Pave Frans vil mest blive husket for at befinde sig indenfor en forudsigelig rundkreds af politisk korrekte udtalelser, som ikke kunne forarge mange. Paven har gentagne gange kritiseret de vestlige landes migrationspolitik ud fra en kristen forståelse af, hvad næstekærlighed er.

Paven burde i stedet have koncentreret sig om at afskaffe cølibatet, for uden dets afskaffelse hører børnemishandlingssagerne aldrig op. Den katolske kirke er mange steder i verden i frit fald på grund af de mange misbrugsskandaler, som bliver ved med at dukke op, igen og igen.

I stedet mente pave Frans at have autoritet og salvelse til at udtale sig om nutidens migrationspolitik, som er et indviklet, speget spørgsmål, hvor det etiske eller næstekærlige er lige så meget eller lidt til stede som i pengepolitik, forsvarspolitik eller uddannelsespolitik.

Pave Frans kom til at fremstå som en venstreorienteret tåbe uden den teologiske tyngde, som forgængeren pave Benedikt XVI besad, der var en teologisk sværvægter og politiske konservativ.

Den sidste besøgende hos paven var ironisk nok den amerikanske vicepræsident J.D. Vance, som er konverteret katolik. Efter at have faret rundt i det ideologiske og religiøse supermarked lod Vance sig i 2019 døbe katolsk, men det gjorde ham ikke pavetro.

Han har som vicepræsident åbenlyst kritiseret de amerikanske biskopper for deres kritik af migrationspolitikken, og i stedet for deres universelle verdenskærlighed sat den sande kærlighedens orden, ordo amoris.  Man skal først elske sin egen familie, så sin næste, så samfundet, så sine medborgere i sit eget land, og først derefter resten af verden. Enhver anden prioritet er galimatias, mener Vance.

Den 10. februar i år greb paven ind og skrev irettesættende mod Vance et ”Hyrdebrev fra den hellige fader Frans til biskopperne i Amerikas forenede stater”, hvor han refererede til den hellige familie, som måtte flygte til Egypten, og som er “modellen og trøsten for emigranter og pilgrimme i alle aldre og alle lande, for alle flygtninge af enhver art, der er tvunget til at forlade deres hjemland, deres elskede familie og deres venner på grund af forfølgelse eller nød.”

Pave Frans gik også imod Vances rangorden af kærlighed:  kristen kærlighed er “ikke en koncentrisk forlængelse af interesser, der gradvist omfatter andre personer og grupper,” men “den sande ordo amoris er den, vi opdager, når vi mediterer over lignelsen om den barmhjertige samaritaner”, det vil sige “en kærlighed, der opbygger broderskab for alle, uden undtagelse.”

Det kan stærkt undre, at pave Frans ikke har kunnet eller villet se, at migrationsspørgsmålet som det udspiller sig i Europa i forhold til Afrika og Mellemøsten og i USA i forhold til Mexico ikke kun er et etisk spørgsmål, som kan trumfe andre politiske og økonomiske hensyn.

Forgængeren, pave Benedikt XVI, havde et klarere perspektiv ved at forbinde kærlighed med sandhed, Caritas in Veritate hed hans encyklika, altså at kærligheden skal findes i sandheden.

Det nytter ikke noget at overstrømme verden med gode intentioner og universelle værdier. Vi må først stille sandhedsspørgsmålet og spørge til, hvordan verden er indrettet, før vi kan appellere til allestedsnærværende menneskekærlighed.

Og det er der, vi står: det vigtigste er sandhedskravet, selverkendelsen, at kende sig selv i sin verden, og først der ud fra er det meningsfuldt at komme med værdibaserede holdninger om alverden.