Danske politiske taler er generelt en kedelig affære. Gab!

Danmark har ikke tradition for retorik, og næppe ret mange kan komme i tanker om nogen markant tale. Fra danske politikere kender vi mest til hovsa-udtrykkene, sagt i en konkret situation, som f.eks. statsminister Knud Kristensens ’Hvis det æ fakta, benægter a fakta’, Jens Otto Krags ’man har et standpunkt til man tager et nyt’ eller Poul Schlüters ’Jeg er ikke så konservativ så det gør noget’. Og disse spontane bemærkninger er så er gået hen og blevet hængende i sproget som bevingede ord.

Modsat kender vi mange berømte taler fra især den angelsaksiske verden med ikoniske passager, skrevet og planlagt, som enten har skabt eller symboliserer historie. Der er amerikanske hjemmesider som rangerer de 100 bedste politiske taler og mange af dem kender de fleste.

På første pladsen ligger Martin Luther Kings I have a dream-tale fra 1963, men præsidenterne er også vel repræsenteret.

Nu har taleskriver i Statsministeriet gennem 14 år, Anita Furu, skrevet en bog med sine erfaringer fra at skrive taler for fire statsministre (Anita Furu, Flygtige ord. Et essay om taleskrivning, sprog og statsministre, Gutkind 2024, 218 sider). Modsat det store udland skrives statsministerens taler indtil videre af embedsmænd, Anita Furu er økonom af uddannelse og ansat i Statsministeriet, og det gør nok ikke talerne mere engagerende. Amerikanske præsidenter ansætter selv deres taleskrivere, som kommer med holdninger kongruent med præsidenten, og ofte er de eller bliver kendte journalister eller intellektuelle.

Man læser da også Anita Furus bog igennem for at finde godbidder, som kunne være interessante, men det bliver en ret kedelig affære, fordi vi i dansk offentlighed ikke har tradition for at agere gennem sproget. Mest interessant er måske Furus beskrivelser af, hvordan de sidste ord i talerne først rettes til lige før, de skal holdes. Mange taler, som lyder så færdige når de siges af en trænet statsminister, har været under hastig bearbejdning til det sidste. Og så siges de med al den kraft og troværdighed, som et magtfuldt embede bidrager med.

Informations legendariske chefredaktør Børge Outze skrev engang om besættelsens første, bitre tid: ”Havde vor tro på et tysk nederlag overhovedet andet at klynge sig til end Churchills taler?” Tænk sig, Churchills taler var et våben, som danskere klyngede sig til, håbet i mørket. Stærkere kan ordene som talehandling næppe udtrykkes. Og som Outze tilføjede: ”Hans ‘aldrig’ var de allieredes hemmelige våben”.

Hvis ordene siges med overbevisning og tillid til, at de er ment som sagt, så kan de blive virkningsfulde. Som Churchills taler blev.

Derfor bliver de store taler også interessante, som f.eks. Ronald Reagans tale ved Brandenburger Tor i Berlin i 1987 med udtrykket Mr. Gorbachov, tear down this wall. Reagans taleskriver James Robinson havde forfattet udkastet, men de kloge rådgivere Howard Baker og Colin Powell advarede om at bruge et så konfrontatorisk udtryk, som de begge fandt ”ekstremt” og ”upræsidentielt”. Men Reagan sagde det! Og de tyske politikere, der var til stede, har senere ærligt indrømmet, at nu troede de, at Reagan var blevet senil. For den mur ville jo stå i mange årtier endnu! De klappede kun af pligt.

To år senere var muren væk.

Den slags drama har vi ikke i dansk politik og derfor bliver Anita Furus bog en sympatisk beskrivelse fra politik-fabrikken, men der er desværre langt mellem snapsene i dansk politik, hvor man skifter parti og politik som vinden i april.