Perfiditeter i politik

Er politik blevet mere beskidt en tidligere? Er sproget blevet værre? Er der flere fake news og beskyldninger end før hen?
Hør artikel

Amerikansk politik de sidste mange år har været fyldt med hadefuldhed og insinuationer, som kulminerede i valgkampen mellem Hillary Clinton og Donald Trump i 2016.

Men som altid er der sjældent noget nyt under solen.

I 1963 lancerede den amerikanske samtidshistoriker Richard Hofstadter udtrykket ”den paranoide stil”, som han så dominerede amerikansk politik siden 1950erne. Den paranoide stil består i at beskylde mennesker og typisk i flokke for at besidde nederdrægtige og lumpne hensigter. Den paranoide stil er ”et sindelag, der langt fra er nyt, og som ikke nødvendigvis er højreorienteret. Jeg kalder det den paranoide stil, fordi intet andet ord i tilstrækkelig grad fremkalder den følelse af ophedet overdrivelse, mistænksomhed og konspiratorisk fantasi, som jeg har i tankerne”.

Hofstadter havde mccartyismen i 1950erne i tankerne, hvor senator Joe McCarthy så kommunister og deres konspirationer overalt i statsadministrationen. McCarthy, svedig og overvægtig, slyngede ud med angreb på navngivne amerikanere, som han beskyldte for at stå i ledtog med verdenskommunismen. Det blev synonym med heksejagt og jagt på syndebukke.

Med i billedet hører dog, at eftertidens åbning af arkiverne har vist, at der faktisk var langt flere kommunister som lækkede informationer end samtiden var klar over, så McCarthy havde i vid udstrækning ret uden selv at vide det. Det står også i dag i et klarere lys, at klandestine aktiviteter kan have været medvirkende til, at USA tabte terræn i den kolde krigs begyndelse og bl.a. ”tabte” Kina til kommunisterne.

I dansk politik begyndte den paranoide stil i 1883. Den unge Venstrepolitiker Viggo Hørup (1841-1902) holdt sin berømte “Hvad skal det nytte”-tale i Folketinget mod bevillingerne til Københavns befæstning. Den er siden blevet legendarisk som antimilitarismens indtog. Og det blev i 1905 en del af Det radikale Venstres partiprogram og førte i 1940 til Danmarks besættelse.

Viggo Hørup benyttede sig nemlig af den perfide og paranoide stil ved at insinuere og forarge. Så meget så folketingets formand skred ind og ville stoppe ham.

Hørup sagde: ”Jeg tror, at dette Spørgsmaal: hvad skal der nytte? dette Spørgsmaal der er en Hæder for vort Folks Forstandighed, breder sig mere og mere ud gennem alle Lag i Befolkningen, og jeg nærer den Tro, at den Tid ikke er fjærn, da ingen ærlig Mand eller Kvinde her i Landet vil tro, at det er forsvarligt, eller vil kunne undgaa at se, at det er letsindigt og samvittighedsløst at tage en Sag som denne uden dertil at knytte det Spørgsmaal: Hvad skal det nytte? en Sag som denne, derfor Tusinder og atter Tusinder af fattige Familier betyder er Bidrag – ikke alene i Penge, men i personlig Kraft – der føles stort og byrdefuldt, kun alt for stort og byrdefuldt. Med disse Ord skal jeg atter stemme imod Københavns Befæstning”.

I dag ville nogen næppe kunne forstå, at dette skulle afstedkomme en reprimande fra folketingets formand, Christoffer Krabbe, som i øvrigt var enig med Hørup. Men formanden formanede den unge politiker om ikke at anklage sine modstandere for ikke at tænke forstandigt og nyttigt. Krabbe sagde, at ”det kan vel næppe betvivles, at Enhver, der overvejer denne Sag hvad enten det sker her i Forsamlingen eller i Folket, for sig selv har rejst det Spørgsmaal, som den ærede Taler forlangte, man skulle rejse, nemlig hvad denne Sag skal nytte til.”

