Det var en stor glæde at se de nordiske statsledere samlet i Finland til møde med den amerikanske præsident Joe Biden.

Og baggrunden var endnu mere glædelig, nemlig at Finland og Sverige nu – vel sagtens – er medlemmer af NATO. Dermed står Norden samlet forsvars- og sikkerhedsmæssigt, for første gang nogensinde i historien.

Glæden steg yderligere ved at høre Danmarks statsminister Mette Frederiksen udtale: ”Så længe jeg sidder som statsminister i Danmark, så kommer vi ikke til at rykke væk fra USA. Enhver overvejelse i den retning vil være forkert. Den primære årsag til, at vi lever i et frit, demokratisk og åbent samfund er USA. Og sådan har det været siden 1940’erne.”

Denne instinktive, ubetingede loyalitet overfor USA er skøn at få formuleret. H.C. Hansen og Jens Otto Krag kunne sige det samme. Og Poul Nyrup Rasmussen sagde det også i 2001 efter terrorangrebet på tårnene i New York den 11. september: ”Vi er med USA hele vejen” sagde Nyrup. Dette ’hele vejen’ viser hen til det ubetingede, dybt forankrede fællesskab. VI sjakrer ikke eller forbeholder os. Vi er allierede.

Når det er sagt, har det været ekstrem pinligt at opleve Sveriges vej og modstanden mod at blive optaget i NATO. Tyrkiets krav og sjakren for at få gevinster ved at sige ja til Sverige har været uhyggeligt at observere. Og som almindelig borger undrer det mig, at især Danmark og Norge ikke har sluttet tæt op om Sverige og forsøgt at forhindre balladen om Sveriges optagelse. Men måske er der foregået meget i kulissen, som vi ikke kender til. Eller er jeg naiv?

Mette Frederiksen udtalte 28/5 efter det tyrkiske valg: ”Jeg ser frem til at fortsætte det stærke og konstruktive samarbejde mellem vores to lande, heriblandt som NATO-allierede”. Måske er det bare vanlig diplomatisk panegyrik, men det anstrenger lidt begreberne at kalde Tyrkiets ageren om Sveriges NATO-medlemskab for konstruktivt. Andre taler om afpresning.

Derimod bør det nye nordiske sikkerhedsmæssige fællesskab udvikles mest muligt. For første gang føler jeg mig som nordist og skandinavist! De fem nordiske landes kulturelle, historiske og sproglige fællesskaber bør skabe platform for mere. Vi har stærke fælles interesser forsvarsmæssigt, og nu også en klar fjende, som gerne må antydes. Og gensidigt kan de nordiske lande berige hinanden. Vi kan alle lære af Finlands vilje til at forsvare sig og deres ukuelighed og udholdenhed er lærerig for os. Danmark kan måske lære Sverige at få mere styr på integrationen, som også bliver en sikkerhedspolitisk udfordring. Norge udviste også stor modstandsvilje under Anden Verdenskrig og blev ikke besat af ’den radikale forsvarsnihilisme’, som prægede Danmark siden 1864.

D.G. Monrad kæmpede i 1863 for en nordisk union med en svensk konge. Det var et akut ønske om militær hjælp fra Sverige til at klare opgøret med Preussen og Østrig, som Danmark tabte eftertrykkeligt i 1864. Sverige og Norge ville ikke hjælpe og forståeligt nok ud fra den tids statsinteresser.

Vi har NATO og vi har EU, men tiden har også lært os, at alliancer og unioner aldrig er stærkere end fælles ånd og vilje. Den bliver med tiden mere og mere anstrengt i EU og til dels NATO, men lige netop der har de nordiske lande et enestående fællesskab og sammenfaldende statsinteresser.  Ønskescenariet er et forsvarsmæssigt stærkt Norden i meget tæt forbindelse til USA. Sådan som vi så det i Finland.