Der er ingen tvivl om, at Tysklands politiske system er rædselsslagen over AfD`position som Tysklands næststørste parti og det største parti ifølge seneste meningsmålinger. Så er det jo meget bekvemt, at man har mulighed for at forbyde AfD ifølge forfatningen.

På den anden side har Tyskland qua sin fortid meget strammere regler for, hvordan man må ytre sig. Den debat vi politisk har haft i Danmark på indvandringsområdet igennem årene ville antageligt have været i strid med de tyske forordninger. Men – selv når man ser bort fra det, har AfD meget ”snavset vasketøj i kurven”. Ledelsen har ikke gjort nok for at slippe af med sine farlige landby-tosser.

Nu taler man om at forbyde Tysklands mest populære parti eller bruge regler, der kan fratage dem partistøtte. Det vil naturligvis polarisere Tyskland yderligere og understrege USA`s vicepræsident JD Vance´ ord: ”Tyskland har bygget en ny ”Berlinmur”.

Historisk udvikling og interne magtkampe

Partiets første formand, Bernd Lucke, forlod AfD i juli 2015 efter interne stridigheder og advarede om stigende “anti-vestlige” og xenofobiske tendenser i partiet. Den mere nationalistisk orienterede Frauke Petry overtog ledelsen samme år og markerede et højredrej i partilinjen.

Under Petrys ledelse blev modstanden mod kansler Angela Merkels flygtningepolitik det centrale tema. Kulminationen kom ved forbundsdagsvalget i september 2017, hvor AfD med 12,6% af stemmerne vandt 94 mandater og blev Tysklands tredjestørste parti. På selve valgnatten meddelte Petry, at hun ikke ville tilslutte sig AfD’s nye gruppe i Forbundsdagen. Kort efter forlod hun partiet i protest mod, hvad hun anså som en radikal kurs, og andre moderate kræfter fulgte hende ud.

AfD blev herefter ledet af Jörg Meuthen og Alexander Gauland. Gauland – en veteran fra den konservative CDU – fremstod som ideolog for partiets nationalkonservative linje, mens Meuthen forsøgte at holde partiet inden for det demokratiske spektrum. Ikke desto mindre fortsatte AfD’s højreradikale fløj med at vokse i indflydelse, særligt i det østlige Tyskland. Partiets hårde kernetropper, den såkaldte Flügel-fraktion anført af Thüringen-politikeren Björn Höcke blev sat under observation af efterretningstjenesten på grund af ekstremistiske tendenser. AfD’s nationale ledelse forsøgte at afvikle Flügel-fraktionen.

Interne spændinger kulminerede i maj 2020, da AfD’s hovedbestyrelse ekskluderede Brandenburg-formanden Andreas Kalbitz for at have fortiet et tidligere medlemskab af en forbudt nynazistisk gruppe. Flügel-fraktionen blev splittet, men Höcke og hans tilhængere bevarede stor indflydelse blandt især østtyske medlemmer.

I januar 2022 trak Jörg Meuthen sig som partileder og forlod AfD i protest. Meuthen – der blev betragtet som en af de få moderate kræfter – forklarede, at store dele af partiet havde valgt “en stadig mere radikal, stadig mere hæmningsløs kurs”. Han kritiserede “politiske positioner og verbale abnormiteter”, der havde marginaliseret AfD og bragte “klare ekkoer af totalitarisme” ind i partiet.

Siden 2022 har AfD været ledet af duoen Tino Chrupalla og Alice Weidel, der begge tilhører partiets nationalkonservative kerne. Trods interne brydninger har partiet konsolideret sin linje som indvandringskritisk, EU-skeptisk og nationalistisk opposition til Merkels efterfølgere.

Retorik om indvandring, islam og historie

AfD’s retorik har gentagne gange udløst kontroverser og anklager om brud på demokratiske tabuer. Især partiets udtalelser om indvandring, islam og Tysklands nazitid har skabt overskrifter:

Indvandring: AfD profilerer sig som et indvandringskritisk parti med krav om strammere asylpolitik og lukkede grænser. Tonen har været usædvanlig hård i tysk sammenhæng. Allerede i januar 2016 vakte det opsigt, da partileder Frauke Petry foreslog, at grænsepolitiet “om nødvendigt” skulle have lov at skyde mod illegale migranter for at standse dem ved grænsen. AfD forsøgte senere at moderere retorikken en smule, men fastholdt sit budskab om, at Merkels “åbne dørs” asylpolitik truede Tysklands sammenhængskraft. Den folkelige tilslutning styrkedes via begivenheder som den – nytårsaften 2015 i Köln – hvor grupper af udlændinge begik overgreb mod kvinder.

