Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
I disse år fremstår Rusland mere og mere som en trussel mod nabolande og NATO. Det er meget glædeligt, at der i Danmark og i de fleste vestlige lande er stor konsensus om at se faren. Om der så handles passende på truslen og evnen til selvforsvar stadig er intakt, er et andet spørgsmål, men enighed hersker bredt om aggressiviteten fra Øst. Og Tyskland har sine gode grunde til at være en delvis undtagelse.
Samtidigt skal der ikke meget til i medierne i dag for at blive kritiseret for at gå Putins ærinde. Hvis man ikke vil donere hele landets forsvarskapacitet til støtte for Ukraine, kan man beskyldes for at gå diktatorens ærinde. For nylig blev pensionskasser beskyldt for at støtte Rusland ved ikke at ville investere deres aktier i våbenindustri, som vil gavne Ukraines krigsførelse.
Med det in mente er det parodisk at læse historieprofessor Rasmus Mariagers store just udkomne bog Sjælekampen. Danskernes kolde krig (528 sider, Gyldendal 2024). I historikerens bakspejl er paradigmet vendt om. Når der nu fortælles om de privatpersoner og myndigheder, der så en trussel i faren fra øst, bliver det med den sædvanlige underforståethed om, at de overdrev faren, forfulgte kommunister, registrerede borgere for deres holdninger, lod sig amerikanisere, accepterede atomvåben etc. Bogen emmer stadig for meget af, at antikommunisme er hysterisk forfølgelsesvanvid.
Selvom Rasmus Mariager anstrenger sig for at fremstille historien redeligt og upartisk, er han alligevel fanget i en hegemonisk tænkning, hvor venstrefløjen var det progressive forbundet med kunst og kultur, mens højrefløjen var militarister og bedagede.
Generelt fremstiller Mariager også den kolde krig som et sammenstød mellem to systemer, kommunismen og kapitalismen, Sovjet og USA, Østen og Vesten, diktaturet og demokratiet og med efterfølgende disciplinering ned gennem samfundene og indoktrinering af borgerne. Og her er han i kompagni med sine kollegaer. Eller den evidensbaserede forskningslitteratur, som det vist hedder.
Men er det ikke snart på tide at løfte blikket og foretage paradigmeskiftet: den kolde krig var historien om et forbryderisk og blodigt statskup i 1917, udført hensynsløst af Lenin og videreført endnu mere brutalt af Stalin, og ideologisk besat af at afskaffe al ejendomsret og lønarbejde ved at tilintetgøre kapitalister og kulakker akkompagneret af intellektuelle tvangstanker om planøkonomi, hvilket kun in natura lader sig gøre ved at slavegøre og overvåge hele befolkningen. Det bredte sig efter Anden Verdenskrig til vore grænser og både individer, folk og nationer blev undertrykt med en systematik, som kun Kina vil kunne overgå i dag.
Til forklaring af at det kunne ske, må vi se kommunisme som et kristent kætteri, som et forsøg på at realisere Jesu tanker uden en slange i paradiset. Kommunisme som det jordiske paradis, hvor alt er baseret på god vilje og fællesskabsfølelse, ligesom i familien, men kapitalistisk egennytte og konkurrence er meget stærkere kræfter og bedre at basere store samfund på.
Stalins vanvidsbrutale diktatur var kun muligt, fordi tilstrækkeligt mange intellektuelle besmykkede det som et ideologisk og moralsk overlegent projekt. Og dem var der også mange af i Danmark og de var ofte veluddannede.
USA og Sovjet var ikke to symmetriske magter. Det er også forkert, når Mariager skriver om USA’s dominans at ”formålet med imperiet var at beskytte disse interesser”. USA kæmpede for en global verden med markedsøkonomi og frihandel, som man godt kan kalde kapitalisme, men snarere er et åbent regelsæt til at kunne handle med hinanden. Lande som har tilpasset sig denne orden (Vesten, Taiwan, Sydkorea, Singapore og Kina som hybrid m.v.) er blevet rige og velstående, og lande, der har trukket sig og sin befolkning ud af denne orden, måtte blive diktaturer og med en sulten befolkning. Kommunisme og antikapitalisme kræver altid vold og diktatur, men frihed kræver ikke diktatur, men ofte en stærk retsstat. Den opgave tog USA på sig internationalt i den kolde krig. Tak for det.
Når vi så vender tilbage til kampen om sjælene under den kolde krig i Danmark, så er det ikke nok at se det som politisk, ideologisk og kulturelt pingpong mellem venstre- og højrefløj, kommunister og demokrater, sådan som Mariager gør i sin bog.
