Alt fokus i denne tid er på Rusland og krigen mod Ukraine. Der er krig, men hvad for en slags krig? Rusland satte den i gang, men hvad er deres krigsmål? Og er det del af en større plan? Og hvorfor udvikler Rusland sig tilsyneladende anderledes end de øvrige europæiske nationale og lande?

Disse spørgsmål besvarer journalist Vibe Termansen spændende og næsten som i en kriminalroman, hvor læseren holdes fast lige til sidste side for at få konklusionen med (I skyggen af Rusland – historie om imperier og interessesfærer, Gads Forlag, 2023). Bogen er både historisk og tager sin begyndelse med Hitler-Stalin-pagten i 1939 og så slutter den med en helt frisk og fyldig analyse af Rusland i dag.

Historien om Sovjetunionens knusende hånd over Østeuropa, som fylder det meste af bogen, er ikke ny. Vi kender Sovjets solide dominans siden Jalta-konferencen over den østlige del Europa på deres side af Jerntæppet. Og som resulterede i anneksion af de baltiske lande efter krigen, folkekommunisme med et-partistater overalt og undertrykkelse af al borgerlige frihed, invasioner i Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968 og militær undtagelsestilstand i Polen i 1981. Og mere til.

Vibe Termansen lægger ikke bånd på sin harme overfor Sovjetunionens politik og der er masser af eksempler på systemets helt uhørte brutalitet. F.eks. de mange repatrieringer af russiske fanger fra Vesten efter krigen, som endte med selvmord eller flere år i Gulag. Under Jaltakonferencen blev russere henrettet, hvis de modtog en pakke chokolade fra de amerikanske eller britiske deltagere.

Den historie er blevet fortalt, men det nye er, at i de første mange årtier blev den historie forstået som et antikommunistisk partsindlæg, ofte udlagt som patetisk og ideologisk. Og fra 1970erne blev det mode at tolke supermagterne som moralsk ækvivalente, og oftest også med stærk anti-amerikansk bias. Sovjet reagerede defensivt overfor USA´s dominans, og den kolde krig blev lagt mere USA til last end USSR.

Mine standardeksempler er bl.a., da den venstreorienterede amerikanske forfatter Susan Sontag i 1982 provokerede sine kollegaer ved at sige, at antikommunisterne havde haft ret. Hvis man skulle forstå Østeuropa, var det bedre at læse Reader Digest (Det Bedste) end venstreorienterede tidsskrifter, sagde hun. Og Sontag fortalte, hvordan hun selv i 1950erne havde læst beretninger om undertrykkelsen i Østeuropa, men ikke troede på det, fordi det var antikommunistisk. Men det var sandt alt sammen, måtte hun erkende efter en rejse til Polen.

Professor i litteratur og god kommunist Svend Møller Kristensen fortalte engang, at ”den antikommunistiske presse var så umådeholden at det måtte give bagslag. Jeg husker situationer af kritisk art hvor et blik i en borgerlig avis var nok til at jeg blev hvor jeg var”. Disse situationer af ”kritisk art” var nok alle de blodige og dybt uretfærdige invasioner og processer i Østeuropa, som Termansens bog er fyldt med. Men som ikke fik selv højtbegavede danske kommunister med professor på visitkortet til at ændre holdning.

Det skønne og symptomatiske ved Termansens bog er, at nu har vi lagt den kolde krigs mentale skyttegrave bag os, det er slut, vi kan frit og uden fordomme analysere og diagnosticere Rusland og dets fremfærd uden at frygte for at blive sat i bås som antikommunist. Og det er så markant, at dagens Ruslands-apologeter mere skal findes til højre end til venstre.

For det er en hårrejsende grusom historie, som Termansen fortæller om de østeuropæiske landes undertrykkelse, og som sikkert er relativ ny for unge og yngre læsere. I min ungdom måtte vi ty til antikommunistisk dissidentlitteratur i bibliotekernes magasiner for at læse den. Og når utilfredsheden meldte sig som i Østberlin i 1953, Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968, blev løsningen sovjetiske tanks. I Polen var utilfredsheden permanent og brød ud periodevis, men blev håndteret mere internt om end med visheden om en russisk jernnæve tæt på.

