I 1999 sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen de berømte ord om Dansk Folkeparti: ”stuerene, det bliver I aldrig”…

AfD blev dannet som et enkeltsagsparti i 2013 for at bevare den solide tyske D-mark. De var imod Den europæiske monetære union med den fælles valuta, euroen. Dengang bestod partiet hovedsageligt af en række ret kedelige økonomer, men langsomt og især efter 2015 fik anti-indvandringspolitikken overhånd. I dag fylder energipolitikken også meget hos AfD, og de er også de eneste kritikere af den uniformerede tro på vindmøller og solpaneler. Tysklands tradition for ensretning viser sig i dag i den fanatiske tro på at kunne drive en moderne industrination med vindroser.

I stort set alle artikler i danske aviser om partiet AfD betones det, at partiet er under overvågning af den tyske forfatningskontrol (Verfassungsschutz). Men forbundsrepublikken har en lang tradition på baggrund af historien for at forsvare demokratiet og overvåge potentielle fjender, og det har stået på siden Konrad Adenauer, der lod alle sine ministre udspionere. Den tidligere tyske CDU-politiker Wolfgang Schaüble fortæller i sine nyligt udgivne erindringer, hvordan han som ung og aktiv i foreningen for unge kristelige-demokratiske studenter (CDU´s studenterforbund) blev overvåget af to personer fra Verfassungsschutz. Og ingen kan næppe beskylde Schäuble for illoyalitet eller mangel på patriotisme. Mistænksomheden er stor og også berettiget.

Sagligt set er de sande ekstremister i tysk politik derimod De Grønne. AfD mener ikke andet om indvandringspolitik, end hvad den tidligere forbundskansler Helmut Schmidt sagde på sine gamle dage. Og som socialdemokraten Thilo Sarazzin har skrevet tykke bøger om. Den første, Deutschland schafft sich ab. Wie wir unser Land aufs Spiel setzen [Tyskland afskaffer sig selv – hvordan vi sætter vores land på spil], fra 2010 blev solgt i 1½ million eksemplarer, altså ca. 2% af befolkningen købte den murstenstykke, svære bog.

De Grønne  er de sande ekstremister, der vil deindustrialisere Tyskland og afskaffe atomkraft og fossil energi – i sin effekt en selvkatapultering ud af vestlig industriel civilisation. Dertil har de altid storsindet kæmpet for al indvandring til Tyskland, og motiveret af voldsomt selvhad til deres eget land idealiseret et multikulturelt Tyskland, som i dag mest viser sig i knivstikkeri og vanvidskørsel i menneskemængder.

Når de Grønne ikke tager sig ud som ekstremister, skyldes det, at store dele af deres politik allerede blev gennemført af den formelt konservative forbundskansler Angela Merkel.

De Grønnes første leder hed Joschka Fischer, og havde først gjort karriere ved revolutionære aktiviteter. Han havde ved en demonstration i Frankfurt tævet en politibetjent og leget med molotov-cocktails, hans bil blev brugt til at transportere våben og han var nær ven med terroristen Hans-Joachim Klein, som var med til at gidseltage og dræbe mennesker ved en aktion i Wien i 1975. Fischer deltog også i et PLO-møde i Algeriet i 1969 om at udrydde staten Israel.

Alligevel kunne han gøre karriere og blive udenrigsminister. Og mest utroligt af alt: aldrig få kritiske spørgsmål fra pressen om det.

I 1984 kaldte Fischer i Forbundsdagen formanden for et røvhul: “Herr Präsident, Sie sind ein Arschloch”. I dag strafforfølges almindelige mennesker for at sige det samme på sociale medier om De Grønnes ledere Habeck og Baerbock. Deres tolerance er meget lille.

Tænk hvis AFD´s leder Alice Weidel havde tævet en betjent, håndteret molotov-cocktails, transporteret våben i sin bil, deltaget i HAMAS-møder eller brugt Joschkas Fischers vokabularium!

I stedet har hun arbejdet som økonom, bl.a. i Kina og taler mandarinsk, og lever så i et lesbisk forhold.

De Grønne kan også profitere af en nærmest ensrettet presse, hvor en stor del af journalisterne hælder til venstre. Den sande ensretning i Tyskland, enhver nazismes grobund, sker til venstre og skaber en osteklokke af rigtige meninger.

Da jeg som dreng begyndte at se tysk TV i 1971, bestod de tyske nyhedsudsendelser på ARD og ZDF af så tæt på klinisk rene og faktuelle meddelelser, mens de i dag nærmest basuneres ud fra et venstreorienteret tankesæt. Talkshowværternes forudforståelse ligger hos centrum-venstre, som også CDU nu mærker. Tilskuerne organiseres også som heppekor imod CDU. Og AfD er nærmest totalt bandlyst fra de statsdrevne medier.

Lige nu hersker der i Tyskland den ensretning mod venstre, som beherskede USA før præsidentvalget i efteråret, hvor den dybe stat sindelagskontrolleres af især De Grønne med hjælp fra SPD og Die Linke. Det er her faren kommer fra i Tyskland. Den dybe stat med af-industrialisering, vindmøller og velkommenhedskultur overfor alle indvandrere afskaffer Tyskland.

Der er én demokratisk rest tilbage i Tyskland, nemlig den almindelige, hemmelige stemmeret.

Lige nu står CDU til at blive største parti med ca. 30% af stemmerne, De Grønne holder omtrentligt deres 14-15%, den store taber bliver det lille liberale parti FDP som i alle målinger ser ud til at ryge helt ud af Forbundsdagen med ca. 4% af stemmerne. Spærregrænsen er 5%.

Det store gamle tyske socialdemokrati SPD, Willy Brandts og Helmut Schmidts solide parti, taber stort og står til 15-17% af stemmerne.

AfD står til ca. 20 % af stemmerne i alle målinger og det er en fordobling i forhold til sidste valg. Både partiet Die Linke (arvtager fra DDR´s kommunistparti) og Sarah Wagenknechts parti vipper omkring 5%-grænsen.

Resultatet synes dog nok ret sikkert, nemlig en regering ledet af CDU´s nye formand Friedrich Merz. Han er en langt mere traditionel CDU-politiker end Angela Merkel, der burde have tilhørt De Grønne, Merz agerer vagtsomt overfor at kunne beskyldes for noget som helst og har indoptaget borgerlige politikeres erhvervssygdom: at være bange for sin egen skygge. Der vil næppe ske store forandringer med Merz som forbundskansler.

Tyskland befinder sig stadig i tiden omkring Poul Nyrup.