Påske

Påsken indeholder de mest dramatiske begivenheder i menneskehedens historie, fra glæde til sorg, fra optur til nedtur og op igen, fra venskab til forræderi, fra hengivenhed til brutalitet.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Det begyndte Palmesøndag, hvor Jesus entrerede Jerusalem.

I lang tid havde han mest gået rundt med sine disciple nordpå i Palæstina, i Galilæa og Samaria. Der var han blevet en populær vandreprædikant, en kendis, en som alle snakkede om. Han kunne tale så alle lyttede. Og han gjorde mirakler som forbavsede alle.

Og nu, denne dag, skulle Jesus optræde på den helt store scene.

Og det blev et triumftog. Han blev mødt som en rockstar, der var kommet til byen.

Folkene bredte deres kapper ud og lagde dem på vejen. Og de strøede vejen med grene og blade. Og sammen sang eller råbte de: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”

Men Jesus satte sit eget aftryk. Han kom ridende på et æsel, eller et æselføl. Og fravalgte det ultimative magtsymbol, hesten, den hvide ganger, alle kongers og kejseres foretrukne symbol, og valgte i stedet et trækdyr, det lille foragtede arbejdsdyr æslet.

Det svarede nærmest til at komme kørende i en gammel brugt bil, en Trabant eller Lada. Og at fravælge ene Mercedes, Audi eller Volvo.

Det var også en iscenesættelse.

Skærtorsdag

Skærtorsdag mødtes Jesus med sin inderkreds, de 12 disciple. For dem var det begyndelsen til noget stort og større, men Jesus vidste det var slutningen. Og så kastede Jesus en bombe midt i den gode stemning: en af jer vil forråde mig!

De 12 disciple reagerede helt utroligt: ”Det er vel ikke mig, Herre?” De spørger hinanden og sig selv, hans tolv trofaste følgesvende, ”én efter én” som der står: ”Det er vel ikke mig, Herre?”

Og så begyndte Jesus at tale om forræderi. Og ingen af disciplene vidste hvem det angik. Ja, de fattede ikke, hvad der foregik. Der var slanger i paradis, ugler i mosen, en forræder iblandt os.

Hvordan kunne de 12 disciple være så uvidende, om det er mig eller dig, der er forræderen? Ved vi, hvornår vi forråder?

**********

I dansk sammenhæng kører der nu to processer om landsforræderi eller for at lække eller røbe statshemmeligheder. Tidl. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er tiltalt for at være ”forræder”, det samme den tidligere chef for både Forsvarets og Politiets efterretningstjeneste Lars Findsen. Begge nægter hårdnakket ”at der er mig”. De ser ikke sig selv som forrædere. Og er nok lige så forbavsede som disciplene over at blive associeret med forræderi.

Tidligere i historien var man mere vant til, at det var svært at vide, hvem man skulle holde med. ”Forræderi er kun et spørgsmål om, hvornår man skifter holdning”, sagde en berømt fransk diplomat.

En af de berømtes bøger i det tyvende århundrede, Franz Kafkas roman Processen, begynder med følgende sætning:

”Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret”.

Og så handler romanen om denne person, der ikke ved, hvorfor han fængsles og hvorfor han til sidst henrettes, for han kunne ikke erkende nogen egen skyld.

**********

Langfredag

Langfredag hørte vi i læsningen fra Det gamle Testamente om Abraham og Isak.

Abraham fik besked fra Gud om at ofre sin søn Isak. Abraham kunne ikke forestille at leve i konflikt med Guds bud, og gjorde klar til at ofre sin eneste søn, sit eneste barn, Isak. Det er Guds vilje og Guds vilje skal ske.

Hvis vi så går til det Ny Testamente, ser det anderledes ud. En pendant til Abraham og Isak er historien om Jesus i templet som 12-årig. Jesus havde været i Jerusalem med forældrene til påske, og på vej hjem stak han af, gemte sig i templet og Josef og Maria kunne ikke finde deres søn. Endelig fandt de ham, i templet, hvor han sad mellem de skriftkloge og præsterne og diskuterede.

“Hvorfor gjorde du sådan mod os”, spurgte hans mor. Men Jesus svarede frækt, at Josef ikke var hans far, for hans far var i himlen. Se: Sådan burde Isak også have svaret Abraham, da denne ville ofre ham. Eller i det mindste gjort et lille oprør. Er du nu sikker på, gammelfar, at det er Herrens vilje, at jeg skal ofres?

