Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Inden 1914 og udbruddet af Første Verdenskrig var Europa mere overskueligt. Der var Det Russiske Kejserrige, som inkluderede f.eks. Polen, Finland, Ukraine og Belarus. Så var der Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, Det Tyske Kejserrige og Det Osmanniske Rige samt Frankrig og England – det var hovedspillerne.
I løbet af specielt det 20. århundrede gennemgik Europa drastiske forandringer, som transformerede kontinentets landegrænser og politiske landskab. Fra de kejserlige æraers afslutning til den moderne æra af nationale stater og europæisk integration har kontinentet vidnet om en række historiske begivenheder, der har formet dets nuværende udseende.
Europa før Første Verdenskrig
WW1
Balkanregionen spillede en afgørende rolle i forhistorien til Første Verdenskrig. Opløsningen af Det Osmanniske Rige havde været i gang længe og fremkomsten af nationalistiske bevægelser skabte et område præget af etnisk spænding og territoriale stridigheder. Dette blev forværret af de store magters indblanding, især Østrig-Ungarn og Rusland, som søgte at udvide deres indflydelse i området.
Denne periode i Europas historie var altså præget af dybe forandringer i landegrænser og magtbalancer. Nationalisme, imperialisme, og den voksende militarisme blandt de europæiske stormagter skabte et spændt og ustabilt kontinent, hvilket til sidst førte til Første Verdenskrig.
I begyndelsen af det 20. århundrede formede der sig to store allianceblokke i Europa: Trippelalliancen (Tyskland, Østrig-Ungarn, (Italien) og Osmannerne) og Ententen (Frankrig, Rusland, og Storbritannien). Disse alliancer var ikke blot et resultat af diplomatiske aftaler, men også udtryk for dybere geopolitiske og økonomiske interesser og rivaliseringer.
Efter krigen kom freden i 1918. Omkostningerne og skaderne havde været kolossale med 9,7 millioner dræbte soldater og mere end dobbelt så mange, der var invalideret for livet. Krigens afslutning i 1918 førte til markante territoriale ændringer:
Det var amerikanernes indgriben fra 1917, der gjorde en ende på krigen. Præsident Woodrow Wilson skred ind for at stoppe barbariet en gang for alle. Det her skulle være den sidste krig, og freden skulle ikke være en hævnens fred, men én start på samhandel og konstruktiv sameksistens. Et nyt ”verdensparlament”, Folkeforbundet, skulle derudover sikre verdensfreden fremover. Men sådan blev det ikke. De vindende magter pålagde de tabende nationer, Tyskland, Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige krigsskadeserstatninger så store, de ikke ville kunne imødekommes. USA ratificerede aldrig denne aftale.
Ændrede grænser
- Det Tyske Kejserrige: Tyskland mistede betydelige territorier og blev pålagt strenge restriktioner og økonomiske reparationer. Alsace-Lorraine blev returneret til Frankrig, mens områder som Eupen-Malmedy blev overdraget til Belgien. Byer som Danzig (Gdańsk) blev frie byer under Folkeforbundets beskyttelse.
- Østrig-Ungarn: Dette multinationale imperium blev opløst. Østrig og Ungarn blev separate, selvstændige stater, og flere nye nationer opstod fra dets territorier.
- Det Russiske Imperium: Selvom opløsningen af Det Russiske Imperium primært var forårsaget af den Russiske Revolution i 1917, resulterede krigens afslutning i tabet af flere territorier, som blev uafhængige stater eller integreret i andre lande.
- Det Osmanniske Rige: Det Osmanniske Rige, som havde været i tilbagegang, blev yderligere reduceret og omdannet til den moderne nation Tyrkiet, ledet af Mustafa Kemal Atatürk.
Etablering og Genoprettelse af Nationer
- Polen: Polen genopstod som en suveræn stat efter over et århundrede med opdeling mellem Rusland, Preussen/Tyskland, og Østrig-Ungarn.
