Frustrationen over at samfundet udvikler sig på en måde som fremmedgør helt almindelige borgere, er en motor for højrenationalismen. Konkurrencen fra udlandet kan virke truende, når de fremmede er tilfredse med lavere løn og i mange tilfælde er velkvalificerede. Men det værste er, hvis indvandrerne holder fast i fremmedartede madvaner og religiøse holdninger. Antallet af disse nye medborgere betyder noget. Så længe de er få, er de inspirerende, men når de bliver mange, bliver de en trussel. Og det sidste er problemets kerne, for hvis de fleste indvandrere tror på en lovreligion, så udgør de en voksende, faktuel trussel i forhold til et sekulært vestlige samfund.

Befolkningsudskiftningsteorien

Teorien sammenligner fertilitetsraten hos etniske europæere med indvandrernes. Eftersom fertilitetsraten falder i takt med et samfunds økonomiske vækst og velstand, så kommer de fleste flygtninge og indvandrere fra samfund, hvor der er tradition for, at hver familie får flere børn, sammenlignet med de lande som de indvandrer til. Multiplikatoreffekten er overraskende voldsom for de fleste. Faktisk så voldsom, at vi kan regne ud, hvornår efterkommere efter flygtninge og indvandrere, vil udgøre en større befolkningsgruppe i Europa, sammenholdt med de oprindelige etniske europæere. Den slags kan godt bekymre store vælgergrupper, fordi hovedparten af disse indvandrere, fastholder deres tilknytning til en lovreligion, med ambitioner om at opnå bestemmende indflydelse på verdensplan. Hvis fertilitetsraterne fastholdes efter at kvinderne nu lever under andre forhold, så kan vi beregne en udløbsdato for det Europa som vi kender.

Videnssamfundet truer mageligheden

Livsgrundlaget eroderer når midtbyernes detailbutikker bliver afløst af nethandel, når offentlig og privat service bliver udført med Ai og når førerløse tog og biler truer med at gøre chaufførerne arbejdsløse. De dage hvor man kunne tage en uddannelse som ung, og derefter leve af den resten af tilværelsen, forsvinder med stigende hast. Det arbejdsmarked der kan klares med korte uddannelser bliver stadig mindre og vi overlader i vidt omfang hotelrengøring og transportopgaver til importeret arbejdskraft. Der er simpelt ikke ret meget tilbage på lavtlønsområdet. Når grundpillerne i tilværelsen er familien, timelønsarbejdet, turbodieselen, charterferierne, fladskærmen og Webergrillen, så opstår der frustration og vrede, når alt det pludselig mister prestige, og trygheden i tilværelsen forsvinder.

Højrenationale vil dræne sumpen

Den globale vestlige højrepopulisme anbefaler, at pølen skal tømmes for selvfede politikere, journalister og spindoktorer som spiller tennis istedet for håndbold og bor i byer, hvor man kan komme rundt med cykel og Metro. Cafe Latte segmentet med de mange udenlandske ord skal rykkes ud af magtens dyre kontorer. Og så skal de fremmede, som jo er ansvarlige for størstedelen af kriminaliteten, sendes hjem. Det populistiske element står tydeligt når magtfulde og velhavende partiledere profilerer sig som socialt udsatte og forfulgte. Trump som konsekvent optræder i alt for store jakker, forsøger uden blusel at solidarisere sig med en underklasse, der højest har én jakke i skabet. Den, som blev købt til den store begivenhed, og som skulle kunne rumme sin ejer livet ud. De fleste af os ved, at Trump har et walk in closet med skræddersyede habitter som ingen tandløs ledig, men verden vil bedrages.

Verbale og fysiske øretæver

I Paris reagerede eliten på de gule veste fra de trøstesløse forstæder med hovedrysten og afsky, når gaderne stod i brand og slagordene mindede om Sydamerika. Her var der voldelige sammenstød i den franske gade-tradition. Sandheden er, at det var dieselprisen i udkantsfrankrig som udløste volden, og det skrig om hjælp blev ikke hørt af eliten i Paris. Herhjemme drog kommentatorkøbing til rallye med Inger Støjberg, for at nyde rodeotyren, grillmaden, fadbamserne og Kandis. Heldigvis har vi ikke tradition for overgreb på politiske modstandere. Hændelsen på Kultorvet i forhold til Statsministeren, havde rod i en påvirket Polak og kan vist ikke tilskrives dårlig stil blandt danske aktivister.

