Populisme og isolationisme presser vestlige værdier

Når vestlige værdier taber til populisme og isolationisme, er det fordi, forskellen mellem godt og ondt bliver udvisket. Når demokrati og menneskerettigheder ikke forekommer befolkningerne så attraktive, er det fordi vi ikke tager vores egne værdier alvorligt.
Hør artikel

Børn gør ikke som voksne siger at de skal, men som de ser voksne handle. Voksne borgere minder på godt og ondt om børn, i den måde de følger deres ledere. Når vi ser på de store ønsker hos vælgerne generelt som fred, økonomisk vækst, velfærd, beskyttelse af miljø og klima og sikring af menneskerettigheder, er en ting sikkert: Viljen og de økonomiske muligheder for at skabe økonomisk vækst og beskyttelse af miljø og klima vil hurtigt blive spist op af sikkerheds- og forsvarsudgifter. Den gode nyhed er, at hvis vi selv er skyld i, at verden bliver stadig mere usikker, kan vi selv rette op på udviklingen.

Vi kan ikke tage ansvar for alle mulige folk i “varme lande”

Med hjælp fra – ikke mindst diplomaten Henrik Kauffmann, lykkedes det Danmark at komme med til San Francisco konferencen, og det vil ikke være nogen overdrivelse at sige, at den vestlige Verden med Elianor Roosevelt i spidsen oversatte de vestlige værdier til det regelbaserede FN-system. Det må vi tage ansvar for, selv om særlig det Globale Syd, autokratier og teokratier med jævne mellemrum driver os til vanvid. Hvis nogen er ved at miste tålmodigheden, så forsøg lige at overveje alternativet. Vi siger til lande som Nordkorea, Kina, Rusland, Hamas, Iran, Hizbollah, Det globale Syd generelt og nu også til Israel, der er en del af Vesten:

“I skal forsøge at blive som os, ved at følge de demokratiske spilleregler, og udvise smidig forståelse for anderledes tænkende. Og så skal I skabe fred og velstand ved at respektere retssamfundet, sådan at borgerne kan stole på ligebehandling.”  Men vi handler anderledes.

FN har rådne æbler i kurven.

Det globale Syd og Israel – med lunken tilslutning fra den splittede vestlige verden – tager Den Internationale Domstols afgørelse (under FN) vedr. Sydafrikas beskyldning om Israelsk folkedrab i Gaza til efterretning. Ingen får fuldstændig ret, men Israel slipper nok billigst. Vi kræver, at de stridende parter skal respektere det internationale regelbaserede system, hvorefter det kommer frem, at 12 FN-ansatte sandsynligvis har medvirket til Hamas overfald i ørkenen 7. oktober. Der er et godt stykke fra at stole på neutraliteten hos FN og Røde Kors og til at få at vide, at det internationale samfund har hjulpet ekstreme palæstinensere med terror, voldtægter, gidseltagninger og mord. Det hjælper ikke på troværdigheden til det globale retssystem i Haag. Nu skal vi huske, at FN-medarbejderne er uskyldige indtil andet er bevist – og det må vi sandelig håbe materialiserer sig i en ubegrundet mistanke.

NATO har rådne æbler i kurven.

Vi siger til NATOs nye ansøgerlande, at de skal opfylde kravene til demokrati, antikorruption og menneskerettigheder, så sikrer vi dem bilateralt så godt vi kan – allerede i optagelsesfasen. Ukraine gør faktisk en kæmpeindsats for at omlægge samfundet til vestlig standard, på trods af, at de bliver banket 24/7 af en overlegen militær atommagt. Men da der endnu en gang går ild i Mellemøsten, løber Vesten fra de fleste af de tilsagn, som medlemslandene har givet. Først er det amerikanske republikaneres skyld, derefter er det Ungarns skyld. Summa summarum; hvis ikke der var lande som Danmark, så ville Zelinskyj være brudt sammen i sortsyn. Sverige har levet godt og vel op til vores standarder hele tiden, men alligevel måtte de igennem en ydmygende meningsløshed, som udelukkende handler om, at Erdogan gerne ville presse avancerede våbensystemer ud af Pentagon. Flot indtryk som svenskerne nu har fået af NATO – en krejlerbiks i intern splid!