- Tjekkoslovakiet: En ny stat bestående af de tjekkiske og slovakiske områder, tidligere en del af Østrig-Ungarn, blev etableret.
- Jugoslavien: Flere sydslaviske folk i det tidligere Østrig-Ungarn og Balkanområdet dannede Kongeriget Serbien, Kroatien og Slovenien. (Som senere blev kendt som Jugoslavien.)
- Baltiske Stater: Estland, Letland, og Litauen opnåede uafhængighed fra Rusland.
- Finland: Finland, tidligere en del af det Russiske Imperium, blev en uafhængig stat.
- Andre territorielle ændringer: Rumænien, Grækenland og andre nationer modtog territorier fra de opløste imperier, hvilket førte til betydelige ændringer i deres grænser.
Det russiske tsardømmes kollaps i 1917 skabte vejen for en helt ny styreform, den totalitære kommunistiske stat Sovjetunionen. Finland, Polen, Estland, Letland og Litauen opstod eller genopstod som selvstændige nationer.
Det østrig-ungarske dobbeltmonarkis undergang i 1918 skabte republikkerne Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Ungarn, og også Tyskland måtte afstå territorium. Frankrig fik Alsace-Lorraine i 1918. Danmark fik Sønderjylland i 1920.
Uden for Europa gik det engang så mægtige Osmanniske Rige i opløsning og blev efter en blodig krig med Grækenland til det moderne Tyrkiet og banede vejen for dannelsen af nye stater som Irak, Syrien, Jordan og Libanon.
WW2
Anden Verdenskrig forværrede yderligere kontinentets politiske landskab. Tysklands nederlag i 1945 førte til dets opdeling i Øst- og Vesttyskland, og Europas kort blev igen ændret med flytningen af Polens grænser vestpå.
Som bekendt vandt de allierede over Nazi-tyskland, men kun fordi USA igen blev blandet ind i krigen. Den Røde Hær kom fra øst, og blev i de lande de befriede – kun for at gøre dem til en del af det sovjetiske imperium. (Vi glemmer aldrig, hvor længe det tog, at få russerne ud af Bornholm!)
Anden Verdenskrig, der varede fra 1939 til 1945, resulterede i betydelige ændringer af grænsedragningen og politiske strukturer i Europa. Disse ændringer afspejlede ikke blot de umiddelbare konsekvenser af krigen, men også de større geopolitiske og ideologiske magtforhold, der opstod i dens kølvand.
Øst- og Centraleuropa
- Østlige Grænser af Tyskland: Måske den mest bemærkelsesværdige ændring var flytningen af Tysklands østlige grænser til Oder-Neisse linjen, hvilket resulterede i, at store dele af Østpreussen, Silesien, og Pommern blev en del af Polen og Sovjetunionen. Dette førte til betydelige befolkningsforflytninger, primært tyskere, der blev fordrevet fra disse områder.
- Polen: Polens grænser blev skubbet vestpå. De østlige områder, som Polen havde genoptaget efter Første Verdenskrig, blev indlemmet i Sovjetunionen, mens landet fik kompensation i vest fra det tidligere tyske territorium.
- Baltiske Stater: Estland, Letland, og Litauen blev inkorporeret i Sovjetunionen efter krigen, en handling, der ikke blev bredt anerkendt internationalt indtil Sovjetunionens sammenbrud.
- Jugoslavien og Albanien: Disse lande udvidede deres territorier på bekostning af Italien og andre naboer, og Jugoslavien blev konstitueret som en føderation under ledelse af Josip Broz Tito.
Sydeuropa
- Italien: Italien mistede alle sine kolonier og nogle grænseområder, herunder Istria og dele af Dalmatien til Jugoslavien, samt øerne i Ægæerhavet til Grækenland.
Nord- og Vesteuropa
- Tyskland: Udover tabet af østlige territorier blev Tyskland delt i fire besættelseszoner styret af USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig. Dette førte til den efterfølgende opdeling af Tyskland i Vesttyskland (Forbundsrepublikken Tyskland) og Østtyskland (Den Tyske Demokratiske Republik).
