Tysk vælgerbedrag

De tyske borgerlige vælgere er blevet bedraget - de ønskede velstand, sikkerhed og orden, men får nu kun variationer af venstregrøn politik.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

 

Der har været valg til forbundsdagen i Tyskland. En ny parlamentarisk forsamling venter på at træde til og udøve den tyske stats politiske myndighed.

Før valget ville den konservative spidskandidat Friedrich Merz fra CDU ikke lette på ’gælds-bremsen’, altså optage nye store lån. Den tyske forfatning sætter også en begrænsning på det.

Nu har der været valg, og så har Friedrich Merz annonceret, at Tyskland vil belåne staten med 500 milliarder euro til oprustning og infrastruktur. Billionenschuld  – mit fast elf Nullen: 900.000.000.000, som de siger i Tyskland.

En større politisk kolbøtte skal der ledes længe efter som Friedrich Merz’ kursskifte. Fra at inkarnere tysk stabilitet, solid økonomi og valgløfter man kan regne med, har Friedrich Merz vendt rundt på en tallerken.

Der er bare et lille problem.

Tysk forfatning tillader ikke stå store lån

Derfor er der blevet travlt før lukketid i tysk politik, for en forfatningsændring kræver 2/3 flertal i forbundsdagen (og ikke en folkeafstemning som i Danmark – Tyskland har siden nazismen ikke haft tillid til folkeafstemninger). Problemet er, at den nye forbundsdag ikke har 2/3 flertal for at slippe foden på bremsen (Die Linke og AfD vil ikke), og derfor må foden flyttes til speederen med fuldt tryk på den politiske beslutningsproces for at få kørt den gennem forbundsdagen, før de nyvalgte parlamentarikere tager over.

Panik før lukketid

De to oppositionspartier (Die Linke og AfD) har allerede sendt en protest til forfatningsdomstolen i Karlsruhe. Det er næppe formalistisk ukorrekt, altså det er legalt. For der skal gå 30 dage, før den nye forbundsdag træder til og ind til da udøver den siddende forbundsdag suveræniteten.

Men det er ikke ligefrem sundt for tilliden til det politiske system. Først ændrer Friedrich Merz sin kurs 180 grader, det er ikke ulovligt, blot meget overraskende og i strid med traditionel CDU-politik. Dernæst skal beslutningen hastes gennem parlamentet med det gamle 2/3’s flertal fra det forrige valg.

Tyske jurister diskuterer nu, om det er legalt eller i modstrid med demokratiets ånd. Vælgernes dom med nyt parlament overhøres. De gamle pantsætter den nye generation.

Tænk hvis det var et østeuropæiske land, hvor regeringen ville haste beslutninger igennem på den måde af frygt for et allerede fremtidigt valgt parlament? Så ville EU nok blande sig. Respekt for demokratiet og vælgernes dom er det ikke.

Samtidigt vokser frustrationen blandt borgerlige vælgere i Tyskland.

De valgte en stærk konservativ kandidat – troede de. Men Friedrich Merz har på forhånd valgt kun at føre politik med SPD og De Grønne, og så er valgmulighederne begrænsede. Vælgerne valgte CDU, men fik SPD’s politik. Merz havde på forhånd udelukket alle andre flertalsmuligheder end med SPD og De Grønne.

Som en kommentator skrev i Die Welt: Den borgerlige vælger er blevet bedraget, han ønsker velstand, sikkerhed og orden, men får altid kun variationer af venstregrøn politik.

Den første tyske forbundskansler Konrad Adenauer vandt fire valg i Tyskland fra 1949 til 1961 med det samme slogan: Keine Experimente. Adenauer lovede stabilitet og soliditet og det fik Vesttyskland.

Nu trækker CDU-politikere veksler på fremtiden og eksperimenterer helt vildt under devisen: Wir schaffen das!

Fik du læst?