I en tid hvor de Vestlige samfund er under angreb, er vi vant til de store dagsordner. Frihedsrettighederne og Statens overvågning hører til i den tunge liga. Masseovervågning er for vigtigt, til, at blive overladt til programudviklere.

Forslaget sigter mod at give PET udvidede muligheder for at indsamle og analysere store datasæt, herunder oplysninger fra offentligt tilgængelige kilder og andre myndigheder. Formålet er at styrke PET’s evne til at forebygge og modvirke trusler som terrorisme, spionage og sabotage. Justitsministeren understreger behovet for, at PET har de nødvendige værktøjer til effektivt at varetage sine opgaver i en stadig mere digitaliseret verden.

Det lyder jo umiddelbart fornuftigt, og hvorfor sender vi ikke bare en kopi af vores sygejournal, søgehistorik, mails, bogudlån, pensionsformue og hundeforsikring til PET, så de har det hele ved hånden, når der skal profileres?

Risici ved omfattende dataindsamling

Indsamling og opbevaring af store mængder persondata indebærer betydelige risici:

• Datasikkerhed: Centraliserede databaser kan blive mål for cyberangreb, hvilket kan føre til lækage af følsomme oplysninger.
• Misbrug: Uden tilstrækkelig kontrol kan data misbruges til formål, der krænker borgernes rettigheder, såsom overvågning uden retsgrundlag.
• Tillid: Overvågning uden gennemsigtighed kan underminere borgernes tillid til myndighederne og demokratiet som helhed. Danmark og Estland hyldes ofte internationalt, som eksempler på gennemdigitaliserede samfund. I den anden ende af skalaen nævnes ofte Tyskland.

Digitaliseringsområdet er fyldt med afvejninger. Og hvis befolkningen mister tilliden til statens brug af borgernes data, opfattes staten som en fjende, der skal bekæmpes. Vi kan se hvad det betyder for USA. Mistilliden kan vokse til had og true demokratiet.

Demokrati og civil resilience/robusthed forudsætter tillid til retssystemet. Borgerne ønsker ikke at dele oplysninger med staten, hvis den opfattes som deres fjende, så der skal være domstolskontrol med, at staten ikke misbruger borgernes oplysninger.

• Retssikkerhed: Det er afgørende, at der etableres klare juridiske rammer og uafhængigt tilsyn for at sikre, at dataindsamling sker lovligt og proportionalt.
• Etik: Debatten bør også omfatte de etiske implikationer af overvågning og balancen mellem sikkerhed og privatliv.
• Teknologisk udvikling: Med den hastige teknologiske udvikling er det vigtigt løbende at vurdere, hvordan nye teknologier påvirker overvågningspraksis og borgernes rettigheder.

Det skulle nødig blive sådan, at borgernes frihedsrettigheder bliver begrænset i takt med de nye muligheder, som AI kan udnytte hvis bare der høstet tilstrækkelig mange data.

Vi skal hele tiden huske, at langt de fleste efterretningsfolk leder efter mønstre, som kan afsløre borgere, der vil skade retssamfundet. Det vil vi selvsagt gerne bidrage til.

Før vi ser på skrækeksemplerne, laver vi lige en overflyvning for at se, om andre lande har problemer med retssikkerheden i overvågningen.

• Sverige: Efterretningstjenester har adgang til at indsamle store mængder oplysninger, men praksis er blevet udfordret ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som har påpeget behovet for tilstrækkelige retsgarantier og uafhængigt tilsyn.
• USA: Under Section 702 af Foreign Intelligence Surveillance Act (FISA) kan amerikanske efterretningstjenester indsamle kommunikation fra udlændinge uden retskendelse, hvilket ofte resulterer i utilsigtet indsamling af amerikanske borgeres data. Dette har ført til kritik og krav om reformer for at beskytte privatlivets fred.
• Tyskland: Tyske efterretningstjenester har beføjelser til at overvåge kommunikation, men er underlagt strenge regler og tilsyn for at sikre proportionalitet og beskyttelse af borgernes rettigheder.
• Storbritannien: MI5 og andre britiske efterretningstjenester har siden 1990’erne indsamlet store mængder persondata. Denne praksis er blevet kritiseret for at mangle tilstrækkelig gennemsigtighed og kontrol, hvilket har ført til krav om reformer og bedre retsgarantier.

