele af Verden i Bruxelles, og lad mig bare sige, at resultatet overraskede en bred kreds af amerikanske, belgiske og svenske politikere, kommentatorer og analytikere. Big time. De regnvåde og iskolde gader i mørket tilbage til Grand Place sidst på natten i november 2016, markerede endgame, for de der troede, at de kunne regne sig frem til hvem der flytter ind på Pennsylvania Avenue. Anders Agner har ikke spildt et sekund i Kampen om Det Hvide Hus. Der er så mange faktorer som kan blive afgørende. Så respekt for historisk indsigt, følelsesmæssigt nærvær og seismografisk fornemmelse for stemningen fra Connecticut til Californien – og de øvrige 48 indehavere af valgmandsstemmer. Nedtællingen er sindsygt spændende, fordi den udløser lettelse, mareridt, velstand, armod, krig, fred og muligheden for reelt at standse klimadagsordenen og verdensfreden. Et fejltrin i Taiwanstrædet, Nordkorea, Jerusalem eller Kiev, kan udløse en katastrofe der får diskussionen om kræftbehandling, ozonlag og rent drikkevand til at ligne krusninger under paddehatten.
Betyder enkeltpersoner så meget? Winston Churchill og Adolf Hitler er vist tilstrækkeligt svar på det spørgsmål.
Og netællingen er igang.