Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Første verdenskrig var et chok for Europa, den kom uventet uden stort fjendskab og endte hurtigt i voldsomme myrderier ved fronterne, hvor Europa mistede mange af sine unge mennesker i en meningsløs krig. Den borgerlige og ordentlige verden kollapsede i Første Verdenskrig. Intet var som før. I Danmark talte man om generationen, der snublede i starten, selvom vi slet ikke var med som krigsførende nation. Alligevel oplevede den unge generation også i Danmark dengang et værditab og brud og skred.
Tyskland blev taber, især efterfølgende på grund af Frankrigs energiske indsats, og mentalt gav krigen langt mere voldsomme efterdønninger i Tyskland. Politisk blev kejserriget afskaffet og et vaklende demokrati blev etableret. Socialt en udstrakt fattigdom og ligefrem underernæring og sult som følge af krigen. Økonomisk kom der hyperinflation i 1923, hvor alle penge mistede deres værdi. Kan man i dag forestille sig, hvad det betød? Kulturelt taler man om de brølende tyvere, og også i Tyskland eksploderede kulturen, mest i form af musik og film og variete centreret i Berlin, men også malerkunsten tog nye skridt.
Udstillingen hedder ”Det kolde øje – Tyskland i 1920’erne”, og tidens kulturelle orienteringsløshed kan tydeligt aflæses i malerierne. Det kaldes ’den nye saglighed’, Die neue Sachlichkeit, fordi den præges af en skarp og kantet realisme, der ikke satser på det skønne, men på det outrerede og kantede. Kunsten afbilder ikke mere idealtyper, men det særlige og kejtede. Man kan se, at der er sket noget med verdenskrigen. Der er en ulykke i øjnene, en smerte og utryghed. Samtidigt blev fokus flyttet fra det storladne og portrætter af store mænd som førhen, og til almindelige mennesker, det hverdagsagtige, det normale som alligevel ikke mere er normalt. Det er hele tiden forvredent og skævt.
Indenfor arkitekturen har tysk kultur i 1920erne nok betydet mest. Funktionalismen voksede frem med Bauhaus, først i Weimar, siden i Dessau og Berlin, og med Bauhaus kommer der optimisme til, en tro på at kunne skabe boliger for almindelige mennesker, der er renere og bedre end fortidens. Der opstår en tiltro til teknik og organisation. Beton, stål og glas bliver foretrukne materialer. Møbler skal være simple og praktiske. I Danmark er der en næsten parallel bevægelse med Poul Henningsen (PH) og Politisk Revy, som også dyrker det moderne og fremskridtet, dog lidt mere naivt og uden den sjælssmerte og melankoli og som tyskernes fronterfaringer gav.
Når man ser tilbage i historien, overvældes man tit af mantraet: intet nyt under solen. Også ved at få indblik i den tyske avantgardekultur i 1920erne. Der flirtes med det homoseksuelle og kønsoverskridende i kunsten på en måde, som så vidt jeg kan vurdere igen først er set i vores tid. De traditionelle kønsroller er totalt sat ud af kraft og det vrimler med kvindelige kunstnere og skønånder, som fører sig frem med stor selvbevidsthed. Prostitution og narko og voldsbrutalitet er dagligdag. Musisk krydres det af jazzen fra USA, som kom til Europa i de år. Det virker som en kultureksplosion, der må have vakt forargelse i vide kredse udenfor Berlin. Vi besøgende privilegeres også af at kende, hvordan det gik senere, hvor kunst og kultur blev totalt ensrettet fra 1933 i en ekstrem og voldsom reaktion.
Fra dansk side kender vi teatermanden Bertolt Brecht, der grundlagde sin karriere i samme periode i Berlin med grænseoverskridende teaterformer, stykket Laser og Pjalter er det mest kendte med musik af Kurt Weill. Og Brecht var ikke den pæne og sympatiske mand, som vi kender som Herbert Schmidt i Matador, men emigrerede med mange penge på lommen til Danmark med et mindre harem af kvinder omkring sig og lærte aldrig dansk trods seks års flygtningeliv ved Svendborg.
Udstillingen suppleres med fotografen August Sanders fotografier af mange forskelligt artede mennesker i 20ernes Tyskland. Sander tog foto af mennesker i alle dele af det tyske samfund, høj som lav, kvinder og mænd, rige og fattige, børn og gamle, og teksten refererer til en type fremfor til et egennavn.
Der er Bondetyper, Landsbyfolk, Slagtere, Vagabonder (med slips og hat), Forretningsfolk, Sportsudøvere, Konditoren, Politifunktionæren og mange, mange flere. En bog med Sanders menneskeportrætter er til salg i butikken med over 1000 af hans sort-hvide fotos, men den kostede over tusind kroner, så den lod jeg ligge.
Og som før kan beskueren spekulere over fremskridt og tilbagegang, for når det gælder fotografikunst og -teknik, synes August Sanders billeder langt at overgå, hvad nutiden kan præstere. Knivskarpe billeder hvor man kan falde ind i dybden og nærmest identificere sig med personen – ligesom med vores familiefotos af oldeforældre-generationen i sort/hvid med høj opløselighed og en forbavsende intensitet i udtrykket. Hvis man sammenligner med 1970erne, da box-kameraerne blev moderne med højst to mulige indstillinger, har danske familier mistet et par årtiers familiefotos, fordi fototeknikken blev dårlig og billig og amatøragtig, uskarpe prints der med tiden er helt gulnet. Først med digitalkameraerne og IPhones kan der igen tages fremragende fotos, men så bliver de alt for sjældent printet ud og bliver som regel mistet med PC´eren eller IPhonen. Igen et stort og unødvendigt kulturelt tab for familie og samfund. Så meget desto større er glæden ved at beskue August Sanders fotografiske portrætter fra 1920erne.
Louisianas udstilling kan varmt anbefales og der er meget stof til eftertanke. På en måde virker 20ernes tyske kultur hele tiden uafklaret, som en stemning uden retning, noget som ikke kunne blive ved, katastrofen lurer hele tiden, og vi fra eftertiden tenderer til at se den som en del af et stort pendulslag fra yderlighed til yderlighed, 20ernes vildskab og avantgarde svingede over i 30ernes totalitære og ensrettede stat og de fodrede hinanden.