Optakten til mødet var ikke den mest optimale for klimaforkæmperne, da mødets præsident, Dr. Sultan Al Jaber, i et interview få dage før kom til at sige, at der ikke er nogen klimakrise og at forsøg på en hurtig udfasning af kul, olie og gas ville drive os tilbage til jordhulerne.

Men mødet kom i gang, diverse honoratiores var mødt op til åbningsdagen, herunder vores egen Statsminister Mette Frederiksen. Hun lovede 300 millioner kr. i ”klimastøtte” men glemte vist at fortælle, at pengene blev taget fra ulandsbistanden. Den engelske kong Charles, der mange gange har forudset Jordens undergang, dukkede også op og holdt en tale, hvor han opfordrede alle til at påbegynde en meget mere nøjsom livsstil for at redde klimaet. En mand, der har levet i luksus hele sit liv, er måske ikke den mest overbevisende til at komme med det budskab.

Lige så interessant som hvem der kom, var hvem, der ikke kom. USA’s præsident Joe Biden udeblev, og det gjorde Kinas Xi Jinping og Ruslands Putin også. Biden er måske for gammel til sådan en rejse, men for de to andres vedkommende er det nok snarere mangel på interesse.

Mødet skred nu frem. Der var rekordmange erhvervsfolk til stede, og de gjorde deres bedste for at falbyde deres mere eller mindre klimavenlige produkter. Medierne skrev, at selv Dr. Al Jaber vist var interesseret i at få indgået nogle kontrakter om olieleverancer.

Der er masser af sideaktiviteter til sådan et møde, hvor man kan diskutere naturbeskyttelse, miljø, køn og krænkelser, racisme og etnisk retfærdighed. Men hovedinteressen samler sig naturligvis om slutdokumentet, hvor alle lande i hele Verden skal blive enige om, hvordan vi kan redde klimaet og dermed Kloden. Udgangspunkterne for deltagerne er mildt sagt forskellige. EU vil gerne gå foran med at ”udfase” de fossile brændstoffer, kul, olie og gas. Det kan ikke gå stærkt nok. Omvendt er Saudi Arabien og Rusland ikke interesseret i at få udfaset noget som helst. Kina vil bare gerne have lov til at udbygge sin kulkraft i fred.

Slutdokumentet indeholder naturligvis mange andre ting, bl.a. nævnes nødvendigheden af at holde den globale temperaturstigning under de politisk definerede 1,5 grader. IPCC takkes for den nu afsluttede Sjette Vurderingsrapport, hvor det sidste Sammendrag af Sammendragene udkom her tidligere på året. COP28 citerer IPCC for at klimaforandringerne allerede har medført, at vi får meget mere ekstremvejr, storme, oversvømmelser, tørke osv. Det interessante ved det er imidlertid, at IPCC’s videnskabelige rapport (Working Group I) ikke skriver noget om denne sammenkædning, man kan ikke se nogen udvikling i forekomsten af de ekstreme vejrbegivenheder. Men medierne har for længst annammet denne sammenhæng og kan slet ikke nære sig for at inddrage klimaforandringerne, hver gang der er en storm eller en oversvømmelse ét eller andet sted i Langtbortistan.

Der står også en masse om alle de penge, som de rige lande bør betale til de fattige, til dækning af ”tab og skader” fra klimaforandringerne. Det er jo de rige lande, der har stået for langt størstedelen af udledningerne af drivhusgasser gennem tiden. Her dukkede der et interessant spørgsmål op. Kina og Indien er på nuværende tidspunkt hhv. nr. 1 og nr. 3 i Verden, hvad udledninger angår. Men skal de så betale penge, eller betragtes som fattige og modtage penge i klimakompensation?

Interessant nok beklager slutdokumentet, at der slet ikke er penge nok på bordet, og i øvrigt nævnes der ikke det mindste om de praktiske detaljer i forbindelse med erstatningerne for ”tab og skader”.

Men alle disse ting træder i baggrunden for hovedspørgsmålet. Hvad gør vi ved de fossile brændstoffer? Det er først i de seneste 2-3 COP-møder, at man overhovedet taler om dem, og ved COP26 i Glasgow var der tale om at ”udfase” kul, men i sidste øjeblik blev det ændret til ”nedfase”, hvilket efterlod mødelederen i tårer.

I år var opgaven klar. Det gjaldt om at få formuleret en tekst, der ville lade alle være nogenlunde lige utilfredse. Her stod igen ”udfase” over for ”nedfase”. Man kan måske synes, at forskellen er lille, men f.eks. EU fortolker at ”udfase” som et endeligt ophør af anvendelsen med en fast dato på. ”Nedfase” er mere slapt, ok man kan da reducere brugen lidt, ad åre. På et tidspunkt kom en tredje vending på bordet, de fossile brændstoffer kunne ”erstattes” af vedvarende energi.

Uenigheden var voldsom. Et første udkast til sluttekst blev forelagt de delegerede om mandagen, men det var helt uspiseligt. Et nyt udkast tirsdag klarede sig ikke meget bedre. Mødet var programsat til at slutte tirsdag eftermiddag, men sådan gik det selvfølgeligt ikke. De delegerede brugte det meste af natten på at forhandle (det har sikkert været effektivt), og onsdag morgen var de godt trætte. Så slog Dr. Al Jaber til og smed et nyt forslag på bordet, og efter at alle havde mugget lidt over det, blev det vedtaget og alle klappede og roste sig selv og hinanden. Der er ikke noget som udmattelse, der kan få et forhandlingsresultat frem.

Slutteksten er meget blødt formuleret. Der tales på intet tidspunkt om ”udfasning”, kun ”nedfasning” og det er med mange forbehold f.eks. for nationale behov og problemstillinger. Der tales i generelle vendinger om, at netto-nul i udledninger skal nås ”omkring” 2050, men igen er ingen forpligtet til noget som helst i praksis. Sådan er det gået med hvert eneste COP-møde. Interessant er det dog, at kernekraften for første gang bliver nævnt som en CO₂-fri teknologi, der kan hjælpe med omstillingen af energiforsyningen.

70.000 mennesker, der alle er fløjet til Dubai, enten med rute- eller privatfly. Limousinekørsler og ophold i det store airconditionerede mødecenter. Masser af aktiviteter – og masser af udledninger af drivhusgasser. Samtidigt står der i slutteksten, at vi skal gøre som Kong Charles siger (ikke som han gør) og spænde livremmen ind i klimaets navn. Dobbeltmoralen og hykleriet er til at få øje på.

I betragtning af, at man betragter den globale opvarmning med stigende bekymring, vi nærmer os grænsen på de 1,5 grader, så er det bemærkelsesværdigt at man finder, at det er helt acceptabelt at COP-møderne bare vokser og vokser i omfang og CO₂-aftryk år for år.

Er der en voksen til stede?