Man skal aldrig sige aldrig
man ka´ ta’ så grundig fejl
den som alle sagde var håbløs
har nu vind i sine sejl

Sådan synger John Mogensen i en af sine skønne sange, og som altid fanger Gamle John langt mere sandhed end denne verdens Kloge Åger.

Der har været en kø af kommentatorer, der dømte Inger Støjberg ude fra start. Hovedanken har været, at der ikke er noget program og hendes parti kun er et enkvindesparti.

Med den eksplosion af vælgererklæringer, der strømmede ind til Støjbergs parti på et enkelt døgn, må der være noget i folkedybet, der bevæger sig. Og nu refererer BT en ’chokmåling’, der giver Støjberg 10 % af stemmerne.

Man skal aldrig sige aldrig, man kan tage så grundigt fejl.

Blot et tilbagekik i samtidshistorien viser, at stort set alle nye succesrige partier marcherede ud som enmandshære. Og ligesom med Inger Støjberg uden et færdigt program til uddeling, men alene med en person i front, som alle vidste hvad han eller hun stod for.

Mogens Glistrup dannede i 1972 Fremskridtspartiet, som væltede ind i Folketinget i 1973 med 28 mandater som andet største parti, og programmet var mildt sagt tyndt, men ingen var i tvivl om holdning og tendens: mindre skat og mindre regereri.

Det samme med Erhard Jakobsen, der i efteråret 1973 brød med Socialdemokratiet og dannede Centrum-Demokraterne. Alle vidste, hvad Erhard stod for: det skulle nemmere at være bil- og parcelhusejer og Danmarks Radio var alt for venstreorienteret. Konkrete og håndterlige og velkomne meninger, som gav Erhard gode valg gennem 1970erne.

Vælgerne efterspørger ikke partiprogrammer, men politikere. Vælgerne er trætte af ord og løfter, men vil have ansigt og vilje. Status quo kender vi, og så er forskellen på politikerne, hvordan de vil ændre det bestående.

Og her ved alle vist, hvorhen Inger Støjberg vil trække status quo: mere provins end hovedstad, mindre multikulti, mindre EU og mere EF, det skal betale sig at arbejde. Det er sådan set ret klare mærkesager.

Og så var det kækt at annoncere det i Hadsund og ikke på Slotsholmen solidt sikret af koranklodser, så ingen andre end pressens kommentatorer kan komme forbi, et forudsigeligt folkeligt godt spin. Det er også politik.

Og på mig som boende i provinsen uden egen læge virker det opmuntrende, når en politiker trods alt nævner det som et problem, at der ikke er lægedækning i store dele af udkantsdanmark. Og så i et land der kaldes en velfærdsstat med et sundhedsvæsen, der finansieres af høje skatter.

Og så må vælgerne vurdere troværdigheden af dette. Også når den samme politiker gennem sin karriere har bidraget til den udvikling, som hun eller han nu selv vil ændre på. Nøjagtigt ligesom Lars Løkke.

Jeg kan personligt bedre lide politikere, der er ”right from the beginning”, men sådan er verden sjælden. Vi lærer gennem livet. Ronald Reagan var demokrat i første halvdel af sit liv, og republikaner i sidste halvdel. Og vi lærer mere om livet fra konvertitter end fra blindt loyale partigængere.

Ind til videre virker Inger Støjbergs start på en ny politisk karriere langt mere autentisk end eksempelvis Lars Løkkes, fordi hun er blevet straffet for en forseelse og har taget sin straf for en sag, som ingen var uenig i.

Martyrier skaber en troværdighed, som levebrødspolitik ikke udløser, forstillet eller ej.

Inger Støjberg crasher dansk politik på det for hende heldigst mulige tidspunkt, hvor statsminister Mette Frederiksen ikke mener, at Minksagen med Granskningskommissionens undersøgelse giver anledning til ændringer af statsapparatets personalesammensætning. Alt er som før. Vi har ikke fejlet alvorligt. En branche blev slagtet og beslutningsprocessen var uskøn og uortodoks, men alt skal bare køre videre.

Overfor dette tog Inger Støjberg sin straf, uvilligt med to måneder i fodlænke, og det giver en helt anden troværdighed i befolkningen, nolens volens.

Politik er både personer og programmer. Men det er kun personer, som kan besidde eller miste troværdighed. Programmer er bare ord og erklæringer, og sjældent præget af ond vilje.

Og valgene afgøres nok langt mere af personer end af programmer, som ikke ændrer sig så meget.

Dertil kommer, at det bliver permanent sværere at artikulere programmer, der ikke befinder sig i slipstrømmen af det banale. Handlingsrummet i politik begrænses af mulige og uforudsigelige domme fra internationale domstole og modarbejdes af eksperters fortolkning af et meget generelt formuleret menneskerettighedsgrundlag. Dertil komme frygten for at blive ostraciseret fra de sociale medier, som må være den egentlige skræk for nydannede blå enkvindespartier. Så betyder 10% vælgeropbakning pludselig ikke noget.