I juli 2025 stod EU over for en potentiel handelskrig med USA. Trump truede med 30% told på europæiske varer. Von der Leyen fik forhandlet den ned til 15% – og det blev fremstillet som en “huge deal” ved et fælles pressemøde. Men mange i erhvervslivet og politiske kredse oplevede det ikke som en sejr, men som en opblødning af grundlæggende principper.

EU blev bygget på frihandel. Toldmurene blev revet ned i efterkrigstiden, og fri adgang til markeder har været en hjørnesten i vores økonomiske udvikling. Told er ikke bare en afgift – det er en barriere, en trussel mod vækst og samarbejde. Derfor er det ikke overraskende, at stemningen blandt europæiske virksomheder har været kølig, og at skuffelsen breder sig, særligt i de eksporttunge lande.

Meloni og Merz – realisme i skyggen af økonomisk pres

Italiens premierminister Meloni har været blandt de mest pragmatiske stemmer. Italien har ikke økonomisk råderum til handelskonflikter. At føje Trump var ikke et valg – det var en nødvendighed. Hendes realisme redder på kort sigt italienske arbejdspladser, men cementerer også en svækkelse af EU’s globale power.

I Tyskland var presset lige så tungt. Den ikoniske bilindustri stod i skudlinjen, med 27% told på biler og komponenter. Von der Leyen kender industrien indgående, og hendes baggrund som tysk forsvarsminister gav hende troværdighed ved forhandlingerne, som kom til at handle om både told og sikkerhed i forhold til Rusland.

At få toldsatsen ned til 15% kan vise sig afgørende for hele den tyske vækstmaskine. Merz holdt ord og bakkede op om aftalen – en nødvendighed, da eksportindustrien selvsagt våndede sig over tolden.

Polen – sikkerhed før told

Mens told var centrum i diskussionen blandt erhvervsfolk, er det noget helt andet, der driver Polen og Baltikum. For dem handler det ikke om varer – men om våben og sikkerhed. Med Rusland stadig aggressiv og truslen om destabilisering i Baltikum og Skandinavien hængende tungt, ser Polen told som en afledningsmanøvre. Deres fokus ligger på NATO’s effektivitet, og på at EU skal presse USA til en mere målrettet modstand mod Putins regime. Meget tyder på at det lykkedes.

Udenrigsminister Sikorski har argumenteret kraftigt for, at EU ikke kan lade tolddiskussionen skygge for sikkerhedsdagsordenen. For Polen – og for mange i Skandinavien – giver det ingen mening at forhandle toldsatser, hvis ikke vi samtidig sikrer, at retorikken i forhold til Kreml bliver alvorligt skærpet, for at sikre at grænserne forbliver stabile og frie.

Gaza, menneskerettigheder og moralsk opvågning

Et andet mørkt kapitel udspiller sig i Gaza. Efter måneder med bombardementer, blokader og sult har flere internationale medier rapporteret om decideret hungersnød. Billeder af udmagrede kvinder og børn har rystet store dele af verdensoffentligheden – og selv i MAGA-land, er der begyndt at dukke kritiske stemmer op.

Trump har – ifølge flere kilder – ændret retorik og udtrykt bekymring for IDFs afvisning af sult blandt civile. Det tolkes som en moralsk justering, muligvis påvirket af Melania Trump og Ursula Von der Leyen. Den britiske premierminister Keir Starmer gentog Von der Leyens budskab meget klart, inden Air Force One vendte hjem til USA: “Putin forstår kun hård magt – og fredsforhandlinger skal bakkes op af våben.” Samme gælder Gaza, hvor retorikken i forhold til Knesset, skifter fra blind støtte, og til krav om ansvarlighed.

Told, ansvar og Europas næste træk

Danmark har traditionelt indtaget en balanceret og gennemtænkt rolle. Told er uacceptabelt – især når asymmetrien er så voldsom, at amerikanske varer flyder frit ind, mens europæiske mødes med 15% toldmur. Den trussel er nu halveret, og en decideret handelskrig er afværget. Men prisen er høj: Europa har bøjet sig for en nationalistisk dagsorden, og det vækker mindelser om både Chamberlain og Scavenius.

Toldmure er udtryk for en verden i opbrud. Ikke bare økonomisk, men også ideologisk. Hvis EU virkelig vil bevare sin rolle som global aktør, må unionen bruge den pause, som aftalen med Trump har skabt, til at sikre langsigtet adgang til markeder uden at opgive værdier.

Vi har nu et vindue, med ro til at indgå handelsaftaler med resten af verden. Det skal udnyttes. Lykkes vi, står EU stærkere – både over for USA og resten af de globale spillere. Fejler vi, bliver vi reduceret til en region, der kun reagerer, men ikke agerer.

Frihed, sikkerhed og ansvar

Polen, Baltikum og Skandinavien har fået indfriet flere sikkerhedspolitiske ønsker. Det er et skridt i den rigtige retning. Og briterne har bidraget med en afgørende justering af Trumps holdning – ikke bare til Gaza, men også til Ukraine. Hvis det ender med en mere stabil kurs fra USA, er den samlede effekt af verdens største handelsaftale lovende.

Men der er ikke tid til selvtilfredshed. Hverken blandt lobbyister eller erhvervsledere. Toldnedsættelsen er ikke målet – det er et kompromis. Målet er en fri og sikker verden, hvor handel bygger bro og forsvar bygger fred. Det kræver at EU åbner handelsaftaler de mange spillere på Verdensmarkedet, som har mistet tilliden til USA.

Europa skal stå vagt om værdierne. For hvis ikke vi gør det – hvem så?

Efterskrift:

I politiske diskussioner falder navne som Chamberlain og Scavenius jævnligt som ekkoer fra en fortid, mange helst vil glemme. Ikke fordi de er irrelevante – tværtimod. De viser os, hvad der sker, når vestlige demokratier bøjer sig for stærke mænd og kompromisser med grundprincipper om frihed og suverænitet. Spørgsmålet er, om vi er i færd med at gentage fortidens fejltagelser.

Neville Chamberlain blev i 1938 symbolet på en farlig naivitet. Med München-aftalen tillod han Adolf Hitler at annektere Sudeterlandet med håbet om at sikre fred i Europa. Aftalen holdt ikke – og kort efter rullede den tyske krigsmaskine mod Polen. Chamberlain troede, han havde fred i hånden, men fik krig i nakken.

Erik Scavenius gik en anden vej. Under den tyske besættelse af Danmark valgte han en aktiv samarbejdspolitik. Formålet var at beskytte befolkningen, bevare suveræniteten og undgå direkte konfrontation med nazisterne. Man kan mene meget om Scavenius, men hans kurs bidrog til, at Danmark undgik en brutal nazificering og han fik reddet størstedelen af landets jødiske borgere.

I dag spøger begge i europæisk politik – ikke som helte eller skurke, men som varsler. For når EU og NATO nu møder en ny global udfordring i form af Donald Trump og hans nationaløkonomiske MAGA-dagsorden, rejser spørgsmålet sig: Bøjer vi os igen?

Hvis man tager Trump`s argumenter for gode varer “skylder” vi USA 157-109 = 48 mia €