Foreløbig konklusion er, at den debat som vi nu skal have i Danmark, er helt tilsvarende i de fleste demokratier.

Kina – overvågning og social kontrol

Kineserne er formentlig verdens mest overvågede folk. Det er Big Brother uden tøjler, og det bruges til at holde befolkningen i konstant frygt.

Det er relevant for os at forstå, hvad kineserne gør, fordi de fleste I-lande er på vej i samme retning. En af de danskere som ved mest om frihedsrettigheder og statsmagt, er Justitias direktør Jacob Machangama, og han har beskrevet hvordan Præsident Trump har formået at begrænse ytringsfriheden ved at skabe frygt i befolkningen.

Der er stadig flere emner, som det er klogest ikke at tale åbent om i USA.

For kort tid siden ville de fleste have gættet på, at Machangama talte om Nordkorea, Rusland eller Kina, men desværre nej.

Det viser noget om, hvad der kan ske med vores frihedsrettigheder, hvis ikke vi har overvågningen under kontrol. Vi forestiller os måske med et skævt smil, hvad der kan ske, hvis man gør nar med Trump i Grønland, eller kritiserer Putin i Moldova. Men smilet stivner, når man besøger Nuuk og Chisinau.

Skrækeksemplet Kina

Mere end 600 millioner overvågningskameraer (2023) bruges i det offentlige rum koblet til avancerede AI-systemer til ansigtsgenkendelse. Kameraerne er integreret i det nationale overvågningssystem “Skynet”.

Statens systemer opsnapper indhold fra beskeder, søgehistorik og GPS-data. Alle teleselskaber og platforme er pålagt at give myndighederne adgang.

Adgangen til udenlandske medier og sociale platforme er kraftigt begrænset via den såkaldte “Great Firewall”.

Systemet blev lanceret i testområder fra 2014 og er siden rullet bredt ud – både med central og lokal variation.

Borgere med “god adfærd” (fx rettidige betalinger, lydighed mod myndigheder) får fordele som billigere lån, rejser og skolepladser. Dårlig adfærd (f.eks. at kritisere regeringen online) kan føre til rejseforbud, offentlig shaming og tab af jobmuligheder.

Især i Xinjiang-provinsen er der dokumenteret ekstrem overvågning af uighuriske muslimer, herunder DNA-indsamling, biometriske databaser og AI-analyse af adfærd. Det bruges som grundlag for interneringer i lejre uden rettergang.

Værre end Kina…

Kina er i praksis det mest gennemførte overvågningssamfund i verden. Men her er nogle, som er værd at nævne i samme kategori.

Nordkorea kombinerer total fysisk kontrol med fuldstændigt fravær af digitale friheder. Men niveauet af teknologisk overvågning er mindre avanceret end i Kina.

Iran bruger avanceret overvågning mod politiske modstandere og demonstranter – men har ikke kinesisk skala.

Rusland bruger øget overvågning af borgere via “SORM”-systemet. Især efter krigen i Ukraine er digitale rettigheder drastisk reduceret, men igen ikke med Kinas præcision.

Saudi-Arabien og UAE har investeret massivt i AI og ansigtsgenkendelse, og overvåger systematisk aktivister men har ikke opbygget et socialt kreditsystem.

Det unikke ved Kina er, at overvågning ikke kun handler om sikkerhed men er integreret i samfundsmodellen – med økonomiske incitamenter, social adfærdsstyring og national stolthed.

Frihedsrettigheder – herunder retssikkerhed, transparens og uafhængigt tilsyn – er afgørende, når stater udvider efterretningstjenesters beføjelser. Frihedsrettigheder er vigtige – lad ikke teknokrater afmontere denne del af vores demokrati.