Det er den største skandale i NATOs historie, at Tyrkiet får lov til at spille kispus med vores naboland Sverige om medlemskab af NATO. Der kunne forventes en klar og uomtvistelig tilkendegivelse fra de øvrige NATO-partnere og ikke mindst USA som storebror om, at Sverige og Finland selvfølgelig er hjerteligt velkomne i Alliancen.

NATO er en alliance af demokratier, der sammen vil forsvare frihed og fred, og det virker bagvendt og kafkask, at Tyrkiet kan få lov at modarbejde Sveriges medlemskab med krav om at reducere på demokratiskalaen. Hvor er de store NATO-lande henne? Hvorfor sættes Tyrkiet ikke på plads? Og skandalen fortsætter, når præsident Erdogan gerne vil have Finland med, men ikke Sverige. Er der ingen voksne til stede i NATO?

Danmarks regering burde tilkendegive utvetydigt, at Sverige skal i NATO og at der er ingen demokratiske indvendinger mod et svensk medlemskab. Det skal der ikke sjakres om.  Hvad der er sket fra tyrkisk side ind til nu, er allerede uværdigt.

Men den danske presses beskrivelse er også skandaløs. ”Nato-problemer tårner sig op for Sverige” lød overskriften i et Ritzau-telegram (trykt i Folketidende 25/1). Men det er forkert. Overskriften skulle være: ”Tyrkiet skaber problemer for Sverige”. For Sverige har intet andet gjort end at holde fast i demokrati med ytringsfrihed.  Kun hvis de havde gjort andet, burde det være et problem for NATO – en alliance af demokratiske lande.

”Danmark har et godt forhold til Tyrkiet, og det ændrer denne sag ikke på”, sagde Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen efter endnu Koran-afbrænding i Danmark. Men hvordan kan vi have et godt forhold til Tyrkiet, når Tyrkiet blokerer for Sveriges medlemskab – af grunde som er helt udenfor den demokratiske skive?  Og det bliver kun mere pinligt, når danske politikere med udenrigsministeren i spidsen prøver at komme Tyrkiet i møde ved at tage afstand Jakob Paludans autodafeer. Det drejer sig om principper og ikke om karakteren af de happenings eller tabubrud, som definerer et frit samfund.

Det ville være forventeligt, at Danmarks regering tilkaldte den tyrkiske ambassadør og tilkendegav i utvetydige diplomatiske vendinger, at vi finder behandlingen af vores naboland Sverige helt utilstedelig. Nu må Mette Frederiksen gerne optræde meget magtfuldkommen – eller i hvert fald med den myndighed og statsræson som tilkommer Danmarks statsminister ved at vise ubetinget solidaritet med Sverige. Det er ikke nok at stå på sidelinjen og være venner med alle.

Eller så skal vi begynde at tænke i nye baner.

Måske bliver NATO som FN langsomt overtaget af illiberale værdier, og så må vi søge nye alliancer.

Hvis NATO i stigende omfang med et passivt USA skal føre politik efter Tyrkiets præferencer, burde de nordiske lande overveje en hel ny sikkerhedspolitisk orden: en fælles forsvarsbund med bilateral forbindelse til USA.

Vi har et meget stærkt historisk og kulturelt fællesskab med Sverige og Norge og Finland. Skal vi dø for nogen andre end fædrelandet, skal det være vore nordiske broder- og søsterfolk. En stærk alliance bundet op af en markant oprustning, så det gøres klart for hele verden, at vi ønsker at være selvstændige og suveræne nationer. Gotland og Bornholm ligger strategisk i Østersøen og der må aldrig være tvivl om, vi forsvarer disse øer som kernelandet. Det er også den bedste hjælp vi kan give til de baltiske lande, som står vore hjerter nær.

Og de nordiske lande har meget at lære af hinanden.

Vi danskere kan i høj grad lære forsvarsvilje mentalt og åndeligt af finnerne, som de forsvarede sig i den finske vinterkrig, hvor ca. 1000 danskere deltog frivilligt. I Anden Verdenskrig viste nordmændene vejen med at bekæmpe den tyske besættelse og ikke som Danmark overgive sig så skammeligt.

Længere tilbage deltog de nordiske broderfolk i de dansk-tyske krige. ”Dér faldt den gamle nordmand, den djærve Schleppegrell”, skriver Grundtvig om Isted-slaget i 1850. Og i 1864 deltog ca. 525 fra Sverige, 105 fra Norge, syv fra Finland og en enkelt islænding. Op til 1864 foreslog D.G. Monrad en nordisk union på grund af frygten fra Tyskland. Nu er frygten østfra og fælles fjende gør stærk. Hvad danskerne kan bidrage med til mere nordisk samarbejde, er måske mere tvivlsomt, men vi er måske lidt bedre til at håndtere den indvandring, som af uransagelige grunde fik lov at løbe løbsk i Sverige og Norge.

Vi skal oplive, oplyse det høje Nord! De nordiske lande supplerer hinanden godt, og sammen kan vi være en bastion for det frie ord og den frie tanke i en mere og mere ensrettet verden.

Og så skal den telefonsvarer, som Mogens Glistrup i 1973 foreslog skulle afspille på russisk: ”Vi overgiver os”, nu sættes til at afspille døgnet rundt: Vi overgiver os aldrig! Never surrender!