Så blev Donald Trump valgt til præsident igen og mange spørger sig: Hvordan kunne det ske?

Første bemærkning eller belæring

Politik behøver ikke være pænt og vi behøver ikke kunne lide politikerne. Politik er ikke sindelagsmoral. Det er blevet dårlig vane at gøre stemmeafgivningen afhængig af, om politikeren er en man kan se sig selv sammen med. Hvem ville vi drikke en kop kaffe med? Jeg ville hellere lande på en øde ø med Kamala Harris end med Trump, men det betyder ikke, at Harris er bedre til at lede et samfund endsige en øde med en snes skibbrudne.

Vi behøver ikke at elske eller beundre vores politikere. I en berømt forelæsning om politik som kald afviste den tyske sociolog Max Weber, at politik skal måles på sindelag, altså om vi mener og intenderer det gode. Politik skal snarere måles på resultater. Danmarks statsminister Jens Otto Krag var en værre buk, som kunne forføre kvinder under receptioner i baglokalet. Men han var Danmarks måske største statsmand.

Alt for mange kommentarer til det amerikanske præsidentvalg drejer sig kun om dette, politisk set mindre vigtige punkt. Vorherre bedømmer sjælene, ikke medierne.

Anden bemærkning

Nogle gange skal tingene rystes for at ændre på status quo. To krige martrer verden, mellem Ukraine og Rusland og i Mellemøsten. Mens Europa med Danmarks statsminister i spidsen har sat deres prestige ind på at Ukraine skal vinde krigen, vil Trump finde en fredsordning mellem landene. Hvis hans politik ender med at områder med ukrainsk flertal skulle blive lagt under Rusland, er der grund til at kritisere det og protestere kraftigt. Ender det med at grænserne trækkes mest muligt retfærdigt under hensyn til befolkningernes sindelag på Krim og i Donbask, kan der skabes rammer for en mere varig fred. Ligesom i Sønderjylland i 1920.

I Mellemøsten kom Abraham-aftalerne i stand i Trumps første præsidentperiode. Hamas-angrebet den 7. oktober 2023 var i høj grad også Irans barbariske protest og benspænd imod denne vej til mere fred og fordragelighed mellem Israel og dets naboer. Trump vil uden tvivl forfølge det tidligere spor, derangere Iran mest muligt og genoplive ånden fra Abraham Accords mest muligt og på den måde kan der måske også i fremtiden skabes muligheder for bedre livsbetingelser for palæstinenserne i større rammer.

Det ligger i menneskets natur at frygte ændringer af status quo, vi er vanedyr og vi ved, hvad vi har, og frygter det ukendte. I fire år med præsident Biden er vi lullet ind i, at alt er bedst som det altid har været. Nogle gange skal kortene blandes på ny og posen rystes. Det behøver ikke være kønt. At bryde en konsensus er altid smertefuldt.

Tredje bemærkning

For Danmarks og Europas vedkommende er det et længe ventet signal om militært at stå mere på egne ben end hidtil. Det har været på vej og det var også på tide. Vi skal vise forsvarsevne og vilje og også her skal der sikkert blandet kort på ny. Som NATO har udviklet sig de sidste år med Tyrkiets modvilje mod vores naboland Sveriges optagelse i NATO og øvrig ageren i forhold til Israel, bør vi også her overveje alliancens fremtidige sammenholdskraft. En nordisk forsvarsunion bør tilstræbes, indenfor eller alternativt til et for stort NATO, Finland og Sverige har alt det, som vi i Danmark mangler: fjendekendskab, forsvarsvilje og en vis robusthed. Og gerne i nært samarbejde i Østersøen omkring de baltiske lande og Polen. Det er åndsbeslægtede lande, hvis skæbne vi gerne vil knytte til vores. Hvordan Danmark så får skabt en bredere værnepligt, når voldsophidsende demonstrationer mod Israel kan mobilisere så mange unge på gaderne, bliver det store problem. Er den kulturelle og etniske sammenhæng allerede nået hinsides et punkt, hvor fællesskabet om hvad der skal forsvares, er forfløjet?