Det gjorde Jesus. Han definerede sig selv som udenfor slægten, ikke søn af Josef, ikke en del af Davids-slægten, ikke en del af det af folket.

Jesus’ reaktion er et af de første ungdomsoprør. Far Josef blev ignoreret som autoritet.

Det var godt. Isak burde have gjort det samme.

Dermed følte Jesus sig også hævet over den tids religiøse lovgivning. Han følte sig ikke bundet af Moseloven og dens mange bud og forskrifter. Han ville ikke lade sig binde af, hvad loven og traditionen sagde om, hvem han måtte omgås og hvem han skulle undgå. Han mødtes med alle, høj som lav, syg eller rask, galilæer eller samaritaner, jøde eller romer, kvinde eller mand. Det var ikke afgørende for ham.

Men det virkede som en provokation i samtiden, en blasfemisk handling, en koranbrænding på den måde at vise indifferens overfor religionens principper i samtiden.

Og vi hører flere gange undervejs i Jesus liv på hans vandring gennem Galilæa og Samaria og senere ned til Judæa, at det religiøse politi, præsterne fra templet, nøje overvågede Jesus og holdt øje med, om han overtrådte de religiøse forskrifter.

Alt blev informeret og registreret og i påsken blev filen med krænkelseshandlinger begået af Jesus oppe fra Nazareth så stor og tyk, at der kunne skrides til handling. Og da Jesus i påsken tilmed kom til Jerusalem og lod sig hylde af Jerusalems indbyggere med et triumftog ind i byen, måtte der skrides ind.

Jesus blev anholdt natten til fredag, sat i fængsel og næste dag forhørt og pisket på tempelpladsen for til sidst at blive dømt til korsfæstelse.

Det er ypperstepræsterne og de ældste, der vil have ham dømt og henrettet. Det er dem, der føler sig krænket af Jesu påståede guddommelighed.

Er du Kristus, Guds søn? Spurgte de ham. Og det kunne Jesus ikke afkræfte. ”Du sagde det selv.”

Og ypperstepræsterne frådsede af raseri: Han har spottet Gud! Han er skyldig til døden. En dom lige efter bogen. Ikke noget justitsmord.

Men ypperstepræsterne kunne ikke eksekvere en dødsdom.

Den romerske statholder Pontius Pilatus, som skulle sanktionere og eksekvere dommen, forstod ingenting. Han spurgte, hvad han dog havde gjort? Men præsterne ville have ham korsfæstet og folket råbte krysteragtigt på hans korsfæstelse. Korsfæst ham! Korsfæst ham! Korsfæst ham! – råbte mængden på tempelpladsen. Det samme folk som Palmesøndag havde hyldet ham med Hosianna.

Nå, ja, herregud, har Pilatus sikkert tænkt, en dag på kontoret, og så vaskede han sine hænder.

 

Påskedag

Påskesøndags morgen kom kvinderne til graven. De så graven var tom.

Jesus var der ikke mere, han var ikke død mere, han var opstået fra døden.

Påskedag er den vigtigste i vor kirkes og kristendoms historie.

Det er den, der viser, at kristendommen bygger på, at Jesus er Guds søn.

At vi som kristne ikke er rene monoteister, men at Gud for os også blev menneskelig og human. Gud trådte ned på jorden, blev menneske, og dermed ikke satte umulige eller himmelske bud op for mennesker, men solidariserede sig med menneskene, med tilværelsen her på jord, som den tager sig ud med alle de foreløbigheder og dilemmaer og afvejninger, som en jordisk, sekulær tilværelse medfører.

Gud er ikke mere kun absolut, men også relativ, relateret til menneskene, defineret som menneskelig.

Det er det store og vigtige på påskedag.

Det kan ses og siges på mange måder.

I de fleste religioner er solen og cirklen det hyppigste benyttede symbol. Den runde sol er den livgivende kraft, der opretholder jorden, så naturligt nok har mange religioner tilbedt solen på forskellig måde.

Det gjorde vore forfædre også, tænk på solvognen, der symboliserer solen, der trækkes over himlen hver dag og nat.

I konsekvens af solen som symbol, optræder cirklen også som et næsten universelt religiøst symbol.

Men ikke i kristendommen. Vi dyrker ikke sol og cirkler, genkomst og evige bevægelser.

Vi symboliserer alt i korset.

