Det iranske præstestyre ser sig selv som Shia-islams beskytter. De føler sig presset af både stærkere sunnimuslimske magter, andre religioner og af ateisme og sekularisme. Hvis regimet mister evnen til at beskytte sine egne – også internt – mister det sin eksistensberettigelse.

Ønsket om atomvåben er nærliggende. Nordkorea har vist, hvordan en isoleret stat kan afskrække verdenssamfundet. Men Irans atomprogram har mødt massiv modstand, særligt fra Israel og USA.

Overdrevet sejrsrus

Efter det amerikanske angreb med bunker-buster-bomber på iranske atomanlæg erklærede Trump, at alle tre underjordiske anlæg og det opformerede uran var ødelagt. Men nogle efterretninger viser, at det meste højtberigede uran måske allerede var flyttet i sikkerhed, og at selve anlæggene – især Fordow – overlevede angrebet i betydeligt omfang.

Ifølge nogle amerikanske- og uafhængige vurderinger har angrebet højst forsinket programmet med måneder, ikke år. Pentagons seneste rapporter viser dog, at Irans evne til at berige uran er sat et til to år tilbage. Nogle mener at kun indgangen til Fordow blev ødelagt og at de dybtliggende anlæg måske er intakte – vi ved det ikke med sikkerhed. Trumps udmelding blev hurtigt sat i tvivl af eksperter, også internt i USA.

Hvad Iran stadig har

Iran har teknologisk og måske materielt potentiale til hurtigt at genoptage og eskalere sit atomprogram:

• Uranlager: Ifølge IAEA havde Iran i februar 2025 hele 408 kg uran beriget til 60 % – nok til 6–10 atombomber, hvis det videreberiges til våbenkvalitet (90 %).
• Centrifuger: Landet råder over tusindvis af avancerede IR-6 og IR-9-centrifuger, især ved Fordow, Natanz og Isfahan. De gør det muligt at berige uran hurtigt – hvis de altså stadig er intakte.
• Missilteknologi: Iran har udviklet ballistiske missiler, bl.a. Shahab-3 og Soumar, der er vurderet som egnede til at bære nukleare sprænghoveder.
• Weaponisation: Omformningen af uran til en brugbar bombe kræver avanceret viden om miniaturisering og neutroninitiering. Iran havde et aktivt våbenprogram indtil 2003. Hvor langt de er kommet siden er usikkert, men mange eksperter mener, de hurtigt kan genoptage det.

Illusion om hurtige løsninger

Trumps idé om at løse en kompleks konflikt med en kortvarig, voldsom indsats er en illusion. Langsigtet stabilitet kræver strategisk tålmodighed – ikke kun militær styrke.

Hvis Trump fastholder sin isolationistiske linje, må han lade Israel føre kampen videre alene. Det kan israelerne muligvis gøre: De har efterretningskapacitet til at finde det opformerede uran og svække det netværk af specialister, der holder programmet i gang. Men selve anlægget i Fordow kræver sandsynligvis endnu et præcist bunker buster-angreb at neutralisere.

En sådan operation kan samtidig styrke Netanyahus politiske position og holde retsforfølgelse på afstand. FN vil næppe forhindre Israel i at handle, hvis de hævder, at det handler om national overlevelse.

Trump kunne også vælge diplomatiet – en ny aftale mellem Iran og Israel, hvor Iran forpligter sig til at stoppe atomprogrammet under kontrol. Det ville ligne Obamas atomaftale (JCPOA), men stemningen i dag er langt mere uforsonlig, og et diplomatisk vindue synes lukket i øjeblikket.

Et hårdt pres på Iran

Iran er i den mest sårbare position i mange år. Følgende vurdering bygger på de seneste udviklinger:

1. Ingen diplomatisk linje: USA forsøger ikke længere at presse på for en aftale – tværtimod deltager de aktivt i militære angreb, sammen med Israel, for at svække Irans atomkapacitet.
2. Massive angreb: Israel indledte operationerne, men siden 22. juni har USA kastet sig ind i konflikten med luftangreb, præcisionsvåben og mindst 14 bunker buster-bomber mod Fordow, Natanz og Isfahan. Ifølge Pentagon er Irans program “degraderet med et til to år”.
3. Irans svar: Iran har besvaret angrebene med missiler mod israelske og amerikanske mål. Men midlerne er færre, og regimet presses internt. Samtidig har Teheran sat samarbejdet med IAEA på pause og truer med at forlade ikke-spredningstraktaten NPT – et brud, der kan udløse ny international krise.

Fire veje frem for Iran

Et muligt regimeskifte diskuteres både internt i Iran og blandt udenlandske aktører. Fire scenarier tegner sig:

1. Reza Pahlavi – den forhenværende shahs søn

• Har støtte i eksilmiljøer og blandt nogle vestligt orienterede iranere.
• Har dog begrænset opbakning inde i Iran, hvor han ses som fjern, elitær og tæt forbundet med Vesten – herunder Israel.
• Har ikke formået at samle oppositionen eller danne et troværdigt alternativ.

2. Militæret og Revolutionsgarden

• Iran har både en konventionel hær og den magtfulde Revolutionsgarde (IRGC), som styrer store dele af økonomien og det politiske system.
• Et traditionelt militærkup er usandsynligt, men IRGC kunne vælge at skifte ledelse og redde systemet i ny form, hvis regimet trues.
• IRGC har egeninteresser i at bevare strukturen og magten.

3. Generationsskifte i præstestyret

• Yngre og mere moderate kræfter forsøger at få indflydelse, men systemet er stadig domineret af ældre konservative præster.
• Et generationsskifte kan føre til pragmatiske justeringer, men næppe til grundlæggende forandringer.
• Folkelig mistillid til præsteskabet er massiv, og mange ønsker afvikling, ikke reform.

4. Folkelig opstand og overgangsregering

• Kvinder og unge har stået i spidsen for protester, der kræver reelt brud med det teokratiske system.
• Nogle oppositionelle taler om en overgangsregering, der skal inkludere sekulære, moderate religiøse og etniske grupper.
• Regimet har dog stadig stærke undertrykkelsesmidler – især IRGC og Basij-militsen – og har foreløbig slået protesterne ned med hård hånd.

Iran står ved en skillevej. Men ingen af de fire scenarier tegner et hurtigt eller entydigt udfald:

• Reza Pahlavi har ikke nok opbakning internt.
• Militæret, især IRGC, kan spille en rolle – men vil næppe afskaffe systemet.
• Præstestyret kan ændre form, men næppe karakter.
• Folket udgør den mest dynamiske faktor – men også den mest usikre.

Ét er sikkert: det amerikansk-iranske opgør går ind i en ny og mere ustabil fase. Og præstestyret står over for det største pres siden 1979.