Regeringen har begivet sig ud i et mislykket ejendomskøb til en overpris på 13,5 millioner kroner. Ejendommen Holmegaard, der skulle have været brugt som udrejsecenter, er endda købt af et bedrageridømt ægtepar.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Holmegaard, som skulle have været brugt til et nyt udrejsecenter på Langeland, blev købt af regeringen for 13,5 millioner skattekroner.
Prisen for ejendommen skaber nu stor røre i lokalområdet.
Det skriver TV2.
Udlændingestyrelsen har i samarbejde med Kammeradvokaten stået for købet af ejendommen.
Udlændingestyrelsen kan over for TV2 fortælle, at man fik foretaget en vurdering af ejendommen, og at der blev lavet et “skøn for en potentiel handelsværdi”.
Dog kunne man i går læse på Jyllands-Posten, at regeringen ikke fik besigtiget ejendommen før købet.
Indkalder til samråd
Dansk Folkeparti har onsdag indkaldt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til samråd, hvor han skal redegøre for købet.
Sælgerne af huset er et bedrageridømt ægtepar.
I et af ægtefællernes virksomhedsregnskaber fra sidste år, fremgår det, at kostprisen på Holmegaard på daværende tidspunkt lå på 7,1 millioner kroner.
Revisionsrapporten har vurderet ejendommen til 4.252.129 millioner kroner i regnskabsmæssig værdi.
“Jeg har aldrig set noget lignende”
Den betalte pris for Holmegaard har fået mange i lokalområdet til at stille spørgsmålstegn.
Ejendommen skulle nemlig angiveligt være i yderst dårlig stand. Faktisk, udtalte ejerne sidste år i en artikel i Fyns Amts Avis, at de forventede, at der over de seneste tre til fire år skulle bruges “et par” millioner på stedet.
Bente Hansen, der for to uger siden havde bestilt et ferieophold på gården, bekræfter over for TV2, at stedet var i meget dårlig stand.
– Køkkenet var delvist fjernet, og der hang sengelinned på snore i køkkenet. Gulvene var også beskidte, siger hun og fortsætter:
– Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg forstår ikke, at man kunne tage penge for det der. Vores lille køkken, som vi skulle bruge, var møgbeskidt med muselort.
13,5 millioner er “skrupskørt”
Benny Boesgaard, der er ejendomsmægler og ejer af EDC på Langeland, stiller sig også meget uforstående over for prisen.
– 13,5 millioner lyder skrupskørt. Det er en vanvittig pris, for den har ingen herlighedsværdi. Den burde måske næsten koste mindre i dag end i 2008, for der er stort set ingen i Danmark, der kan bruge den til noget, siger han til TV2.
Ægteparret købte ejendommen i 2008 for syv millioner kroner.
Holmegaard er fra 2011 til 2017 blevet brugt som asylcenter, og det er af den grund blevet nedslidt henover årene.
– Siden 2008 er bygningen blevet brugt godt og er måske mere slidt, end den var i 2008.
– Nu i 2021 har vi cirka samme prisniveau som i 2008. Der er derfor ikke noget fornuftigt, der taler for, at ejendommen er mere værd end i 2008, fortæller Benny Boesgaard.
“Regeringen vil nu gå i gang med at se på, hvad der skal ske med ejendommen”, lyder det i en skriftlig kommentar til Indblik.