Regeringens mange skattestigninger koster den gennemsnitlige borger tusindvis af kroner.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Ifølge nye tal fra Finansministeriet vil regeringens skatte- og afgiftsinitiativer koste den gennemsnitlige dansker 2.100 kroner om året fra 2025.
Det skriver Berlingske.
En politik, der gør danskerne fattigere
Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i tænketanken CEPOS, kritiserer regeringen for at drive en politik, der gør de svageste danskere fattigere.
– Danskerne bliver fattigere, og familiebudgetter bliver reduceret. En kontanthjælpsmodtager, der ryger en pakke cigaretter om dagen, mister for eksempel cirka 7.000 kroner, og en arbejderfamilie, der ryger, mister 16.000 kroner årligt, fortæller Mads Lundby Hansen til Berlingske.
Lundby Hansen skriver efterfølgende i et opslag på LinkedIn, at disse skattestigninger “skader dansk erhvervsliv”.
S afviser kritik
Den kritik, afviser Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen.
– Den ensidige kritik fra CEPOS overrasker mig ikke. Vi har med en række brede aftaler lavet nogle fornuftige prioriteringer, som gør det muligt at styrke velfærden og løfte den grønne omstilling, og det står jeg fuldstændig på mål for, siger han.
I 2020 havde Danmark det højeste skattetryk målt i OECD.
Tidligere på året opgjorde Indblik regeringens skattestigninger. Her havde den socialdemokratiske regering indført hele 38 skattestigninger og dermed en samlet skattestigning på ca. 12 milliarder kroner, når der korrigeres for 15 skattelettelser.