Korset som Jesus blev korsfæstet på Langfredag. Korset er kristendommens vigtigste symbol.

Det bryder cirklen, går på tværs af det cirkulære.

For cirklen og det cirkulære symboliserer gentagelse, venden tilbage til det samme, ingen udvikling, ja, jeg har det med at se cirklen som et hamsterhjul, hvor livet går i ring i en evindelig trummerum.

Og vi dyrker heller ikke solen, som en upersonlig og livgivende kraft, men vi tilbeder Vorherre, Gud Fader, som skabte himlen og jorden og lyset med. Og hans søn Jesus Kristus.

Og det skyldes alt sammen korsfæstelsen på Langfredag – på korset – og opstandelsen påskedag.

Det nye er at døden trodses. At Jesus genopstod fra døden.

Jesus fik ikke fik en søn og gjorde ikke Josef til farfar, han videreførte ikke slægten, tømrervirksomheden i Nazareth blev aldrig til ”Josef og sønner”, han giftede sig ikke og fik børn og hyggede sig med familien.

Han døde og genopstod.

Det er det nye.

Det er at bryde cirklen.

Det er at plante korset med sin modsigelse i stedet for den evige genkomst og altings venden tilbage til naturen.

Anden Påskedag

Efter Jesu korsfæstelse flygtede disciplene ud af Jerusalem, nordpå, hjem til Galilei, de var bange og skuffede, ja, vel dybt skuffede og rædselsslagne af at se Jesus blive pisket og henrettet.

Disciplene var fuldkommen fra sans og samling. Først ved at deres idol og læremester og frelser var blevet korsfæstet, uden modstand, næsten beredvilligt, det var den første store skuffelse og tomhed der kom over dem.

”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel.”

Og så døde han bare.

Og da de så i dagene efter påsken og opstandelsen igen mødte Jesus, tvivlede de og troede ikke på, at det var ham. Og kunne ikke genkende ham, lidt mærkeligt.

Er så opstandelsen sand? Det spørgsmål spørger alle præsten om. Var han virkelig død og genopstod til livet?

Mit svar er følgende:

Påsken er som en blackboks. Jesus gik ind i den og så skete der en masse ting undervejs, og så kom han ud igen og så skete der igen noget.

Er alt så som før?

Nej, intet er som før, alt er anderledes.

Og det er der også en overvældende forklaring på, som ikke findes i troens blackboks, men i virkelighedens erfaringsverden, som vi kan vide noget om:

For vi ved, at Jesu disciple herefter blev til Jesu ivrigste apostle, og efter påsken ofrede alt, også deres eget liv, for at fortælle omverdenen om Jesus Kristus.

Mødet med den opstandne Jesus Kristus betød SÅ MEGET for disciplene, der havde fulgt ham hele vejen fra Galilæa og ind i Jerusalem med alt hvad der skete der, og så igen bagefter, i Emmaus og igen i Jerusalem, at de aldrig mere svigtede, aldrig mere fornægtede, aldrig mere tvivlede, altid kun fortalte og missionerede om Jesus som Guds søn, der var opstået fra døden.

Fra lunkne og usikre fornægtere blev der apostle med ildhu og fanatisme, der intet frygtede. Fra fiskere ved Geneserat sø blev der missionærer på verdensscenen.

Fra hvad vi ved om de 12 disciple, endte de fleste med at gå i døden for at bringe Jesu budskab ud i verden.

Så vidt vides led Peter martyrdøden i år 64 i Rom, Jakob led martyrdøden i Jerusalem i år 62, Andreas blev korsfæstet på et krydsformet kors i Grækenland, et såkaldt Andreaskors, Filip blev korsfæstet og stenet i Frygien, Bartholomæus missionerede omkring Sortehavet og døde som martyr ved at hans hud blev flået af, Thomas døde som missionær og martyr i Indien.

Og det var de samme bange og ængstelige disciple, som Skærtorsdag tvivlede om, hvor vidt de selv var forrædere, og som på Langfredag ikke ville kendes ved Jesus og fornægtede ham tre gange før hanegal.

Så de så noget i dagene efter påsken og frem til Kristi Himmelfart, som påvirkede dem eksplosivt. Det kan vi konstatere rent historisk, uanset hvad man tror på.

Disciplene levede virkelig op til de pålæg de fik af Jesus

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Og de satte villigt livet på spil for den sag.

Noget skete i påsken, som fik eksplosive virkninger.

[adning id="17957"]

Fik du læst?