“Frihed i fred og fællesskab” satte Anders Fogh Rasmussen som motto på sit våbenskjold, da han efter 8 år som statsminister i 2009 blev benådet som Storkorsridder af Dannebrog.

Slagordene, som ingen kan være uenige i, er karakteristiske for Anders Foghs karriere, men som heller ikke glimrer ved at være konkrete. Det er det internationale som interesserer Fogh, den første tredjedel af andet bind af hans erindringer handler om tiden som NATO-generalsekretær og de allerførste 46 sider om processen frem mod udnævnelsen (At turde, Gyldendal, 574 sider, 2025). Mens alt blev fortiet offentligt, arbejdede embedsmændene i Stats- og Udenrigsministeriet på at fremme hans kandidatur, som var det øverste statsræson. Det er ikke kønt.

Anders Foghs store ildhu ligger i det internationale, som han også gjorde til erhverv efter NATO-tiden, og det andet kapitel om tiden som statsminister virker lidt som pligtstof. Det ses også sjældent, at der i erindringer henvises til gængse fremstillinger af samtidshistorien som supplement til hans egne ord. Læseren efterspørger da den selvstændige vinkel, tiden set netop med Anders Foghs øjne og med hans vurderinger. Det er det interessant fremfor relativt kedelige interview-bøger, politiker-portrætter og faghistoriske fremstillinger.

Det overraskende i dette andet bind er Anders Foghs ideologiske stålfasthed omkring centrale liberale værdier, som tillægges universel gyldighed. Alle lande bør tilstræbes at leve med markedsøkonomi, menneskerettigheder, frihed og en regelbaseret retsorden, og international politik bør tilstræbe disse mål. Det gjorde han i NATO og det forfølger han med sit eget konsulent-firma efterfølgende. Som statsminister repræsenterede hans trods et land, og det begrænsede de globale ambitioner, selvom han også har sit ansvar for at Danmark erstattede territorialforsvaret til fordel for en udrykningsenhed.

”Jeg nægter at acceptere den grundlæggende præmis, at nogle mennesker ikke er egnede til demokrati, og de derfor skal dømmes til at leve i tyranni og nægtes fundamentale frihedsrettigheder”, skriver Fogh, og dermed indskriver han sig i en liberal internationalisme, som ikke ser væsensforskelle mellem mennesker, kulturer og religioner, for vi fødes alle sammen som demokrater.

Med den holdning er Fogh også meget nølende med at erkende fejl i indsatserne i Irak og Afghanistan, for indbyggerne ønskede demokrati uden helt at vide det selv, og så bliver fiaskoen reduceret til ”specifikke fejl i håndteringen”.

Kapitlet med den sjældne Foghske anomali ”Jeg tog fejl” handler om Rusland og Putin, som han indrømmer at have fejlvurderet. Her er han ikke alene, men det nager ham lige meget for det. Dog synes vurderingen også her præget af en vis megalomani, når han kan skrive: ”Vejen til fred i Ukraine går gennem et totalt russisk nederlag”. Hvad hverken Napoleon eller Hitler kunne præstere med gigantiske indsatser, vil Fogh spænde alliancer sammen for så at gøre tredje gang til lykkens gang.

Indkapsling og inddæmning af fjendtligheden var den kolde krigs strategi, men Fogh ønsker en aktivistisk udenrigspolitik, og så skal der marcheres til sejr.

Fogh er en typisk liberal internationalist, udstyret med værdier som alle mennesker bør leve under og som vi derfor bør hjælpe dem til at indse og udvikle. Et meget prisværdigt verdenssyn, men spørgsmålet er altid om verden nu også lever op til ideologien.

Den kolde krigs liberale (f.eks. Henry Kissinger) var mere realistiske i den internationale politik og havde begrænsede målsætninger om at indhegne og modvirke det onde uden ambitioner om at gøre verden god.

Problemet for Fogh er, at hans syn på verdenspolitikken forudsætter en politimand i den regelbaserede verdensorden. Vi behøver en frivillig suveræn, og den rolle har USA hidtil udfyldt, men Donald Trump som ny præsident er den store fredsforstyrrer, som er kommet ind i bogen vel nærmest i korrekturen. Fogh erkender også åbent, at efter valget af Trump må han tage sin opfattelse op til revision. Nu er der frit spil for ”geopolitiske gangstere” – et rammende udtryk.

I Mellemøsten plæderer Fogh for en tostatsløsning, ”med to selvstændige og suveræne stater, Israel og Palæstina”. Og det er jo også for længst overhalet af udviklingen, og sandsynligvis umuliggjort, når der skal et elektronmikroskop til at få øje på den lille demokrat inde i hadsprudlende palæstinensere.

