Religion er som dynamit. Der er sprængfarligt.

Det vidste man for flere hundrede år siden, dengang statsmagten uden at ryste på hånden forbød religioner for at holde en civil fred. Trosfrihed blev for en letsindighed at regne, næsten som at lege med tændstikker i en krudtfabrik.

Under enevælden kunne der kun nådigst gives privilegier til acceptable religiøse mindretal, men det var ingen ret. Det var alment kendt, at folk gennem historien har massakreret andre folk, fordi de troede på andre guder.

Med de liberale forfatninger i 1800-tallet blev religionsfrihed en af de vigtige friheder og rettigheder. Vi fik det med grundloven i 1849. Og samtidigt fortrængtes religionskonflikter som udtryk for primitiv fortid.

De unge amerikanske stater førte an allerede i 1700-tallet og trosfriheden blev emblemet på den amerikanske frihed, ja, USA blev skabt som husly for religiøse flygtninge fra begyndelsen. En stat må ikke være officielt knyttet til en kirke eller religion – det er amerikansk kernegods.

I dag er det selvindlysende for moderne mennesker, at man må tro på, hvad man vil. Tro, køn og navne kan man selv vælge. Og alligevel har religionen mistet sin uskyld igen, når der i Europa i disse år myrdes og terroriseres i Allahu Akbars navn.

Journalisten Mikkel Fønsskov fik sig en overraskende oplevelse, da han fandt en gammel bog om religiøse konflikter for 200 år siden i den fynske landsby, han kommer fra. Det har han skrevet en spændende dramadokumentarisk bog om (Mikkel Fønsskov, Oprør. En fortælling om frihed, sandhed og vrede mænd, Gads Forlag, 2023, 256 sider).

Handlingen foregår i Skårup på Sydfyn. En ny præst er kommet i 1792, Peter August Wedel, som er præget af oplysningen. Han bekæmper overtro og varsler, kloge koner og folkereligion. Han bruger sin autoritet som præst til at få bønderne til at dyrke kartofler og kløver og dermed føre dem med ind i fremskridtet. Men mest af alt vil han lære dem at læse og skrive og opretter dertil et seminarium, hvor opvakte bønderkarle kan uddannes til skolelærere.

Så kommer der en vækkelse til i sognet, en spillemand Johan Nielsen bliver vakt og inviterer til hellige møder i sit hus nede ved Skårupøre, hvor de synger gamle salmer,

Problemet er bare, at vi skriver 1826, det er under enevælden og religiøse forsamlinger må ikke holdes uden præstens godkendelse. Et berømt dekret fra 1741 (konventikelplakaten) forbød disse private religiøse møder. For statsmagten levede stadig i ånden fra de meget blodige europæiske religionsborgerkrige i Tyskland, Frankrig og England i 1500- og 1600-tallet. Som vi i dag har holocaust præsent og begivenheder tolkes i dens lys, var Bartholomæusnatten, hvor titusinder huguenotter blev massakreret i 1572, den tids holocaust, som magthaverne frygtede en gentagelse af og derfor blev religiøs fanatisme og separatisme i ethvert anløb slået ned. Wehret den Anfängen!

Den opgave tog præsten Peter August Wedel på sig. Han så det som sin opgave at bekæmpe de religiøse vækkelser, slå dem ned og udrydde dem. Han sendte sine seminarister ud med stokke for at forstyrre deres møder.

Men troen er stærkere end sværdet, og Johan Nielsen og hans lille kreds af hellige var ikke sådan at bekæmpe. Selvom han fik en bøde på 100 rigsdaler for at mødes og synge salmer med andre hellige i strid med loven, fik det ham ikke til at tie.

Om denne ret personlige konflikt mellem oplysningspræsten P.A. Wedel, der havde staten og lærdommen som sin støtte, og daglejeren og spillemanden Johan Nielsen, der hele livet med kone og mange børn levede på sultegrænsen af ingenting, har Mikkel Fønsskov skrevet en meget lærerig og letlæst bog, som holder sig tæt til kilderne.

Der var mange tilsvarende konflikter rundt i Danmark på vækkelsernes tid. Hos de stærke jyder ved Horsens-Vejle gik det hårdere til og med voldsommere straffe.

Det er i dag forunderligt, at fattige mennesker nærmest frivilligt pådrog sig en bødestraf, de ikke kunne betale og måtte sælge al ejendom, eller gå i fængsel, for at få lov til at synge efter Kingos salmebog. Hvordan kunne religionen være så stærk? Var de galninge? I dag kan man knap nok få nogen til at synge salmer. Og debat om valg af salmebøger får mere folk til at falde i søvn end at lægge sig ud med ordensmagten.

Måske svarer den tids hellige til vor tids ’hellige krigere’, der trods al rationalitet ikke tåler en krænkelse og villigt dræber for den? Sammenligningen er synd for Johan Nielsen, der aldrig kunne tænke i vold, men i dag er der nok af eksempler på farlig religion, der besætter sjælene og skaber fanatisme, og får staten til at tænke i overvågning og forholdsregler.