United Kingdom of lost opportunities

De britiske konservative gav efter for presset fra højrenationalismen og Ukip allerede med udskrivelsen af folkeafstemningen i juni 2016. Nigel Farrage sparkede en åben dør ind, hos den globalt orienterede konservative højrefløj. Her lever drømmen om at genoplive koloniherredømmet i Commonwealth, og de fleste har været velhavende i generationer, så ideen om skulle tage hensyn til 26 andre medlemslande, er helt fremmed for dem. Herfra er det gået stærkt tilbage for Storbritannien. Da Rishi Sunak stod med ryggen mod muren, valgte han kamikaze-løsningen, og udskrev det valg i silende regn, som har kostet ham premierministerposten og de fleste af de konservative mandater. Til gengæld fik Sunak kick genstartet et af Europas mest venstreorienterede socialdemokratier. Det kommer til at koste de konservative dyrt. De få tilbageværende Konservative kan ovenikøbet nyde synet af Nighel Farrage, som opnåede valg i ottende forsøg. Kunne det være endt værre? Det kræver ialtfald livlig fantasi at forestille sig. Har nogen lært af det paniske forløb? Nope – ialtfald ikke på den anden side af kanalen.

Femte Republik i spin før OL

Fransk højrenationalisme er mere ekstrem end sine italienske og spanske søstre. Nouvelles Droite (ND) har siden fødslen i 1960′ erne, vokset sig stærk som platform for højreintellektuelle som Michel Houellebecq, Alain de Benoist og Renaud Camus. NDs to politiske spydspidser; Marine Le Pen og Eric Zemmour har valgt forskellige veje til magten. Mens Zemmour kun elsker Republikken højere end sig selv, så har Marine Le Pen valgt et ungt fysisk attraktivt og smooth talking skin. Marine er helt bevidst om, at hendes jødehadende far og hendes egen fremtoning fyldt med hadtale støder mange, og derfor er 28 årige Jordan Bardella den perfekte glasur. Han står sig godt til Macrons tilsvarende figur, den 35 årige franske premierminister Gabriel Attal. ND vil genopbygge Europas oprindelige civilisationer, styrke båndet til Rusland og kappe de stærke relationer til USA. ND har som andre højrebevægelser befolkningsudskiftningsteorien som et væsentligt argument.

Republikken har en historisk ambition om at være åben i forhold indvandring, så hadet fra Macrons historiebevidste bevægelse, og ud til højre- og venstrefløjen er dybtfølt. Selvglæden siver ud af mundvigende på begge yderfløje, og der er ingen tradition for mindretalsregeringer og samarbejde mellem idelogiske modstandere. Valgloven har taget – næsten for meget – højde for kravene til stabile regeringer. Der er indbygget to valgrunder, som gør det muligt først at stemme med hjertet for det, som man helst ser fremmet. Og derefter – i anden runde – at stemme for at sikre nederlag for det fluebefængte affald, (de 3 vigtigste politiske grupper i fransk politik anser hinanden for landsskadelige) som man for Frankrigs skyld skal undgå. De tre blokke er fyldt med interne stridigheder, og kun deres interne fjendskab forhindrer dem i at implodeere.

Frankrigs tre uforsonlige blokke

Den socialistiske Venstrefløj spænder fra den pæne runde Socialdemokrat Hollande, til den selvovervurderende og uforsonlige Jean-Luc Mélenchon. Verden venter med spænding på, hvem venstrefløjen vælger som deres kandidat til premierministerposten. Macrons bevægelse er tvunget til at samarbejde med mindst den ene af de 2 fløje, og højrefløjen risikerer – som valgets tabere – at blive isolerede. Udfordringen er måske mest truende for Macron. Hvis ikke han lytter til de som har stemt på Le Pen vil højrefløjen fortsat vokse. Og hvis han lytter risikerer han, at venstrefløjen overtager magten alene i republikken.

Tysk højreekstremisme er mere end AfD

Dybt inde i Frankenwaldskovene samles højrenationale operettetyper fra Reichsbürgerbewegung, omkring tilrettelæggelsen af et omfattende terroranslag mod tysk demokrati. På linie med det Tyrkiske militærkupforsøg i 2016 er kombinationen af voldsparathed og netværk på tværs af militær, kapital og topadministration så konkret og overraskende, at det virker som en film om den dybe stat. Desværre forsvinder det let komiske skær hurtigt og afløses af historisk selvransagelse og en kæde af retssager imod de højreradikaliserede typer. Tysk historie betyder, at højreekstremisme og folkedrab, er langt mere realistisk og nærværende end i de lande, som “kun” var nazistiske medløbere.

