Normalt beskriver man en fest set gennem gæsternes øjne. Men denne gang bør man tage offerets perspektiv. For hovedpersonen – Ukraine – var ikke inviteret. Præsident Zelenskyj har da også advaret om, at enhver aftale uden ukrainsk deltagelse er en aftale imod fred.

Putins teater i Alaska

Putin ankom til Elmendorf-Richardson-basen flankeret af udenrigsminister Lavrov og finansminister Siluanov. Trump havde sin udenrigsminister Marco Rubio og chefforhandler Steve Witkoff med sig. Men det var Putin, der dominerede scenen – både i luften og på jorden.

Han blev modtaget med pomp og pragt, inklusive jagereskorte og rød løber. Det russiske medieapparat jublede:

For Putin var dette første besøg i et vestligt land siden ICC’s arrestordre i 2022.

At det fandt sted i Alaska – tidligere russisk territorium – blev brugt som geopolitisk teater.

Pressemødet blev en skuffelse. Putin talte dobbelt så længe som Trump og leverede historiske tirader uden konkret information om, hvad der var opnået. Trump tilføjede intet substantielt og forlod scenen uden at svare på spørgsmål. “We’ve made some headway … so there’s no deal until there’s a deal,” sagde han – en vag formulering, der efterlod journalisterne målløse.

Der blev ikke underskrevet nogen formel aftale. Mødet blev kaldt produktivt, men uden resultater. Ukraine kræver fortsat en fuldstændig og betingelsesløs våbenhvile som grundlag for forhandlinger.

Ukraines fravær og Europas bekymring

Tidligere forsøg på midlertidige våbenhviler – som Easter Truce og Istanbul-aftalen – er brudt sammen. Rusland har gentagne gange krævet uacceptable indrømmelser: territoriale afståelser, afvisning af NATO-medlemskab og regeringsskifte i Kyiv.

Europæiske ledere har forsøgt at støtte Ukraine gennem initiativer som Coalition of the Willing og fredsbevarende styrker. Men fraværet af Ukraine ved bordet i Anchorage har skabt frygt for, at beslutninger træffes hen over hovedet på dem.

USA har ganske vist formidlet en aftale om sikker navigation i Sortehavet og et stop for angreb på energianlæg. Det er et teknisk fremskridt, men langt fra en bred fredsaftale. Rusland kobler endda aftalen til krav om sanktionslettelser og adgang til globale markeder.

Konklusion på topmødet

Putin fik næsten fuld gevinst: ingen nye sanktioner, ingen indrømmelser fra russisk side, og en ny frihed til at rejse uden risiko for arrest. Trump fremstod derimod uforberedt og svag. Hans løfte om at stoppe krigen på 24 timer er nu blot en tom parole.

Set fra Europa kunne det være endt værre: det frygtede scenarie, hvor Trump bortforhandler Ukraine, blev undgået. Men faren lurer. Hvis Trump vælger at give Zelenskyj skylden for ydmygelsen, risikerer vi, at USA helt trækker sig ud af konflikten. Og Ukraine og Europa kan ikke alene bære krigen.

EU og NATO i skyggen af Trump

Anchorage-mødet blev også en påmindelse om Europas afhængighed af USA. Både EU og NATO skal finde et nyt sprog, for at kunne håndtere en verden, hvor stormagter sætter dagsordenen uden hensyn til småstater.

Mark Rutte står i spidsen for en alliance, der lever i skyggen af Trump. NATO kan ganske enkelt ikke klare sig uden USA, og derfor må generalsekretæren finde sig i ydmygende scener, hvor han kalder præsidenten “Daddy”. Det er nemt at grine af, men alternativet havde været værre. Svenskerne er allerede frustrerede over inkompetencen i alliancen, og mange europæiske lande tøver med yderligere udvidelser, før Vesteuropa selv har oprustet.

Stemningen i alliancen er tålelig, men ikke tryg. Når USA’s største medlem truer med at overtage kontrollen over Canada og Grønland, virker NATO som en samspilsramt familie. At Trump samtidig flirter med alliancens hovedfjende i Moskva, gør ikke situationen bedre. Men så længe Europa ikke kan forsvare sig selv, må man betale “beskyttelsespenge”.

Ukraine er elefanten i rummet ved hvert NATO-topmøde. Og den akavede pressekonference i Anchorage viste, at freden næppe kommer med det trekløver, vi i nat stillede op med.

Europas markedsposition

Trump har sat gang i en toldkrig, der har efterladt lande som Japan, Australien og Schweiz uden en stabil handelsalliance. Mange søger derfor tættere tilknytning til EU, for at undgå at blive banket individuelt af Washington. Men folkelig modstand mod EU-udvidelser er stigende. Borgerne oplever, at nye medlemslande ofte kræver hjælp til at slippe af med korruption og dårlig økonomi, mens EU27 allerede har hænderne fulde med våbenproduktion og vækststrategi.

