Klimarådet har for nyligt udsendt sin seneste Analyse, hvor man kigger på, hvordan Danmark kan nå ned på nul i CO₂-udledninger i 2050. Ja faktisk plæderer Rådet for, at vi skal nå endnu længere ned, således, at vi hvert år netto opsuger drivhusgasser. Men er så drastiske tiltag overhovedet nødvendige – og giver de mening? I det følgende vil vi se, hvorfor det ikke forholder sig sådan.

Menneskeheden har ved afbrænding af kul, olie og gas gennem de seneste 150 år bevirket, at atmosfærens indhold af CO₂ er steget med ca. 50%, fra 280 PPM (milliontedele) til 420 PPM. Den udvikling ønsker man nu at stoppe, og det skal ske ved en drastisk reduktion af vores forbrug af brændstofferne. Jo hurtigere, jo bedre, f.eks. IPCC – FN’s Klimapanel – har plæderet for, at vi globalt allerede i 2030 bør have halveret vores forbrug. Verden er dybt afhængig af adgangen til billig og rigelig energi, og reelt er der intet, der på kort sigt kan udfylde den rolle som kul, olie og gas spiller, i hvert fald ikke uden at medføre en global krise, der vil få alle tidligere kriser til at blegne.

Nu er den gode nyhed, at så drastiske reduktioner slet ikke er nødvendige. Begrebet ”netto-nul”, hvor vi slet ikke udleder nogen drivhusgasser, er intuitivt let at forstå og har derfor kunne sælges rent politisk. Det er bemærkelsesværdigt, at så få mennesker i klimakredse har undladt at tænke lidt dybere over tingene her.

Atmosfærens indhold af CO₂ stiger med ca. 2 PPM hvert år. Det kan man måle sig frem til med betydelig sikkerhed. Men hvis man tæller al den olie, gas og kul sammen, som vi brænder af årligt, så burde de levere, hvad der svarer til godt 4 PPM årligt. Der er altså 2 PPM, der ”forsvinder”. Væk er de dog ikke, der sker det, at havet opsuger en god del, og resten bliver optaget af planterne her på Jorden. Sidstnævnte optag har bevirket, at Jorden er blevet betydeligt grønnere, hvad man bl.a. har kunnet måle med satellitter. Så hvert år optager planterne mere, end de afgiver, de bliver større og dækker større arealer af landjorden, bl.a. i udkanterne af ørkener som Sahara. Det er jo for så vidt positivt og har medvirket til større høstudbytter i landbruget rundt omkring på Jorden.

Hvad nu hvis vi sænker vores udledninger, f.eks. til det halve? Vil det straks også halvere optaget i havet og af planterne? Det synes at være tankegangen, både i IPCC og blandt alle de politikere og sagkyndige, der arbejder for ”netto-nul”. Men den tankegang er forkert, som vi vil se i det følgende.

For at illustrere problemstillingen kan vi tænke os et meget simpelt eksperiment. Vi tager en stor gulvspand og hænger den op i en krog. Den er fyldt godt op med vand, men desværre har den et lillebitte hul i bunden. Det gør, at der drypper vand ud af den, og lige p.t. er det ca. 2 centiliter (svarende til en lille snaps) pr. døgn. Det er vægten af vandet i spanden, der presser dråberne ud gennem hullet. Vi udfører nu et eksperiment, hvor vi hver dag tilsætter 4 centiliter vand til spanden ovenfra, og samtidigt opsamler vi dråberne under spanden i et måleglas, så vi nogenlunde nøjagtigt kan se, hvor meget, der drypper ud. Det viser sig at være de 2 centiliter dagligt.

En dag stopper vi tilsætningen på de 4 centiliter. Hvad sker der så i bunden af spanden? Vægten af vandet i spanden er jo stort set uændret og derfor vil der fortsat dryppe de 2 centiliter ud dagligt. Først efter måske flere måneder er vægten af vand i spanden reduceret så meget, at der drypper mindre ud, og når spanden til sidst er næsten tom, kommer der stort set ikke mere vand ud.

Nu kan vi se parallellen til atmosfærens CO₂-indhold. Havet og planterne reagerer på det indhold af CO₂, der er i deres omgivelser. Hvis det forbliver på 420 PPM, så vil der fortsat blive optaget de 2 PPM. Hvis menneskeheden således stoppede alle udledninger til næste år, så ville atmosfærens indhold begynde at falde, i starten med 2 PPM pr. år, senere med mindre mængder.

Hvis ønsket med omlægningen af energiforsyningen er at stoppe stigningen i atmosfærens CO₂-indhold, så kan vi nu se, at vi reelt kun behøver at stræbe efter ”netto-en-halv”. Hvis vi reducerer vores årlige forbrug, og dermed udledninger til halvdelen, så vil havet og planternes optag netop matche vores udledninger på de 2 PPM, og atmosfærens indhold holder op med at stige.

Nu bliver opgaven med omlægning af energiforsyningen pludseligt meget mere overkommelig, og der bliver ikke brug for det store hastværk, som IPCC m.fl. plæderer for lige nu. Der er faktisk udført beregninger, der viser, at bare vi fra nu af årligt sænker vores udledninger med én procent, så vil atmosfærens indhold toppe på et relativt ufarligt niveau og derefter gradvist falde igen.

Det bliver selvfølgeligt nok ikke lige de første år, at Verden kan begynde at nedbringe CO₂-udledningerne, men hvis man f.eks. nu begyndte at satse seriøst på kernekraft og en fortsat udskiftning af kulfyring med gas (som USA har gjort de seneste mange år med synlig effekt på CO₂-regnskabet), så ville man kunne sikre en stabilisering og lidt senere et fald i udledningerne, og det helt uden at udbygge med flere solceller og vindmøller, for slet ikke at tale om al den nye teknologi, som vi slet ikke har.

De hurtige reduktioner i forbruget af kul, olie og gas kommer under alle omstændigheder ikke til at ske. Politisk ville sådanne tiltag være helt uacceptable, og en stor del af landene uden for Europa vil slet ikke ofre deres muligheder for økonomisk udvikling pga. klimasagen. Og realiteten er nu, at disse drastiske tiltag slet ikke er nødvendige, og helt sikkert vil gøre langt mere skade end gavn.

Mon det er et budskab, som f.eks. Klimarådet ville tage til sig? Hvis man ville, kunne man passende starte med at aflyse al den planlagte opsamling og deponering af CO₂ i undergrunden, som vil koste formuer og set i lyset af ovenstående absolut ikke gøre nogen gavn.