- Østrig: Østrig blev genetableret som en selvstændig nation og også delt i besættelseszoner.
Europa fra 1945 til ca. 1991.
Post-Kold Krigs Æra og Det Nye Europa (1991-2023)
Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var en begivenhed, der førte til en række nye uafhængige stater, herunder Rusland, Ukraine og de baltiske stater. Jugoslaviens opløsning i 1990’erne skabte nye nationer som Kroatien, Slovenien og Bosnien-Hercegovina.
Genforeningen af Tyskland i 1990 og udvidelsen af både EU og NATO østover har også bidraget til at forme det moderne Europas politiske landskab. Disse udvidelser har været et symbol på en øget integration og samarbejde på tværs af det europæiske kontinent.
I dag står Europa over for nye udfordringer, herunder Ruslands territoriale ambitioner, som demonstreret i Ukraine, og stigende nationalistiske tendenser i flere lande. Disse faktorer skaber usikkerhed omkring fremtidige grænser og politisk stabilitet i regionen.
Fra imperiernes fald i det tidlige 20. århundrede til de moderne udfordringer i det 21. århundrede har Europas landegrænser været i konstant forandring. Historien har vist, at mens grænser kan ændre sig, er det de mennesker, der bor inden for disse grænser, som fortsætter med at forme kontinentets skæbne.
Opløsningen af Sovjetunionen i 1991 førte til oprettelsen af 15 uafhængige lande. Disse lande var tidligere republikker inden for Sovjetunionen og omfatter:
- Rusland: Den Russiske Føderation, der blev den største og mest indflydelsesrige efterfølgerstat til Sovjetunionen.
- Ukraine: Stor europæisk nation med betydelige landbrugs- og industrielle ressourcer.
- Hviderusland: En østeuropæisk stat, der ofte betragtets som en lydstat af Rusland.
- Moldova: En lille, overvejende rumænsktalende republik beliggende mellem Rumænien og Ukraine.
- De Baltiske Stater:
- Estland
- Letland
- Litauen
- De Kaukasiske Republikker:
- Georgien
- Armenien
- Aserbajdsjan: Beliggende i Kaukasusregionen, broen mellem Østeuropa og Vestasien, hver med sin distinkte kulturelle og historiske identitet.
- Centralasiatiske Republikker:
- Kasakhstan: Det største land i Centralasien og det niende største i verden.
- Usbekistan: Kendt for sin rige historie og rolle i Silkevejen.
- Turkmenistan: Rig på naturgasressourcer og med en stærkt autoritær regering.
- Kirgisistan: Kendt for sine bjerglandskaber og nomadiske kultur.
- Tadsjikistan: En bjergstat med en historisk persisk kultur.
Disse landes uafhængighed markerede en betydelig ændring i verdens geopolitiske landskab og var starten på en ny æra i international politik, især i forhold til de post-sovjetiske rum.
Opløsningen af Sovjetunionen og den efterfølgende uafhængighed for disse republikker åbnede for nye politiske, økonomiske og sociale udfordringer, samtidig med at det skabte nye muligheder for internationalt samarbejde og udvikling.
Ukraine fremover
Ukraines indlemmelse i Rusland er et emne, der er blevet genstand for betydelig debat og spekulation, især i lyset af de seneste geopolitiske udviklinger. Den igangværende konflikt i Østukraine og Ruslands militære engagement i regionen har allerede skabt betydelig ustabilitet.
Putin vil givetvis indlemme hele Ukraine – det er hans plan. Der er ingen tvivl om at dette scenarie får luft når både USA og EU viser træthed i bestræbelserne på at støtte Ukraine massivt. EU bør sætte ”foden” ned for en person som Ungarns Victor Orbàn, der klart har en anden dagsorden end at sikre et europa-kort med Ukraine om bord.