Den 24. februar 2022 invaderede Rusland nabostaten Ukraine i et stort militært angreb. Der var atter krig i Europa, tæt på danske grænser og med stor virkning på dansk økonomi og politik.

Krigen raser stadig, selvom forventningerne ved udbruddet var en kort lynkrig, hvor Ukraine ville blive løbet over ende.

Om baggrunden for denne krig har den kendte ukrainske historiker, Serhii Plokhy, som er professor på Harvard i USA, skrevet en aktuel bog (Angrebet. Ruslands krig mod Ukraine og dens følger for verden, Forlaget Gutkind, 459 sider, 2023).

Plokhy begynder med at citere Churchills berømte ord: Historikere er de værste til at fortolke nutidens begivenheder, bortset fra alle os andre. For det er altid svært at lære af historien eller bruge den til at prøve at forudsige fremtiden. Det er god selvkritik fra en renommeret historiker, som ellers er blandt de mest kompetente til at oplyse om den nuværende krig i Europa.

På mange måder bliver man lidt beroliget af bogen. For læsningen afslører dybe forviklede historiske forhold mellem slaviske folk og lande i den østlige tredjedel af Europa.

Hvor vi den 24. februar sidste år vågnede op til et uprovokeret angreb på en nabostat, og frygtede for flere imperiale angreb på andre nabostater nær os, så føres vi i bogens første halvdel gennem historien med rødder tilbage til kristendommens komme i 900-tallet. Konflikten har dybe rødder som ikke kun stammer fra Sovjets opløsning.

Som almindelig avislæser og nyhedsforbruger kender vi overfladisk til Ukraines nyere historie, løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991, den orange revolution i 2004, kontroverserne om forholdet til Rusland og vekslen mellem pro-russiske og pro-vesteuropæiske præsidenter og politikere i Kyiv, og som tenderer mod en mere provestlig og demokratisk indstilling i det ukrainske samfund med ønske om en form for tilknytning til EU og NATO. Rusland imploderer i samme periode tilsyneladende i oligarki, traditionalisme og autoritært styre, som foreløbigt kulminerede i 2014 med annekteringen af Krim og dele af det østlige Ukraine.

Serhii Plokhy fremstiller i høj grad konflikten som noget særligt, sui generis, den er historisk rodfæstet i forholdet mellem landene. På den måde ligner den borgerkrigen i Jugoslavien, som også havde sin isolerede oprindelse næsten i forhistorisk tid. Det gør den ikke ublodig, på ingen måde, men begrænser den trods alt i geografisk omfang. Selvom den ene parts kernevåben er en væsentlig forskel til krigen på Balkan.

Det beroliger en dansk læser. De baltiske lande spiller ingen rolle for konflikten og nævnes stort set ikke (Litauen lidt for 300 år siden) og de nordiske lande, der alle har grænser tæt til Rusland, behøver ikke at frygte så meget ud fra den historie, som Plokhy fortæller. Det er en slavisk borgerkrig.

I nyere tid begyndte konflikten med nedlæggelsen af Sovjetunionen den 25. december 1991. Gorbatjov holdt sin afskedstale denne aften og den kommunistiske røde fane afløstes af den russiske trikolore på Kreml. Selvom årsagerne lå i en reel kapitulation i den kolde krig, så udløstes statsopløsningen af en folkeafstemning i Ukraine den 1. december 1991, hvor 92% af befolkningen stemte for selvstændighed. Med en valgdeltagelse på 84%. Også i områder med russisk flertal ønskede vælgerne uafhængighed af Rusland.

Ruslands præsident Jeltsin troede det ikke. ”Det kan ikke passe! Det er vores slaviske broderrepublik!”, udbrød han, men accepterede resultatet og samarbejdede med den nye ukrainske præsident. Sovjetunionen faldt på grund af den ukrainske folkeafstemning, skriver Plokhy. Uden Ukraine ophørte Rusland med at være et imperium.

Ukraines reaktion mod Sovjetunionen skyldtes også næsten et århundredes undertrykkelse, dels økonomisk med uduelig kommunisme og blodige tvangskollektiviseringer, dels etnisk mod ukrainsk nationalfølelse, og det var nok svært at se forskellen. Men selv i Zartiden blev Ukraine russificeret.

Mærkeligt nok var både Khrusjtjov og Brezjnev vokset op i Ukraine om end etniske russere, men var mere kommunister og centralister. Dog forærede Khrusjtjov i 1954 Krim til Ukraine.

I 1990erne var Jeltsin præsident i Rusland med den vanskelige udfordring at forvandle resterne fra det fallerede sovjetiske imperium til levedygtige nationalstater i en ny demokratisk orden. Præsident Clinton bistod Jeltsin fra sidelinjen, men var mest fokuseret på at få styr og kontrol over Ukraines kernevåben, så de ikke flaksede rundt som løse kanoner i en kaotisk verden. Samtidigt tryglede Polen og Tjekkoslovakiet om medlemskab af NATO, jo hurtigere, jo bedre.

Ifølge Plokhy forværredes forholdet mellem Vesten og Rusland i 1999 med bombningen af Serbien i eks-Jugoslavien, som Rusland så som NATO-alliancens overgang fra forsvars- til angrebsalliance, og som samtidigt blev tolket som en øretæve til en slavisk, ortodoks ven. ”Panslavisme, nationalisme og religion begyndte at blive vigtige elementer i den nye russiske politik som erstatning for forældet marxistisk ideologi og ustabilt liberalt demokrati”, skriver Plokhy, og disse ord passer ikke mindst på Vladimir Putin.

