Tidligere minister advarer danskerne: ”Sådan taler en regering, der vil spærre befolkningen inde i magtens jernhandske”

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

“Vi er simpelthen ved at vænne os til ufriheden”.

Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk

Sådan skriver forhenværende medlem af Folketinget og minister for Venstre, Birthe Rønn Hornbech, i et blogindlæg på Jyllands-Posten.

I indlægget retter hun en skarp kritik mod den siddende regering anført af Mette Frederiksen (S). Samtidig kommer hun med en klar advarsel til danskerne.

Hornbech tager fat i den nylige skandalesag om de 850 kinesiske overvågningskameraer, som hænger rundt omkring i Aarhus Kommune.

Kameraerne kan bruges af det totalitære regime i Kina til at overvåge danskere, herunder prominente kinakritikere.

Læs mere om det her.

– Men hvordan er vi selv? Vi ynder jo at kalde os et demokrati med ret til privat udfoldelse uden at blive kontrolleret af statsmagten. Vi har det sort på hvidt i vor gode, gamle grundlov. Men hvad er den skinbarlige virkelighed?, spørger Birthe Rønn Hornbech i indlægget.

Den tidligere integrations- og kirkeminister mener, at Danmark bevæger sig i en retning, hvor staten – ligesom i Kina – gør store indgreb i borgernes frihed og styrer og overvåger dem nidkært.

Hun tager bl.a. fat i en foruroligende udtalelse fra justitsminister Nick Hækkerup (S) fra december 2019, hvor han fra Folketingets talerstol sagde, at med “overvågning stiger friheden”.

– Overvågning er frihed. Jamen, tydeligere kan den totalitære ideologi da ikke præsenteres. Tydeligere kan regeringens fundamentale lyst til at udøve magt da ikke formuleres, skriver Birthe Rønn Hornbech.

Vi er ved at vænne os til ufriheden, mener hun. Og skredet mod ufriheden var begyndt allerede inden corona, lyder det.

– Tag skyklapperne af folkens. Regeringen hylder det totalitære. Har vi da intet lært af historien?, afrunder hun sit blogindlæg.

[adning id="17957"]

Fik du læst?