Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
På mange måder ligger Iran sammen med Nordkorea isoleret i den lille gruppe lande, som har flest fjender i FN. Alligevel er der ikke så meget mod på at tage et opgør med Iran. Langt de fleste af verdens lande, anført af Kina og USA, forsøger ihærdigt at tale konflikten ned, simpelthen fordi eskalation til regional krig risikerer at blive indledningen på et langt blodbad med enorme civile tab.
Set med Israelske øjne har det en betydelig pris, at skulle leve med en fjende, uden udsigt til en endelig løsning.
Fødslen af en global fjende
Siden ayatollah Khomeini udnyttede opstanden imod Shahen til at etablere et shiitisk kalifat, har Iran udviklet sig til arnested for aktivistisk terrorisme, både via Huthierne i Yemen, Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon. Meget tyder på, at vaneforbryderne i Teheran senest har rekrutteret en flygtet svensk bandekriminel til at varetage rekrutteringen af svenske teenagere til at udføre kriminalitet og terror i Skandinavien. Der ud over fik Hizbollah overtalt Iran til at lave et opskaleret raketangreb på Israel som eskalation af hævnspiralen.
Den Iransk finansierede terror har længe skabt betydelige problemer, som rækker langt ud over Israel. Houthierne er eksempelvis skyld i at rederierne må sejle en betydelig længere rute til skade for transporttider, omkostninger til brændstof og med tabte indtægter fra Suez til skade for Egypten. Nu er problemerne blevet så uudholdelige for verdenssamfundet, at England og USA her indledt et opgør med Huthierne.
Uanset om Irans fremskudte kampgrupper nedkæmpes vil det – set fra Tel Aviv – være en midlertidig fred uden garanti for hvornår Teheran vil finansiere en genopbygning af terrorgrupperne – så det hele kan starte forfra.
På den led, er det ikke helt unaturligt, at Israelerne overvejer et direkte opgør med Iran.
Mens Kina har advaret Iran kraftigt imod eskalering, så har USA specifikt taget afstand fra et eventuelt Israelsk angreb på Irans atomudviklingsplatform.
Hvad taler for direkte konfrontation?
Hamas og Hizbollah er stærkt reduceret som militær trussel. Det betyder at Israelsk forsvar – IDF – har mulighed for at frigøre ressourcer til at imødegå truslen fra moderkilden i Teheran.
Hizbollah har mistet en stor del af ledelseslaget ved den spektakulære tretrins indsats via først personsøgerne, dernæst walkie-talkier og senest bærbare radioer – derudover ved bombning af Hizbollah-ledelsens vigtigste tilholdssteder.
I forbindelse med drabet på Hizbollah lederen Hassan Nasrallah, var det ikke kun den militante bevægelse der blev svækket men også Iran. Teheran mistede det sidste figenblad ved at indklage Israel i FN for drabet på Nasrallah. Israels to farligste fjender i Mellemøsten – Iran og Hizbollah – har ikke stået svagere militært end nu.
Intern opposition i Teheran.
Det Iranske shiit-tyranni, anført af Revolutionsgarden, har længe kæmpet med intern uro fra den relativt veluddannede befolkning. Fra så forskellige grupper som efterkommere og tilhængere af shah-styret, unge generelt og unge kvinder specifikt. Kvinderne har længe gjort oprør imod det voldelige, religiøse diktatur med deres moralpoliti. Det folkelige oprør har ikke tidligere fået effektiv opbakning udefra, men Netanyahu er begyndt at tale direkte til den Iranske befolkning. Budskabet er et løfte om at hjælpe befolkningen af med kalifatets formørkelse, sådan at Iranerne kan etablere et nyt samfund bygget på frihedsrettigheder.
Internt i præstestyret er der opstået uenighed mellem de moderate og de radikale grupper. Den ekstremt radikaliserede Præsident Ebrahim Raisi døde i et helikopterstyrt i et bjergpas i tæt tåge, og han blev erstattet med den moderate Masoud Pezeshkian. Det er kun nogle måneder siden, og allerede nu står den 70 årige hjertekirurg i spidsen for en moderat oprørsfløj, som ønsker at slutte fred med Irans fjender og afvikle terrorbevægelserne. Her overfor står den radikaliserede Revolutionsgarde som kæmper for at fastholde hadet mod Israel.