Statsministertiden er nok det mest interessante for den danske læser, men der er ikke meget nyt og få og ubetydelige afsløringer. Søren Pind tilskrives illoyalitet, men svært for en læser at vide, hvor grænsen går mellem uenighed og illoyalitet. Aktørerne selv hælder klart nok mest til det sidste – det er naturligt. Billedet af Lars Løkke Rasmussen er lidet flatterende, og far-Fogh må ofte tage junior i opdragelse.

Kontraktpolitikken tillægger Anders Fogh stor succes, og sammen med skattestoppet var det guldæggene i Venstres succes som statsministerparti. Den fik også medvind fra starten som reaktion på Poul Nyrup Rasmussens fatale løftebrud med efterlønnen, men i grunden er kontraktpolitikken udtryk for en utrolig mistillid til politikerne. I et repræsentativt demokrati vælges politikere ikke som delegerede fra vælgerne, som til en erhvervs- eller fagforenings-kongres med et bundet mandat, men vi stemmer på mennesker, som vi har tillid til at overdrage den politiske magt til. Anders Fogh erkendte meget prisværdigt sin egen (og sin stands) utroværdighed efter Nyrups statsministertid og cementerede derfor kontraktpolitikken.

Anders Foghs ministerkollega Per Stig Møller udgav i 2017 sin version af deres fælles regeringstid med bogen Udenrigsminister – i krig og fred, og den er sjov at sammenligne med Foghs testamente.

Per Stig Møller begynder sin gennemgang af den samme tid og de samme begivenheder med følgende basun: ”Udenrigspolitik er eksistentiel. Det drejer sig om nationens eksistens og dermed også om folkets fortsatte eksistens som folk”.

Sådan formulerer Anders Fogh sig slet ikke, han tænker ikke i folk, nation og eksistens. Foghs verden er frihed, menneskerettigheder og retsorden. Fogh er kultur- og religionsblind, der er nærmest ingen referencer til kultur- eller religions-specifikke sager, for de er private og uden offentlig betydning for Fogh. Han har tilsyneladende kun læst en skønlitterær bog, Smærup Sørensens Mærkedage.

Historie og fædreland er ikke pejlemærker i Foghs optik, og så ses kun demokraten i andre mennesker, og det må egentlig være rart at have det sådan.

I gennemgangen af Muhammedsagen (eller ’tegningerne’ som Fogh foretrækker at kalde sagen) gør Anders Fogh til en principiel sag om ytringsfrihed. I et demokrati er der ytringsfrihed til at skrive og tegne og det kan staten ikke blande sig, forbyde eller undskylde. En prisværdig position.

I Per Stig Møllers gennemgang af samme sag (nu kaldet Muhammedkrisen) i sine erindringer skriver han: ”Jeg har altid elsket satire og satiretegninger” og gennemgår så masser af eksempler på spot og spe og skændsel i europæisk kulturhistorie og lige så mange eksempler på undertrykkelse og bagstræberi i den muslimske verden, fra Ibn Khaldoun til Bernard Lewis, som ikke er blevet mindre med islamisters dominans i dag.

Anders Fogh og Per Stig Møller var ikke uenige om praktisk politik i deres ministertid sammen, men i ånden lever de på to forskellige planeter.

Titlen på Anders Fogh erindringer hedder ”At turde” og lægger vel op til et retorisk bekræftende svar. Det er en ambitiøs titel ligesom første bind hed ”At træde i karakter”. Sådan set flugter titlen ikke med hans grundholdninger, nemlig en international orden baseret på frihed og menneskerettigheder og markedsøkonomi, som lande realiserer i alliancer, ikke så meget med mod og courage, det er snarere et langt kedeligt træk. Det modige i verdenspolitikken ses vel snarere i undtagelsen, bruddet og i den disruption, som lige nu har brudt med størknede lag af ideologisk illiberalitet i den dybe stat og i NGOernes regimente.

Anders Fogh er især som internationalist forbavsende blind overfor misbruget af frihed og menneskerettigheder med woke og cancel og alt det vi tidligere kaldte socialisme og kulturradikalisme. Han kunne se det som statsminister og hans nytårstale mod smagsdommeri var vigtig og rigtig.

Anders Fogh Rasmussen er blevet kultur- og religionsblind og derfor virker erindringerne mere som et budskab fra verden af i går. Det er nye dagsordener, der styrer politikken både nationalt og globalt.

Og set tilbage om få årtier med de langtskuende øjne, hvor Roald Als’  karikaturer og Carsten Jensens perfiditeter er glemt, vil Anders Fogh stadig bare være en statsminister i den periode af danmarkshistorien, som engang vil blive husket for, at demografien ændrede sig radikalt uanset stramninger som mest forblev verbale, at der cementeredes parallelsamfund med egen justits og livsstil, at folkeskoler genindførte vold og spark og trusler, ikke som ny pædagogik, men som følge – igen – af demografien. Og på Foghs vagt blev territorialforsvaret også afviklet, så landet lå forsvarsløst hen. Frihed og rettigheder i Irak og Afghanistan var vigtigere at forsvare end fædrelandets eksistens.