Fra 1. juli 2024 skal alle arbejdsgivere i EU registrere alle lønmodtageres arbejde i alle EU-lande.

Begrundelsen består i, at lønmodtagernes skal sikres mod at arbejde i gennemsnit mere end 37 timer ugentligt. ”Formålet er ifølge EU-Domstolen at sikre, at regler om maksimal ugentlig arbejdstid og hviletid overholdes, så medarbejdere ikke overbelastes af for meget overarbejde”, skriver Beskæftigelsesministeriet.

Mens USA og Kina og mange andre lande kæmper om vækst, innovation og dominans, og arbejder hårdt, vælger EU at sige nej, vi afstår frivilligt fra at blande os, vi vil ikke arbejde mere end 37 timer ugentligt. Vores lønmodtageres rettigheder er det vigtigste. En smuk tanke hvis EU befandt sig alene på jordkloden som Pelle alene i verden.

Den sikreste konsekvens af arbejdstidsdirektivet – ud over at give en masse unødigt besvær på danske arbejdspladser og ret store omkostninger for virksomhederne (ifølge Erhvervsstyrelsen vil det koste mellem 1 og 2,4 milliarder af implementere iflg. Berlingske 28. maj 2024) – bliver, at EU vil falde længere tilbage i den internationale konkurrence. Men for en moralsk supermagt spiller det ingen rolle.

Lige så bekymrende er ideologien bag arbejdstidsdirektivet om, at arbejde kan måles i tid. Det er en gammel og forældet tanke fra dengang, arbejde mestendels bestod i svedigt og relativt monotont fysisk arbejde.

Det var Karl Marx som med sin arbejdsværditeori gjorde arbejdstiden til en afgørende værdimåler. En vares værdi bestod ifølge Marx i den mængde af tid, som var nedlagt i produktet. Selvom marxismen forblev uklar på det punkt, var tanken bag, at arbejdstiden kunne bruges som en måleenhed. Det var afgørende for marxismen at forankre værdien objektivt i arbejdet, og som modsætning til den markedsøkonomiske og ’subjektive’ opfattelse af en vares pris som et resultat af udbud og efterspørgsel, hvormed prisen kunne variere meget ret uafhængigt af arbejdstiden.

Marxismen kunne aldrig tilfredsstillende besvare spørgsmålet om, hvordan arbejdstiden i praksis kunne være en værdimåler, og slet ikke for ånds- og tech-produkter.

Planøkonomien som marxismens praktiske konsekvens sejlede håbløs agterud fra 1970erne og især 1980erne i den teknologiske udvikling, og politisk fastsatte priser for et helt samfund med et kollektiviseret produktionsapparat løb helt af sporet. Vores små reminiscenser af det som DSB og Banedanmark brillerer ofte med ineffektivitet.

Men det afholder ikke EU fra at ville gennemføre en kontinental fælles måling af arbejdstiden, minut for minut og time for time, dag for dag. Fra morgenens fabriksfløjt til fyraften.

Alt arbejde kan og skal åbenbart tilordnes én skala: tid. Som om vi alle var kulminearbejdere i 1800-tallets England, hvor sved, tid og arbejde altid korrelerede.

Hvor lang tid tager det at få en god ide? At planlægge arbejdet bedre? At tænke kreativt og innovativt?

Arbejde er ideer, opgaver, projekter, funktioner, missioner, koncentration, indsats, driftighed, dedikation, udfoldelse og multitasking.

Jeg er sognepræst med otte kirker og sogne og skal også angive min arbejdstid, som officielt er 6 dage om ugen, og som består af mange små aftaler, møder og samtaler hver dag, kirkelige handlinger i uforudsigelig rytme, tilstedeværelse lokalt med meget kørsel og præstegården er både arbejdsplads og bopæl med en åben dør imellem.

Det er at gå tilbage til stenalderen og marxismen at fokusere på arbejdstid.

Arbejdet skal måles på dets markedsværdi, hvis det skal gøres op kvantitativt.