Italien havde De Røde brigader, Spanien den baskiske gruppe ETA, Nordirland havde IRA, i Vesttyskland skød og dræbte Rote Arme Fraktion og vi i Danmark havde vores egen hjemlige aflægger i Blekingegadebanden.

Om denne ’røde terror’ under den kolde krig, har journalist Christian Ingemann Nielsen skrev en oplysende og let læst bog, som giver en fin introduktion til terroren i 1960erne og 1970erne. Især for yngre generationer er det en vigtig udgivelse, fordi bogen beskriver en historie, som er ukendt for mange unge og yngre mennesker (Rød terror under den kolde krig, Forlaget Ubirex, 164 sider, 249 kr.).

For os andre, der kan huske overskrifterne og navnene, er det en god genopfriskning og påmindelse om, at terror har været med os gennem meget af historien.

Christian Ingemann Nielsen beskriver de forskellige terrorbevægelser uden at botanisere i forklaringer og ideologier. Det fastholdes hele bogen igennem som politisk vold, og der udfoldes ikke bestræbelser på at forstå bevæggrundene og dermed relativere forbrydelserne eller udligne dem med ’kapitalismens vold’. Det er godt, selvom vi alle sidder med mange spørgsmålstegn, fordi terroren blev begået af samfundets veluddannede ’egne’ børn.

Samtidigt var der hjælp at hente både til våbentræning og skjul i østblokken, som naturligt nok så en interesse i at stimulere de indre uroligheder i den vestlige verden.

Således er den meste af den omtalte terror sprunget ud af politisk aktivisme, der så hos et mindretal muterede til voldelige aktioner. Og der forblev overlapninger og berøringer fra det fredelige til militante. F.eks. kunne Rote Armee Fraktion i Vesttyskland i meget lang tid lukrere på en bred kreds af sympatisører, som gerne gav ly til en forfulgt terrorist. Det rakte helt op i samfundets top, hvor både udenrigsminister Joschka Fischer og MEP Daniel Cohn-Bendit havde været delagtige i ulovligheder. Jeg oplevede også i Tyskland i begyndelsen af 80erne, hvor bred en opbakning RAF havde blandt tyske studenter.

Det samme gør sig gældende med Blekingegadebanden herhjemme, som også have et bredt dansk heppekor i baggrunden og med sympatisanter og medlemmer med forskellig fanatisme og tilknytning. Og den inderste hårde kerne kunne næppe have udført deres kriminalitet uden at kunne trække på solidaritetsled længere ude i kæden.

Terror vil altid være der, for der er altid mennesker som tiltrækkes af kvikløsninger eller parodiske gerninger.