Plokhy beskriver Putin som meget historiske interesseret, ”Putin læser konstant og hovedsagelig russisk historie” sagde hans sekretær, og han har selv skrevet et essay med titlen ”Om den historiske enhed af russere og ukrainere”, hvor han plæderede for at, russere og ukrainere er samme folk. Udenrigsminister Lavrov sagde engang, at Putins vigtigste rådgivere var Peter den Store, Katarina den Store og zar Alexander II.

Min fortolkning af Putin (som også passer med Plokhys) er, at han efter mange år som KGB-mand måtte bruge overvågning og terror for at sikre støtte til det kommunistiske Sovjet, efter Sovjets fald beruses af opdagelsen af den støtte til et imperialt og autoritært Rusland, som den russiske ortodokse kirke, forfattere og intellektuelle giver – uden vold og trusler. Og som befolkningen også støtter.

Ifølge Plokhy er der stort set kongruens mellem Putins og forfatteren Alexander Solzjenitsyns planer for Rusland. Solzjenitsyn anbefalede annektering af det østlige og sydlige Ukraine og fandt ingen grund til at respektere Ukraines grænser.

Og så tænker Putin slet ikke i demokrati med afstemninger og rettigheder som statsbærende, som vi er vant til siden 1800-tallet, men ser staten som båret af historien og kirken. Putin er komplet uforstående over, at ukrainere søger et andet grundlag for deres stat end et slavofilt fællesskab. Så må de være fascister og nazister.

Putin kaldte Sovjetunionens sammenbrud for det 20. århundredes største geopolitiske sammenbrud, og så var dagsordenen sat for at knytte an til både Sovjets og Zartidens imperiale drømme. Og med annekteringen af Krim i 2014 blev ord til virkelighed.

Med det russiske pres reagerede Ukraine ved sammenhold og begyndte at udvikle en politiske identitet og statsfølelse. Nu var der enighed om at søge mod vest og blive demokratiseret. Lenin-statuer blev ødelagt og parlamentet vedtog forbud mod kommunistiske symboler i det offentlige rum. Det ukrainske sprog blev mere og mere udbredt. Plokhy kalder ligefrem krigen for en national befrielseskrig, som der har været mange af før i historien siden 1800-tallet.

Det nations- og statsdannelsesprojekt, som de fleste vesteuropæiske lande gennemløb i 1800-tallet hen mod fælles sprog og religion og kultur, går Ukraine igennem lige nu. Krige er ofte vigtige katalysatorer for nationsdannelse, hvor vi kan spejle egen identitet i et ’os’ og ’dem’.

Og det minder lidt om Danmark, der også blev nationsdannet af krigene om Slesvig i midten af 1800-tallet, som også blev en sprog- og identitetskrig, som lettest gennemføres i krig med en åbenlys fjende. Og sammenligningen kan næsten trækkes så langt, at ligesom Ukraines præsident Zelenskyj oprindeligt er russisk-talende og først lært ukrainsk som præsident, var Danmarks førende nationalist i 1848 også den tysktalende Orla Lehmann, men begge lærte hurtigt at beherske det nationale sprog, som gjorde sig i tidsånden.

Men vi ser ikke så mange vestlige intellektuelle og nationalisme-forskere skælde ud på ukrainerne for at konstruere en nationalitet ud af en fremmedhadsk modsætning til naboen. Selvom det har været en dominerende trend på vesteuropæiske universiteter at beskrive nationsfølelse som kunstig, som ideologer ophidser befolkningerne til.

Også kirkelig har den ukrainske ortodokse kirke skilt sig ud fra patriarkatet i Moskva og skabt en ny forenet ortodoks kirke i Ukraine, underlagt patriarken i Konstantinopel.

Mange kapitler beskriver krigen som vi også kender fra nyhedsdækningen. Den første gode krig siden Anden Verdenskrig, som Plokhys skriver, hvor aggressor og offer var klar hele tiden.

Trods krigens mange ofre og Ukraines blødende sår, så ser Plokhy alligevel Ukraine som ”vinderen”, for så vidt de kommer ud af krigen med en samlet og afklaret demokratisk identitet og en homogen befolkning. Krig smeder fællesskaber. Og Rusland bliver tvunget til at opgive deres anakronistiske og imperiale projekt fra zar- og kommissær-tiden og i stedet finde en identitet som en moderne stat blandt flere andre i det postsovjetiske rum. Samtidigt viste Rusland sig både at have færre militære og økonomiske kræfter, end mange troede.

Rusland står tilbage som taberen uden allierede og NATO udvider sig, først med Finland og Sverige, og uden at Rusland kan gøre noget. På den globale scene flytter konflikten øst på og det bliver Kina og USA som står frem som de nye supermagter i en ny bipolær verden, hvor Rusland kun kan vælge side og ikke selv være en del af magten. For USA har krigen i Ukraine været en kærkommen lejlighed til at glemme mange års mislykkede militære demokratiseringsforsøg i Irak og Afghanistan, som kulminerede i den forkludrede tilbagetrækning i 2021, men nu står USA frem som Vestens ubetinget ledende magt.

Og alle vi andre kan så glæde os over, at krigen mellem Ukraine og Rusland er og forhåbentligt forbliver en relativ isoleret affære mellem slaviske broderfolk, hvor lillebror ikke mere vil være med i familien. Og det forstår man godt.