Japan illustrerer dilemmaet: et højtudviklet industriland, men med enorm gæld, aldrende befolkning og svært ved at tiltrække arbejdskraft. EU står stærkt på markedet, men har ikke appetit på at optage flere.

EU er mere attraktivt for andre, end EU selv ønsker at åbne døren.

USA’s ændrede strategi

Anchorage gjorde det tydeligt, at USA’s strategi under Trump har ændret sig fundamentalt. Han er tiltrukket af en verden, hvor stormagter deler kloden i interessesfærer. USA, Rusland og Kina hersker hver over deres del, uden hensyn til resten. Det er Kremls drøm, og nu også Washingtons og Beijings.

For Australien, Korea og EU27 er dette et skrækscenarie. Men for Putin var Anchorage en drøm: To præsidenter drøftede Ukraines fremtid uden Ukraine til stede.

Resten af verden har derimod interesse i en orden, hvor 193 lande har stemmeret – ikke kun tre supermagter. Og uden et fælles værdigrundlag i NATO bliver samarbejdet hult.

Den amerikanske forfatning skabte magtens tredeling som værn mod konger og kirkemagt. Men hvis magten nu arves, og småstater skal bede om beskyttelse fra centralmagterne, undermineres demokrati og frihedsrettigheder. Samfundsmodellen begynder at ligne cosa nostra: oligarkiske netværk, organiseret kriminalitet og loyalitet i stedet for lov. Når tech-milliardærer som Peter Thiel, der både leverer software til europæiske efterretningstjenester og har finansieret JD Vances vej til Det Hvide Hus, hævder at demokratiets epoke er forbi, er det fordi Kremls model kopieres på Pennsylvania Avenue.

De europæiske ledere begynder at forstå, at deres samfundsmodel er truet. Reaktionerne varierer: nogle lande søger mod højrepopulisme, bygger mure og tiltrækkes af Putins voldsparathed; andre forsøger at vise en tredje vej, hvor vestlige værdier bliver alternativet til de tre supermagter. Men de demokratiske procedurer sinker væksten, og EU’s egne problemlande – som Ungarn – fungerer som møllesten og drivankre. Sådanne hensyn tages hverken i Kina eller i Trumps USA.

Relationerne til Trump

Trods forskelle er det lykkedes at finde en modus. Friedrich Merz i Tyskland spiller en nøglerolle, mens Danmark må træde varsomt på grund af Grønland. Den finske præsident har vundet gehør – ikke mindst fordi han deler Trumps passion for golf. Og Labour-lederen Keir Starmer har opbygget et bemærkelsesværdigt forhold til præsidenten. Ursula von der Leyen har også haft held med at finde fælles fodslag, især da det var vigtigt at fjerne fokus fra Trumps forbindelse til Epstein. Kommissionsformanden opnåede fortrolighed, og forstod pludselig, at hun kunne få halveret toldsatsen, men at forudsætningen var at hun hjalp med at kalde aftalen for “verdens største” og at den skulle leveres så hurtigt at den kunne tage ilten ud af et MAGA-stormløb om Epstein mod Trump. Den slags kræver smidighed og menneskelig indsigt. Og så bliver det husket i Det Hvide Hus.

Kommunikationslinjerne over Atlanten fungerer altså, men på Trumps præmisser. Det fælles værdigrundlag sejler, og det er et problem, der må løses internt og hjemme i USA. Europa kan og skal ikke gøre det. Men samtidig efterspørger mange lande en handelsmæssig beskyttelse, som EU endnu ikke kan tilbyde fuldt ud, fordi den folkelige opbakning er begrænset.

Propagandasejr

Topmødet i Anchorage viste verden, hvad der sker, når freden forhandles uden ofret til stede. Putin fik en propagandasejr og frihed til at rejse. Trump fik endnu en ydmygelse, og Europa fik en påmindelse om, at både NATO og EU lever i skyggen af Washington.

Hvis Trump gør Zemlinsky til syndebuk, risikerer vi et USA, der trækker sig helt ud af konflikten. Det ville være en katastrofe – ikke kun for Ukraine, men for hele den vestlige verdens orden.

Anchorage var derfor mere end en skuffelse. Det var et varsel. Et varsel om, at Europa skal finde sit eget sprog, sin egen styrke og en ny vej, hvis ikke kontinentet skal reduceres til tilskuerpladser i et absurd teater, hvor tre supermagter deler kloden mellem sig.