EU har rådne æbler i Kurven.

Amerikanerne har gjort det tindrende klart, at de finder det lidt akavet, at det velhavende EU stadig efterlader regningen for Europæisk sikkerhed i USA, og Danmark har været fodslæbere i den international NATO-liga indtil videre. Kongressen kunne ikke levere på den totalpakke, som omfattede støtten til Ukraine. Biden havde skruet aftalen sådan sammen, at der var lidt til alle. Men det gik ikke så tæt på et afgørende præsidentvalg. Så den uforløste Zelinskyj måtte rejse hjem over Atlanten, for at løbe ind i en Europæisk sejr pakket ind i et nederlag. Optagelsesforhandlingerne ser nu langt om længe ud til at krones med held, selv om der er meget langt til at Ukraine opfylder kravene om at blive EU-medlem. Derimod brugte Victor Orban den ukrainske finansieringspakke som handelsobjekt for at få frigivet Ungarns indefrosne støttemidler.

USA har rådne æbler i kurven.

Barskt, at de amerikanere som vi har ladet bære vores sikkerhed, ser ud til at styre mod en præsident, som bestemt ikke er det demokratiske forbillede, de mørbankede Ukrainere har så hårdt behov for. De Ukrainere jeg kender, har givet alt hvad de har i sig – gang på gang. Frygten for at Ukraine glider den vestlige verden af hænde bider i Kyivs’ kulde.

Regeringen har rådne æbler i kurven.

Det truende mudderbjerg af let forurenet jord er ikke kun en kronjysk udfordring, tværtimod viste det sig lynhurtigt at være en begivenhed, der afslørede hykleriet i dansk politik. Respekten for at afvente retsvæsenet blev overhalet af blodrus og stemmefiskeri sådant, at den ulykkelige situation i Ølst blev brugt til at hænge borgere og virksomheder til tørre i en kakofoni af ondskabsfuldheder, der ikke bliver fulgt op i virkeligheden. Det handler om en stribe ministre, der bakker deres partikollega i den randrusianske borgmesterstol op på den mest aggressive facon. Vel at mærke de samme ministre, som var villige til at etablere en flertalsregering, der kunne sikre, at minkskandalen, efterretningsskandalen og Elbit-skandalen blev holdt på afstand af de afdækninger, et ordentligt retssamfund må kræve. Der breder sig en klam forventning om, at nu hvor der er scoret billige point, ender det hele uden de store forbedringer, fordi ingen vil investere på et marked der trues af lovgivning med tilbagevirkende kraft (som foreslået af Enhedslisten) og hvor den begrænsede hæftelse kun gælder for fattige ejere (konsekvensen af holdningen hos Socialdemokratiet). Hvis politikernes højrøstede spinmaskine havde til opgave at få os alle til at glemme de mange års kritik af den klodsede implementering af Europæisk Miljølovgivning, kan man håbe at det ikke lykkes. Professor Ellen Margrethe Basse har siden 2007 kritiseret skiftende miljøministres passive ageren.

Vestlige verdens værdier.

Vi har taget for givet, at vi har kunnet “vælge sygeplejersker fremfor soldater”, og efterlade regningen for vores sikkerhed i Washington. Vi har troet, at vi kunne lukke os om os selv – med isolationisme og national-egoisme – uden at det fik konsekvenser. Den gode nyhed er, at en urolig verden har mulighed for at vække ”bullshit alarmen” hos vælgerne, sådan at EU ikke ender på nationalegoismens og populismens genbrugsplads. Politisk engagement både lokalt og globalt betyder faktisk noget. I alt fald så længe vi har demokrati – og det er ingen selvfølge.

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?