Donald Trump er tilbage i Det Hvide Hus med febril arbejdsindsats – og han bliver ikke bremset af det amerikanske retssystem. Tværtimod. I seks centrale sager har domstolene enten givet ham medhold, valgt ikke at gribe ind eller sagen er endnu ikke afgjort. Dermed er spørgsmålet igen aktuelt: Er det amerikanske demokratis værn mod magtmisbrug stærkt nok, når det møder en præsident, der udfordrer det, eller er alt som det skal være i USA?

Allerede i de første måneder af Trumps nye præsidentperiode er der skabt en præcedens, som kan få vidtrækkende konsekvenser. I en sag – benådningerne af 6. januar-dømte – har Højesteret givet præsidenten medhold. I fire andre – har domstolene undladt at gribe ind og sagen som Harvard har anlagt, er endnu ikke afgjort. Det betyder, at Trump i praksis har fået grønt lys på flere områder, der alle har store samfundsmæssige og forfatningsmæssige implikationer.

Det er en udvikling, der stiller skarpt på det amerikanske magtdelingsprincip. For hvem skal stoppe en præsident, hvis hverken Kongressen eller domstolene gør det?

Et værn i teorien

Det amerikanske forfatningssystem bygger på et sæt indlejrede bremsemekanismer. De såkaldte checks and balances mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt er tænkt som værn mod autoritært styre og magtmisbrug. I praksis består værnet af flere lag:

1. Kongressen kan vedtage love, nægte at godkende budgetter og føre tilsyn med præsidentens embedsførelse.
2. Domstolene, og særligt Højesteret, kan underkende præsidentielle beslutninger, hvis de strider mod forfatningen.
3. Forfatningen selv sætter grænser for magtanvendelse, fx gennem Bill of Rights og bestemmelser om magtens deling.
4. Det føderale embedsværk – herunder efterretningstjenester og forvaltning – fungerer som stabiliserende faktor og normbærer.

Men i Trumps tredje præsidentkampagne – og nu også i hans anden embedsperiode – har han gjort det til en mærkesag at sætte spørgsmålstegn ved netop disse institutioners rolle. Det gælder især Kongressens relevans, efterretningstjenesternes loyalitet og domstolenes uafhængighed.

Seks sager – og foreløbig fem medløb

I praksis er værnet i dag under pres på mindst fem centrale områder:

Benådningerne af 6. januar-dømte

Præsident Trump har i løbet af foråret benådet en række personer, der blev dømt for deltagelse i Stormen på Kongressen i 2021. Sagen blev ført hele vejen til Højesteret, hvor et flertal vurderede, at præsidentens ret til at benåde er vidtgående og ikke kan begrænses, medmindre benådningen i sig selv udgør en forfatningsstridig handling. Det mente flertallet ikke var tilfældet. Kendelsen blev af modstandere tolket som en form for juridisk legitimering af indgriben i retsprocessen.

Universiteterne: Harvard-sagen og forskningsfrihed

I en anden principiel sag valgte Trump-administrationen at afbryde samarbejdet med universiteter, der ifølge præsidenten “modarbejder nationale interesser” ved at sprede pro-palæstinensisk aktivisme og undergrave amerikanske værdier. Harvard gik rettens vej og henviste til ytringsfrihed og autonomi. Højesteret har ikke afgjort sagen, som i praksis virker som et tilbageslag for universiteterne og forskningsfriheden. Nærværende kommentator tillader sig at tænke, at det er muligt at verdens mest velhavende universitet kan vinde over Trump, men de færreste vil have ressourcer til at stå op imod ham.

Deportationerne: Praksis fortsætter – uden juridisk indgriben

Trump har skærpet deportationspraksis over for personer uden opholdstilladelse, især mindreårige og familier. I modsætning til tidligere forsøg under hans første præsidentperiode, som blev underkendt af domstolene, har retsvæsnet denne gang undladt at gribe ind. Enkelte føderale dommere har udtrykt bekymring over sagsbehandlingens hast og manglende individuelle vurdering, men der er endnu ikke faldet nogen højesteretskendelse – og de hidtidige kendelser har ikke haft opsættende virkning.

