Sidste måling inden sommerferien: De gode coronatider er slut for Socialdemokratiet

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

“En vis tilbagegang var forventelig, nu da coronakrisen er ved at slippe sit tag. Men nedgangen er helt sikkert blevet forstærket, fordi regeringen i samme periode har haft et par dårlige sager”, lyder det fra ekspert.

Af Jeppe Caspersen, jeppe@indblik.dk 

Socialdemokratiet har under størstedelen af coronakrisen haft en rekordhøj tilslutning. Men ved den sidste meningsmåling før sommerferien, ser det ud til at være vendt for regeringspartiet.

Det viser et nyt kvalitetsvejet snit af målingerne i juni, som valgforsker Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

Snittet viser, at Socialdemokratiet står til at få 29,3 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i dag. Det er et fald på 4,7 procentpoint fra målingen sidste år på samme tid, hvor partiet lå til at få 34 procent af stemmerne.

Dette er dog sket i form af en gradvis tilbagegang siden april, hvor Socialdemokratiet i løbet af en måned gik fra 33 procent til 31,1 procent. Altså et fald på 1,9 procentpoint.

Kasper Møller Hansen, som har lavet dette snit af målingerne, har tidligere forudsagt Socialdemokratiets tilbagegang.

– Alt skidt ender hos statslederen. Derfor tror jeg også, vi kan se et ret kraftigt og hurtigt dyk på den anden side af krisen – ikke nødvendigvis fordi hun har begået fejl, men fordi man placerer ansvaret hos statslederen, udtalte han dengang til Berlingske.

– De sprang pludseligt op, da krisen kom. Jeg tror ikke, de pludselig vil springe den anden vej igen. Jeg tror mere, det vil være i form af en mere langvarig nedslidning, fordi de skal stå til ansvar for alverdens problemer, udtalte Rune Stubager samtidig.

Læs mere om det her.

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, mener at tilbagegangen var forventet, men at den formentlig er blevet større end ventet, da regeringen de seneste måneder har været under pres i forbindelse med sagerne om udrejsecenter og hjemtagelsen af børnene i Syrien.

– En vis tilbagegang var forventelig, nu da coronakrisen er ved at slippe sit tag. Men nedgangen er helt sikkert blevet forstærket, fordi regeringen i samme periode har haft et par dårlige sager, siger han og henviser til udrejsecentret og hjemtagelsen af børnene fra Syrien, siger han til Altinget.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?