Og så kom Murens fald og i Dresden i det gamle DDR sad KGB-manden Vladimir Putin og så østtyske demonstranter vandre fra Stasis hovedkvarter til KGB’s i byen, og Putin truede folkemængden med at skyde, hvis de kom nærmere. Kreml med Gorbachov i spidsen ønskede ikke at gøre noget, radiotavshed fra Moskva, og den oplevelse var uden tvivl meningsdannende for Putin. Han så sit imperium kollapse som et korthus, oplevede det måske endda med frygt for at blive lynchet af vrede folkemasser.

De østeuropæiske lande kunne ikke hurtigt nok komme ind i NATO, ingen tvivl om hvor de ville hen og hvad de ville tage afsked med. Og NATO voksede og kom til at grænse direkte op til Ruslands grænser. I 1999 kom Polen, Tjekkiet og Ungarn med og i 2004 fulgte de baltiske lande, Slovakiet, Bulgarien og Rumænien. Processen under Boris Jeltsin blev kaotisk, og oplevedes uden tvivl fra russisk side som en kapitulation. Ukraine afleverede sine A-våben mod en garanti om selvstændighed, også underskrevet af Rusland.

Og så kom Vladimir Putin med stor fortrydelse over udviklingen. I det sidste kapitel, Hjertelandet, beskriver Termansen Ruslands selvforståelse i dag og det er det mest spændende. Den altomfattende ideologi hedder geopolitik, nemlig at Rusland har geografiske betingede interesser, en slags interessesfære hvor i det bliver legitimt at handle. Og i russernes selvforståelse, ikke bare Kreml-toppens eller Putins, er Rusland et imperium med berettiget krav på at dominere sine naboer og nærområder. Og det bliver til mere religion end politik. ”Faktisk er det metafysiske Rusland større end det fysiske Rusland, endda større end den russiske civilisation”, skriver Vibe Termansen.

Rusland fører messiansk politik, altså forestiller sig selv med en godhjertet mission, fordi det er udsat til at frelse verden. Rusland har en historisk mission og Ukraine-krigen er kun en detalje i den.

Termansen knytter ikke an til den russisk-ortodokse kirke, som jeg tror spiller en kolossal rolle ved at udstyre Vladimir Putin med en salvelse og tro på at handle i en større historisk sags tjeneste. Den ortodokse kirke med patriark Kirill i spidsen er den egentlige skurk i udviklingen i Rusland.

Men resultatet bliver som Termansen beskriver det: ”et land med kronisk storhedsvanvid, og kronisk mindreværd, tilsat folkelig apati, militant nationalisme, paranoia og konspirationsteorier, samt en messianistisk overbevisning om at være de eneste sande, de udvalgte få, de enestående med en mission at redde verden ved at konfrontere Vesten.”

Hvilket lys og håb er der så for fremtiden. Termansen refererer til de vestlige imperier, Frankrigs og Storbritanniens, som kunne afvikle deres blodige kolonihistorie og indse deres begrænsning og anerkende deres ansvar. Men i Rusland er demokrati kun et komma i historien, som hun skriver, og så bliver det mere tvivlsomt om de kan gå samme vej. For Rusland lever lige nu i en opadgående religiøs vækkelse, og mod tro virker ingen argumenter, mens koloniafviklingen skete samtidig med en sækularisering i den vestlige verden.

Rusland behøver ikke være en evig barbarisk stat, skriver hun, og det håb har vi alle. Men når hun så refererer til al den kultur og kunst, fra Tjajkovskij til Dostojevskij og mange flere, som Rusland har givet verden, er det jo ikke sikkert, at de ville være at finde som Putins modstandere i dag. Måske snarere tværtimod.

Og så skal vi måske også bearbejde os selv, hvis vi tror, at alle ønsker at være som os i Vesten.