AfD er Samlingspunktet på tysk højrefløj, men der er en levende underskov, af mere eller mindre hemmelige magtstrukturer, der dyrker fremmedhadet, jødehadet, lbgt-hadet, EU-modstanden, voldsforherligelsen, historierevisionen og nationalismen som bærende søjler. De andre højrenationale lande har en berøringsangst i forhold til hinanden, og fælles i forhold til Tyskland. AfDs succes har vækket tysk venstrefløj, som har en global position som terrorrede med Rote Armé Fraktion som historisk bannerfører. Eftersom både højreekstremister og venstreekstremister henter deres tilslutning fra socialt udsatte står det klart, at fællesgodset på yderfløjene er stærkt og omfattende.

Ekstremisterne har mere til fælles med hinanden, end med magtpartierne.

Den rette linie med højre og venstrefløjspartier længst fra hinanden, er en forældet teori, for hvis man bukker linien til en cirkel, så opstår der dybere indsigt. Det er ikke ny viden, men eftersom både venstrefløjen og højrefløjen har haft et indgående ønske om at lægge afstand til hinanden nyder cirklen ikke stor intellektuel udbredelse. Nationalsocialismen udgør på mange måder erkendelsen af cirklens mere retvisende indsigt. Nazismen ønskede ikke et demokratisk samarbejde mellem stater som i EU, Hitler ønskede et diktatur ledet fra Berlin. Hitler var samtidig klar over, at han måtte tale til – og samle – de oversete og skuffede masser og lægge en gruppe mere priviligerede borgere for had. Det bliver man jo ikke socialist af, og Hitler anså også østeuropæere for at være sekundaer, og en art underfrankerede typer. Molotov – Ribbentrop aftalen var ikke skabt ud fra et fælles ideologisk grundlag men ud af et interessefælleskab om  at få magt over andre lande.

Lande hvor demokratiet, de frie medier og retssamfundet halter, har de samme fællestræk. Erdogan står eks. langt stærkere, jo længere mod øst, man måler hans tilslutning. Storbyer har tendens til at samle veluddannede borgere, og de er meget vanskeligere at styre, sammenholdt med fysisk hårdtarbejdende og socialt udsatte borgere med korte uddannelser, som ofte søger tryghed i religion og politik med en stærk leder. Opgøret med magtpartierne, groede i en lang årrække typisk fra Venstrefløjsmiljøet, i form af ex. Rote Armee i Tyskland, Brigate Rosse i Italien og Blekingegadebanden i Danmark, seperatistgrupper som ETA i Spanien og IRA i England og andre neofascistiske og højreekstreme grupper med fokus i Sydeuropa. Efterretningstjenesternes opgørelser kan selvfølgelig kun omfatte terrorangreb, som er opklarede, eller hvor nogle er dømt, så jeg løber en risiko ved at nævne, at blandt de mange – som den svenske stat har mistænkt og sigtet for mordet på Oluf Palme i 1986 – tror jeg at det er mest sandsynligt, at højrenationale kræfter i Sverige anså Palme som en trussel imod svensk sikkerhed.

Voldstruslen bevæger sig

Tyngden i terrortruslen, flyttede først for alvor fra venstre til højre fløj med Breivik på Utøya i kombination med venstrefløjens politiske skift i fokus: fra anti-NATO, anti rige og en politisk magtelite til idag at fokusere på miljø og klima. Bortset fra Greenpeace og miljøaktivister, som stopper trafikken, så har vi været forskånet for terroraktioner udført af politiske miljøer på de europæiske yderfløje. Vi skal være opmærksomme på, at styrkelsen af højrefløjen let kan vække den aggressive venstrefløj. Det er ikke usandsynligt at begge fløje føder voldsparate elementersom starter en ny spiral.

Trusselniveauet er steget gennem en lang årrække, primært fordi den religiøst betingede terror er steget. Og med få undtagelser er denne terror udført i Allahs navn. Jeg skriver det, fordi det er statistisk rigtigt, og fordi det har fået betydning for særlig de højrenationales reaktion.

Trumpismen har skabt international usikkerhed, og inspireret til nye politiske opgør i en lang række lande. Det er jo sundt, at befolkningen bruger deres demokratiske ret til at ændre samfundet, hvis alternativet er vold og terror.

Lad os slutte på en positiv note, og glæde os til en uforudsigelig fremtid på begge sider af Atlanten…