Og så tilføjede Krabbe, at han ikke mente, at Hørup havde ”tilstrækkelig Grund til at rejse Tvivl om, at de, der har en anden Anskuelse end han, undlader at tage dette Hensyn og end mindre tror jeg at der er Føje for ham til i saa stærke og bitre Udtryk at stemple dem, som han tror undlader at tage dette Hensyn”.

Hørup replicerede og Krabbe nægtede ham ordet.

Antimilitarismen i dansk politik begyndte som en flygtigt valgt perfiditet, en provokation fra folketingets talerstol, en effektfuld indskydelse, og som i sin virkning blev program og ide.

Hørup blev ophavsmand til Det Radikale Venstres dannelse i 1905 med antimilitarismen som vigtigt programpunkt. Senere blev antimilitarismen og foragten for militær til dansk politik og i særlig grad implementeret af den radikale leder og udenrigsminister P. Munch, og førte frem til 9. april 1945.

Ideer har konsekvenser, og impulsive ideer kan få katastrofale konsekvenser.

Graden af perfiditet ændrer omfang over årene, også formen og måden og elegancen.

Rigtig meget radikalisme består i en formening om at nå til roden af problemet, og med den ikke-udtalte insinuation at det gør andre ikke. Derfor omgærdes radikal politik ofte med en bedrevidenhed, fordi det ligger i ordet, at andre ikke er nær så tilbundsgående og fatter sagens kerne.

Viggo Hørup grundlagde dagbladet Politiken i 1884, og det var i høj grad med samme strategi: dem, man var uenig i, blev ofte reduceret til mindre indsigtsfulde mennesker og ofte også udstyret med blakket udsyn og begrænsede evner. Ofte skete det ret vittigt, og satiren ligger ofte tæt på perfiditeterne.

I øvrigt havde Hørup lært hele lektien om perfiditeters effekt i politik og journalistik af Carl Ploug (1813-1894), den mangeårige redaktør af Fædrelandet, de nationalliberales førende blad. Ploug overdængede sine spalter med skældsord mod især bønderne, som han ikke anså for modne og begavede nok til at føre ordet i politik. ”Den plebejiske ånds onde instinkter” kaldte Ploug bønderne og en venstremand fik skudsmålet ”egoismens lavstammede trænkusk”. Ret vittigt, men ekstremt perfidt og også virkningsfuldt, fordi de stigmatiserende ord lammede de usikre og ikke-boglige mænd fra landet.

Der er også de morsomme perfiditeter, som da redaktøren for Svendborg Avis i 1886 lod skrive i sin avis: ”Er det lovligt at kalde en Hund ’Estrup’, naar det ikke er en Svinehund?”. Det fik redaktøren en bøde på 100 kr. for eller simpelt fængsel i 14 dage. Ideen til historien fik redaktøren i øvrigt fra Tyskland, hvor en bonde havde kaldt sin hund ’Bismarck’, og så blev spurgt, hvorfor den havde fået det navn, hvor til bonden frejdigt replicerede: det er fordi det er en svinehund.

Poul Nyrup Rasmussens angreb på Dansk Folkeparti for år tilbage for at være ”urene” er nærmest kedeligt sammenlignet med Plougs kaskader af mentale brændemærkninger. Og da Pelle Dragsted fra Enhedslisten fantasiløst og ideforladt kaldte DF for racister fra Folketingets talerstol, blev han irettesat af formanden. Der er også uenighed om, hvad der er værdiladet perfiditet og neutral beskrivelse.

Den paranoide stil med perfiditeter som våben hører politik til, men som altid vil overdreven brug straffe afsenderen. I den forstand regulerer selv hadefuld tale sig selv.

Da den liberale Richard Hofstadter skrev sit essay i 1963, tilskrev han det paranoide mest til ”de andre”, altså som et højrefløjsfænomen, men i de senere årtier har det på vore breddegrader mest udgået fra venstrefløjen. Der skulle ikke skæres ret meget ned i velfærdsstaten, før beskyldninger om ”den sociale massegrav” opstod. Og der skal ikke lovgives ret meget i udlændingesager før eksperternes ”på kant med konventionerne” bliver mobiliseret. Og standardretorik siden 1980erne har været ”racisme” og ”fremmedhad” mod enhver begrænsning i indvandringen.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?