DOGE-projektets dokumenter og datahøst

Department of Government Efficiency (DOGE) – en nyoprettet enhed med tætte bånd til både Elon Musk og Trump – blev i april 2025 mødt af krav om aktindsigt og indskrænkning af adgang til følsomme persondata. En lavere domstol pålagde DOGE at udlevere interne dokumenter og medarbejderlister, og watchdog-grupper ønskede dybere indblik. Højesteret afviste dette med henvisning til magtens deling: pålægget var ifølge dommerne for bredt. Samtidig fik DOGE adgang til Social Security-databasen. I begge tilfælde valgte domstolene ikke at begrænse projektet.

Toldsatserne: Genindførsel uden Kongressens godkendelse

Et af Trumps mest markante økonomiske initiativer har været genindførslen af ensidige toldsatser mod Kina og andre handelspartnere. Præsidenten har benyttet sig af en nødbestemmelse, der giver vide beføjelser i tilfælde af trussel mod den nationale sikkerhed. Domstolene har tidligere udvist tilbageholdenhed med at underkende dette skøn – og har ikke grebet ind i den nuværende fase. Dermed står toldpolitikken reelt uden modspil.

Statsborgerskab: Nyfødtes ret til amerikansk statsborgerskab

Dette er en rettighed, som har eksisteret i 14. tillæg til forfatningen i over 150 år. Mange distrikstdommere har krævet stop for Trump`s tiltag og ment, det er i modstrid til forfatningen. Højesteret tager ikke stilling til dette men fastslår, at distriktdommeres afgørelser sandsynligvis overstiger den myndighed, Kongressen har givet dem. Dermed vil Trump`s dekret fortsat være gældende.

Hvorfor bliver Trump ikke bremset?

Det er værd at notere, at ingen af de fem sager har resulteret i reelt tilbageslag for Trumps politik. Det kan skyldes flere forhold:

Højesterets ni dommerere er sammensat med seks konservative dommere, herunder tre udpeget af Trump i hans første periode. Det øger sandsynligheden for ideologisk medløb – men burde ikke gøre det.

Trump benytter sig af dekreter og administrative bestemmelser, som sjældent behandles af Kongressen og kun vanskeligt kan omgøres, medmindre de er klart forfatningsstridige.

Domstolene udviser tilbageholdenhed, når der er tale om politiske skøn, fx told eller udenrigspolitik.

Kongressen er fragmenteret og delvist lammet, især fordi det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus i praksis har fravalgt at føre kontrol med præsidenten.

Det betyder, at det institutionelle værn mod magtmisbrug i dag fungerer svagere end på noget andet tidspunkt i nyere amerikansk historie.

Er værnet under afvikling?

Når man sammenligner med tidligere præsidenter – som Nixon i 1970’erne eller Bush i 00’erne – står én ting klart: Selv præsidenter, der blev anklaget for magtfuldkommenhed, bøjede sig for domstolene, når det kom til stykket.

Trump skiller sig ud ved at stille åbent spørgsmålstegn ved domstolenes legitimitet – og i enkelte tilfælde true dommere med, at deres afgørelser kan koste dem karrieren. Det skaber en ny og mere polariseret dynamik, hvor det ikke længere er institutionernes integritet, men den politiske loyalitet, der definerer systemets funktion.

Samtidig er der i Trumps anden periode ingen tegn på, at oppositionen i Kongressen kan – eller vil – opstille barrierer mod hans brug af præsidentielle beføjelser.

Misbruger præsidenten systemet?

Det afhænger af, hvordan man tolker sagerne:

Hvis man mener, at præsidenten blot bruger de muligheder, forfatningen giver ham, så er domstolenes passivitet ikke problematisk.

Hvis man derimod mener, at systemet burde beskytte mod netop denne slags handlinger, så er det et udtryk for, at værnet er under afvikling.

I begge tilfælde er det opsigtsvækkende, at samtlige områder – benådninger, borgernes ret til privatliv, universiteter, deportationer, toldsatser og indfødselsret – er faldet ud til præsidentens fordel eller henstår uafgjort. Det er stiller spørgsmålet i skærpet form:

Er det amerikanske demokrati rustet til en præsident, der bruger alle redskaber – og ikke accepterer bremser? Det må den enkelte læser gøre op med sig selv efter personlig etik og anskuelse.

Under alle omstændigheder kommer demokrati og frihedsrettigheder ikke uden en aktiv folkelig debat og interesse.