Det betyder, at der er stor sandsynlighed for, at et Israelsk angreb kan følges af et folkeligt oprør, der får medløb fra oprørere helt op i Irans øverste ledelse. Det ville være langt mere sikkert at vente til der er intern uro i Iran, men Israel har ikke den tid til rådighed.
Netanyahu var en meget upopulær regeringsleder, før det grusomme overfald på blandt andet de unge festdeltagere i ørkenen. Benjamin Netanyahu har en række strafferetssager primært om bestikkelse hængende i immunitetsbeskyttelsen. Men – Netanyahu er en legendarisk overlever og har dannet regering med de mest yderliggående zionister. Regeringsledere plejer at få kraftig opbakning i forbindelse med at en ydre fjende angriber. Den tilslutning faldt meget hurtigt, da gidslernes familier følte, at Natanyahu fokuserede alt for lidt på at forhandle gidslerne fri. Først nu, hvor Mossad har forskrækket og begejstret det globale agentpublikum med de eksploderende personsøgere og hvor “Iron Dome” har beskyttet imponerende effektivt, er Natanyahus popularitet steget.
Det betyder at Benjamin Netanyahu er både politisk og personligt motiveret til at fortsætte en succesrig indsats for at stække Israels fjender i en grad, at de ikke kan rejse sig igen.
Det åbne vindue
Med en aldrende amerikansk præsident, som har tordnet forgæves for at gennemtvinge en våbenhvile, er Det Hvide Hus i en svækket position. Præsidentkandidaterne vil formentlig være tilbageholdende med at understrege egne mangler på power ved at fokusere på, at de ikke kan bestemme. Netanyahu er så erfaren, at han ikke vil bede USA om aktiv hjælp til et angreb, men amerikanerne vil ikke lade Israel i stikken når det gælder efterretninger og våben – hvis målet er Teheran. Der er en hel generation af CIA folk, som ikke har glemt ydmygelserne efter Shah Styrets fald i 1979.
Det er helt forventeligt at et full blown angreb på Teheran – og kernekraftudviklingsplatformen – vil blive kritiseret af de fleste og fordømt af nogle. Men som vi har set gennem Gaza forløbet, kan Israel fortsætte sine operationer uden at blive fysisk forhindret – indtil en ny præsident er på plads i Washington.
Såfremt kalifatet i Teheran, begynder at slå revner, vil særlig USA kunne se deres interesse i at støtte de mange civile Iranere, der har levet under trusler og frygt. Herfra ville Mellemøsten langsomt falde til ro med et Iran, der standsede betalingerne til sine terrorbevægelser. En etablering af et moderne samfund – renset for imamer – ville være mulig
Israel er lykkedes med at svække Hamas og Hizbollah alvorligt blandt andet med drabene på Yahiya Sinwar og Hassan Nasrallah. Derudover er USA og GB påbegyndt nedkæmpningen af huthierne. Det åbne vindue lukker snart, og shiiterne er født med en strukturelle evne til at erstatte og genopbygge sin kommandostruktur.
Se det et øjeblik fra Tel Aviv…
Trump har gennem hele valgkampen gentaget, at han vil slukke for krigshandlingerne i Mellemøsten og Ukraine så snart han er valgt, så der kommer fokus på Make America Great Again fra primo januar. Heller ikke Demokraterne er sultne efter krig, og det er vist overflødigt at påpege, hvordan resten Verden stiller sig.
Israel må selv fjerne Revolutionsgarden og kalifatet, så pengestrømmene til militserne stopper.
Her efter kan vi begynde at se frem mod Abraham aftalerne. Hvis det lykkes, vil Israel kunne opnå tilgivelse fordi alle ved, at de aldrig ville kunne opnå tilladelse.
Det kan blive en gamechanger, men Knesset har travlt – og de kommer til at gøre det alene. Tænk en fred og vækst, der vil brede sig i hele Mellemøsten, når det formørkede kalifat er væk.
Alternativet er, at det bliver, som det har været siden Israel blev etableret: utrygt, ustabilt og bekymrende.
Det er en once in a lifetime opportunity.