Islam: AfD fremfører en skarp retorik mod Islam. Partiet argumenterer for, at Islam ikke hører hjemme i Tyskland – i skarp kontrast til den tidligere præsident Christian Wulffs berømte udtalelse om, at “Islam er en del af Tyskland”. AfD’s mener, at Islam “ikke er forenelig” med Tysklands forfatning, og kræver forbud mod islamiske symboler som minareter og burkaer. Kansler Angela Merkel gentog, at “Islam tilhører Tyskland” i kraft af de millioner af muslimske borgere.

Tysklands historie: Et af de mest kontroversielle aspekter ved AfD er partiets opgør med Tysklands skylderkendelse for nazitiden. Ledende AfD-politikere har fremsat udtalelser, der bagatelliserer eller relativiserer Nazi-periodens betydning. AfD’s æresformand Alexander Gauland udtalte i sommeren 2018, at “Hitler og nationalsocialisterne kun er en fugleklat i over 1000 års succesrig tysk historie”. Dette udløste fordømmelse fra alle kanter af det politiske.

En endnu mere omstridt figur, Björn Höcke, der leder AfD i Thüringen, gik i 2017 til angreb på den måde, Tyskland mindes Holocaust på. Han krævede en “180-graders vending” i den tyske erindringskultur, som efter hans opfattelse var alt for præget af bodsgang. Udtalelserne chokerede tyske kommentatorer og bekræftede billedet af AfD’s østtyske fløj som historisk revanchistisk.

Efterretningsovervågning

AfD’s retorik og tilnærmelser til den yderste højrefløj har ført til stadigt tungere anklager om ekstremisme.

I foråret 2019 satte Tysklands indenlandske efterretningstjeneste, Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV), AfD’s ungdomsorganisation (Junge Alternative) under observation på mistanke om højreekstremisme.

I marts 2020 gik BfV skridtet videre og betegnede Flügel som en “sikker højreekstremistisk bestræbelse” (“gesichert rechtsextremistische Bestrebung”), hvilket betød, at staten nu officielt anså dele af AfD for ekstremistiske. AfD’s ledelse valgte som nævnt at opløse Flügel, men flere Flügel-profiler fortsatte i partiet.

I begyndelsen af 2021 tog BfV det usædvanlige skridt at sætte hele AfD under observation som “mistænkt tilfælde” (Verdachtsfall) af højreekstremisme. Klassificeringen blev hemmeligholdt af juridiske grunde. AfD protesterede og indbragte sagen for domstolene. I marts 2022 led partiet imidlertid et afgørende juridisk nederlag: Den tyske forvaltningsdomstol i Köln stadfæstede, at efterretningstjenesten havde ret til at betragte AfD som mistænkt for ekstremisme og overvåge partiet herefter

1100 siders rapport

Ifølge en lækket BfV-rapport – offentliggjort i maj 2025  har efterretningsfolkene “definitive beviser” for, at AfD “arbejder imod” det demokratiske system.

Rapporten beskriver, hvordan AfD’s ideologi bygger på et etnisk og biologisk defineret nationalitetsbegreb, der ifølge BfV  “nedværdiger hele befolkningssegmenter i Tyskland og krænker deres menneskeværd”. Dette afspejles i partiets gennemgående “anti-indvandrings- og anti-muslimske” holdninger.

Blandt andet har tyske medier afsløret interne diskussioner i AfD-kredse om såkaldt “Remigration” – et kodeord for massehjemsendelser af udlændinge. AfD’s ledelse afviser, at “remigrations”-idéer er officiel partipolitik. Flere lokale AfD-kandidater har måttet træde tilbage, når medier afdækkede deres fortid i nynazistiske kredse.

