Blå blok kalder – med charme, realisme og snusfornuft

De stærke stemmer i blå blok er ikke i tvivl.

Inger Støjberg formulerer det med jysk lune

• “Troels er flyttet over til nabokonen, og nu har han opdaget, at hun også er en rappenskralde. Det er tid til at vende hjem til familien, hvor du hører til, Troels.”

Mona Juul, erhvervskvinde og konservativ leder, er mere forretningsmæssig.

• “Selvfølgelig skal der være noget at vende hjem til – ingen kommer tilbage til et fallitbo.”

Hun tilbyder et alternativ.

• “Du kan blive statsminister for en blå regering, og vi sørger for god stemning i familien.”

Pernille Vermund tilføjer med sin karakteristiske snusfornuft:

• “Venstre er et blåt parti. Nu har vi set Mette lave en fordeling af indflydelsen i regeringen: Løkke får bog-momsen, Troels får kakao til chokoladen, og statsministerpartiet snupper to år uden elafgift – med et provenuet, der efterlader resten af trekløveret blåt og lilla. Kom nu hjem til blå blok, hvor udgangspunktet passer til partifarven.”

De tre kvinder står stærkt sammen, selvom deres prioriteter varierer: Mona prioriterer grøn omstilling højere end Inger, Pernille fokuserer mere på skattelettelser end Inger. Fælles for dem er modstanden mod differentieret moms – et forslag, der risikerer at udløse en ny ejendomsvurderingsskandale, denne gang på fødevareområdet.

Sammenhold uden fløjpolitik

Trods forskellighed er tonen i Blå Blok saglig og samarbejdsorienteret. Inger, som tidligere minister i VLAK-regeringen, understreger behovet for, at en blå regering giver alle partier solide sejre. Mona bakker op og advarer mod at fastlåse samarbejdet i fælles, bindende programpolitik før valgkampen. Pernille peger på, at blå blok kan trække mandater hen over midten, hvis man viser både sammenhold og individuelle profiler.

“Jeg har da gjort en del for at rydde op i mængden af blå partier, så nu er familien til at overskue,” bemærker Vermund med et glimt i øjet.

Stemningen og det politiske håndværk i Blå Blok er i gode hænder. En kommentar om Venstres tøven over for en blå regering med Dansk Folkepartis EU-skepsis, blev prompte samlet op af Inger:

“Noget skal Troels jo sige, når nu han skal forsvare den mærkelige regering, han hænger fast i.”

Troels’ verden – fra opposition til international anerkendelse.

Troels Lund Poulsen har en fortid som Venstres kamphund i oppositionen, men hans nuværende rolle som forsvarsminister har givet ham international tyngde. Når han taler om sine sejre, handler det ikke om valgoplæg, men om konkret politik, der har vakt opsigt i udlandet.

Den grønne trepart og Ukraine-modellen.

To af regeringens mest roste initiativer – den grønne trepart og den danske Ukraine-model – har fået bred opbakning både i Folketinget og befolkningen. Den grønne trepart har overgået egne mål, med skitseprojekter for 180.000 hektar lavbundsjord og markante kvælstofreduktionen. Samtidig har Danmark kanaliseret 5,3 mia. kr. fra EU’s landbrugsstøtte til naturgenopretning og økologi.

Ukraine-modellen har gjort Danmark til foregangsland. I stedet for at sende våben, donerer Danmark penge, så Ukraine selv kan producere våben – hurtigere, billigere og mere effektivt. Reservedelene når frem, mens mandskabet stadig er i live, og træningen følger produktionen. Det har givet Ukraine en fleksibilitet, som mange andre NATO-landes donationer ikke har kunnet matche.

Version 2.0 og 3.0 – våbenproduktion i Danmark

Troels har lanceret næste fase: Ukrainske våbenproducenter skal etablere sig i Danmark, hvor produktionen er beskyttet af NATO’s atomparaply. Det er en strategisk gevinst – men også en sikkerhedspolitisk udfordring. Danmark bliver et potentielt terrormål, på toppen af de konstante hybridangreb på kritisk infrastruktur.

Version 3.0 af modellen indebærer fælles dansk-ukrainske våbenfabrikker, som skal styrke både erhvervsliv og forsvar. Den nye canadiske premierminister har udtrykt beundring for Danmarks støtte på over 65 mia. kr. – herunder F-16, artillerisystemer og kontante bidrag – og vil nu selv donere betydelige mia beløb via den danske model.

Valget – et strategisk vadested.

Troels’ politiske resultater er ubestridelige. Men spørgsmålet om, hvorvidt han vil stille sig i spidsen for en blå regering, er stadig åbent. Flertallet af blå partier har peget på ham som statsministerkandidat. Troels kvitterer med taknemmelighed, men understreger, at Venstre først skal have større opbakning, før han vil tage rollen.

“Jeg kommer ikke til at være statsministerkandidat for enhver pris. Det er situationen i Danmark alt for alvorlig til,” har han udtalt.

Men netop den tøven kan blive en selvopfyldende profeti. Hvis Troels gør øget tilslutning til Venstre til en forudsætning for at lede Blå Blok, risikerer han at miste momentum. For blå vælgere er virkeligheden allerede klar: De ser ham som den naturlige leder – og venter blot på, at han træder frem!