Rasmus Mariager har slet ikke blik for dæmonien, vanviddet og det dybt perverse ved kommunismen. Han mangler erkendelsesniveauet at sidestille det moralsk med nazismen som et aparte vanvidsprojekt og fordrejning af alt menneskeligt. Solsjenitsyn er ikke nævnt i personregistret, en skam, han kunne diagnosticere kommunismen korrekt og sætte den i relief.
I dag ville ingen skrive en bog om Danmarks forhold til nazismen i Tyskland i 30erne ud fra, at det kunne man godt mene og der var forskellige holdninger og en vis rivalitet og nazister blev sikkert også forfulgt af folkestemningen. Nej, nazismen er totalt aflivet som projekt, og det samme mangler vi med kommunismen. Her bidrager Mariager med ingenting.
Danskerne, i hvert fald de toneangivende, lever stadig under devisen, at man skal være rød som ung og vise sit hjerte. Mariager skriver om ”DKU’s sprælske aktiviteter” (s. 368) og ”kulørte og kreative aktiviteter” (s. 442). Fest og farver og sjov i gaden. Sådan ville han aldrig beskrive Hitlerjugend. ”Aktivister” er også Mariagers terminologi for folk, der begår lovovertrædelser ved f.eks. at besætte andres ejendom.
Rasmus Mariager formulerer sig forsigtigt, men forkert. Om sporten i den kolde krig skriver han, at ”Kvindelige svømmere blev beskyldt for at tage ’mandshormoner’”, men det gjorde de, beskyldningen var korrekt.
I forbindelse Blekingegadebanden skriver Mariager: ”Politiet mistænkte desuden gruppen for at stå bag en gidseltagning i forbindelse med et røveriforsøg i Glostrup, men det blev aldrig bevist” (s. 171). En bankdirektør og kone og deres 8-årige barnebarn blev gidseltaget og truet med at få skåret halsen over, hvis direktøren ikke indvilgede. Peter Øvig Knudsen beskriver sagen i sin bog om Blekingegadebanden på 12 sider med billeder, og den 8-årige pige kunne senere udpege en Blekingemand som gerningsmand, ligesom en anden havde tegninger over lokaliteten hos sig. Mariager skriver formelt korrekt, at ingen blev juridisk dømt for gidseltagningen og mordtruslerne. Ligesom ingen er dømt for mordet på politibetjenten Jesper Egtved Hansen. Men historie er ikke jura og det er ikke god historieskrivning at slutte med, at ingen er dømt. Sagen synes åbenlys og en kritisk historiker burde hellere fokusere på, hvorfor ingen blev dømt.
PET-kommissionens beretning, som Rasmus Mariager selv var medforfatter på, skrev i 2009 om en dansker, som fra slutningen af 1940erne kortlagde den danske kulturelle og intellektuelle elite, 575 personer i alt på kartotekskort, som Sovjet kunne deportere til Sibirien ved en magtovertagelse (fast praksis i sovjetisk besatte lande). Men PET-kommissionen holdt hånden over identiteten (det burde Mariager som medforfatter forklare), men i 2012 kom det frem, at det var fhv. rigsantikvar og direktør for Nationalmuseet Olaf Olsen, som så villigt som ung var parat til at udlevere den danske kulturelle elite til Sovjetmagten. En bedre illustration af en ”nyttig idiot” findes næppe, men så skal betænkes, at Olaf Olsen kom til at udøve stor magt over dansk humanistisk forskning i en menneskealder. Og uden nogensinde at fortryde – han opfattede opgaven for den sovjetiske ambassade som uskyldig. I øvrigt kunne Olafs lillebror Erling Olsen ikke som ung cand.polit. blive ansat i Udenrigsministeriet, fordi Olaf var kommunist, så overvågningen og kontrollen fungerede da heldigvis dengang. Så blev Erling professor og socialdemokratisk politiker og minister i stedet.
Rasmus Mariagers bog sidder stadig fast i en forældet kold-krigs-modsætning og en for naiv forståelse af kommunismen. Vi venter stadig på bedre bøger om den kolde krig.
Vi må håbe, at Ruslands og Putins nuværende aggressioner og totale delegitimation er med til bagudrettet at få historikere til at forstå Sovjetunionens karakter som en voldsom anomali, hvor det store ubesvarede spørgsmål stadig må være: Hvorfor støttede så mange op om det?