Disse sager har bidraget til det billede, som Verfassungsschutz nu officielt har tegnet: at AfD i stigende grad udvikler sig fra et højrepopulistisk parti til en egentlig højreekstrem bevægelse.

Partiforbud

Den tiltagende konfrontation mellem AfD og staten har rejst spørgsmålet om, hvorvidt partiet kan – eller bør – forbydes som forfatningsstridigt. Tysklands forfatning rummer mulighed for at forbyde politiske partier, der “sigter mod at skade eller afskaffe den fri demokratiske grundorden”.

I 2019 vedtog parlamentet en grundlovsændring, der gør det muligt at fratage ekstremistiske partier statslig partistøtte – selv hvis de ikke formelt forbydes. I januar 2024 kom den første retsanvendelse af denne nye regel: Forfatningsdomstolen afgjorde da, at det lille højreradikale parti “Die Heimat” (tidligere NPD) kunne nægtes partistøtte og skattefordele i seks år. Denne skelsættende dom blev straks af mange tolket som en potentiel model for håndtering af AfD.

Den 2. maj 2025 meddelte BfV officielt, at AfD ikke længere kun var et mistænkt tilfælde, men nu af myndighederne anses som en “bevist højreekstremistisk organisation”.

Politiske modstandere af AfD føler sig yderligere legitimeret af BfV’s konklusioner.

• “Fra i dag kan ingen længere bortforklare det: Dette er ikke et demokratisk parti,” udtalte Manuela Schwesig, ministerpræsident i Mecklenburg-Vorpommern fra socialdemokraterne, som reaktion på nyheden. Flere fremtrædende socialdemokrater har opfordret regeringen til at undersøge mulighederne for et decideret partiforbud mod AfD.
• SPD’s partiformand Lars Klingbeil sagde, at myndighederne “bør gennemgå, om AfD kan forbydes” efter den nye regeringsdannelse i 2025.
• Også hos De Grønne og FDP, er der røster, der mener, at staten må sætte hårdt mod hårdt for at beskytte demokratiet.
• Olaf Scholz (SPD) har dog advaret mod forhastede forbudstiltag. “Jeg mener ikke, at sådan noget skal gøres overilet,” sagde Scholz.
• Også landets præsident Frank-Walter Steinmeier har (ifølge medieberetninger) udtalt, at kampen mod AfD “først og fremmest skal vindes politisk”, ikke kun via forbud.

Alice Weidel og Tino Chrupalla, AfD’s to frontfigurer, reagerer skarpt på efterretningstjenestens beslutning i maj 2025. De betegnede den som “klart politisk motiveret” og “et alvorligt slag mod det tyske demokrati”. idet de hævder, at AfD nu bliver systematisk miskrediteret og “forfulgt” af staten.

AfD har allerede anlagt sag mod BfV med påstand om, at tjenestens handlinger krænker AfD’s rettigheder og udgør et forsøg på at kriminalisere legitim regeringskritik. “AfD vil fortsat forsvare sig juridisk mod disse ærekrænkende angreb, der bringer demokratiet i fare,” erklærede Weidel og Chrupalla i en fælles udtalelse.

Systemets kamp mod AfD og dermed 25% af den tyske vælgerbefolkning vil kun styrke AfD og deres legitime synspunkter. Dermed polariseres Tyskland yderligere, og kansler Mertz gives endnu sværere muligheder for at rette Tyskland op.

*

Kilder

Alle oplysninger i denne artikel er baseret på verificerbare kilder, herunder officielle udtalelser fra tyske myndigheder og efterretningstjenesten, retsafgørelser og analyser fra anerkendte medier. Forfatningsdomstolens dom af 2017 vedrørende NPD er refereret i Reuters. Udtalelser fra AfD-ledere og tyske politikere er dokumenteret af bl.a. Reuters, Politico og Irish Times i angivne citater. AfD’s valgresultater og meningsmålinger stammer fra officielle valgmyndigheder og uafhængige institutter, rapporteret af medier som Deutsche Welle, Financial Times og Die Welt. Af hensyn til neutraliteten er både AfD’s egne udsagn og kritikernes vurderinger inkluderet, så læseren får et faktabaseret overblik over partiets situation efter 2015.