Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Nu er den gal igen i Tyskland med store og voldelige demonstrationer. Det gælder et kulkraftværk i Lützerath, som der stadig skal hentes kul op fra. Tusinder af mennesker ønsker at forhindre det, ikke ved at skrive læserbreve, men ved fysisk at blokere for det. Sådan gør man i Tyskland.
Demonstranter lænker sig til området, bygger barrikader og samler sten for at forhindre politiet i at rydde området. En ny generation mobiliseres og skoles i at sætte sig igennem udenom den demokratiske proces. Men de har den gode sag med sig: at redde klimaet. Den svenske klima-Jeanne d’Arch Greta Thunberg er også kommet for at forhindre kul at blive brugt til el og varme.
De voldelige episoder giver mindelser om de ligeledes voldelige demonstrationer for at forhindre atomkraft i 1980erne. Dengang investerede en hel generation sin politiske identitet i at forhindre atomkraft, det var djævlen selv, som ikke måtte være i drift. Det blev baggrund for partiet De Grønne, der som vigtigste og i begyndelsen eneste punkt havde modstanden mod atomkraft. Det kunne så udvides med mere politisk eksorcisme mod militær, mod USA og mod flyvemaskiner. Og i dag mod al fossil energi.
Partiet De Grønne opstod i forlængelse af 1960ernes og 1970ernes venstre-opposition og partiets grundlæggere havde selv en fortid som rabiate gadekæmpere. Joschka Fischer havde engang selv tævet løs på en politibetjent og havde kontakt til den terroristiske del af venstrefløjen – eller ”deltog som ung i den vesttyske studenterbevægelse” som der står eufemistisk i den danske wikipedia-artikel om ham.
Daniel Cohn-Bendit forsvarede tidligt terroristerne Andreas Baader og Gudrun Ensslin, når de forsøgte atbrænde indkøbshuse af i Frankfurt og dækkede langt op i tiden over terrorister. Gennem De Grønne blev de ”normaliseret” og fortiden har aldrig været en hæmsko for karrieren. Tværtimod betragtes de som orakler i talkshows og får aldrig stillet kritiske spørgsmål. I Tyskland tenderer medierne, især de statsbårne ARD og ZDF, også til at domineres af journalister med sympatier omkring De Grønne. De Grønne politikere kæmper den gode kamp mod al højrefløj, fossile brændstoffer og anden ondskab.
Fra 1998 blev De Grønne statsbærende og kom i regering med socialdemokraterne, SPD. Ligesom de også er det nu i koalition med SPD og FDP, det liberale parti.
Og historien gentager sig som farce, når nu en ny generation af ”klimaaktivister” – de danske mediers udtryk – besætter området ved kulminen for at forhindre mere kulkraft.
Jeg har altid ment, uden at kunne finde andre med samme synspunkt, at kontinuiteten med fortiden i Tyskland før 1945 og til Weimartidens anarki repræsenteres af partiet De Grønne som et oprindeligt enkeltsags-parti med simpel dagsorden, sindelag frem for konsekvenser, som i starten stort set altid var forbundet med udenomsparlamentariske aktiviteter og gadekamp. Man fører politik på gaden.
Det er også partiet De Grønne, som bærer det største ansvar for, at Tyskland, som tidligere var Europas stærke økonomi og industrination, nu er i langsomt fald fra fortidens succes. Og som andre europæiske nationer og Danmark med er på vej til at blive et u-land – hvor u står for underudviklet.
Videnskaben har udtalt sig om faren ved for meget CO2. Men der kan være mange måder at nå målet om en reduktion af CO2 på, men politisk eksorcisme af al fossil energi og zero-mål er at udrydde det gode ved at ville det bedste.