Vækkeuret ringede i fredags i Europa, da USA’s vicepræsident J.D. Vance talte ved sikkerhedskonferencen i München. Det var et Wake-up call.

Den europæiske politiske, diplomatiske og militærkyndige elite var samlet i München for at høre en tale, de ikke var vant til og forberedt på. En kritik af europæiske politikeres moralske centralnervesystem, for mod forventningen talte Vance ikke ret meget om krigen i Ukraine, men advarede europæernes om at være på en forkert kurs.

Og den kritik hører den politiske elite i Europa kun fra påståede ekstremister, som de kan slå ned med nazi-køllen og ekskludere fra institutionerne og gøre tavse.

Nu kom den næsthøjeste person fra den mægtigste stat på kloden og fortalte europæerne, at de befandt sig på den gale vej.

Men Vance havde og har ret.

Europa har problemer med ytringsfriheden og med indvandringen, hævdede Vance. Og begge dele betyder, at Europas væsentligste fjende ikke skal findes udenfor men indeni den europæiske sjæl. Også det har han ret i, selvom der også er en konventionel truende fjende østpå.

At Europa og også Danmark har et problem med ytringsfriheden, skal man være blind for ikke at kunne se. Tænk på de pro-palæstinensiske, militante demonstrationer også i Københavns gader, som spreder skræk og frygt ikke bare hos jødiske medborgere, men på alle os som ikke synes Israel skal udslettes fra Mellemøstkortet. Er der lige stor ytrings- og demonstrationsfrihed for synspunkter her? Kan man flage i vinduet med et israelsk flag lige så let som med et palæstinensisk flag? Alle kender svaret. Til det kommer den store grad af selvcensur, som alle kender til, enhver ved lige præcis, hvad der må siges og skrives og ikke siges og skrives. Og europæiske regeringer og ikke mindst EU tripper for at lukke debatfora på grund af ’hadefuld tale’.

Det andet og forbundne problem er indvandringen, hvor Vance sagde, at der ikke ”er noget mere presserende end massemigration. ….. Og vi ved, at denne situation ikke opstod ud af ingenting. Det er resultatet af en række bevidste beslutninger truffet af politikere over hele kontinentet og i andre dele af verden over en periode på ti år.”

Og så refererede Vance naturligt nok til vanvidskørslen fra en ung indvandrer dagen før i München, men ikke var nogen enlig svale. ”Hvor mange gange skal vi opleve disse forfærdelige tilbageslag, før vi ændrer kurs og tager vores fælles civilisation i en ny retning? Ingen vælgere på dette kontinent gik til stemmeurnerne for at åbne portene for millioner af ukontrollerede immigranter. …  Over hele Europa vælger de flere og flere politiske ledere, der lover at sætte en stopper for ukontrolleret migration. Jeg er enig i mange af disse bekymringer, … ”

Og man skal være dement for ikke at kunne huske, hvordan befolkningerne i Europa fik at vide, at al indvandring var positiv, at det multikulturelle paradis stod for døren, at islams Allah var den samme som den kristne Gud, at tørklædet kun er 100 gram uden betydning, og knivstikkeren var en ven, du endnu ikke har mødt. Wir schaffen das!

Det er også værd at bemærke, at Vance ikke, som det er gængs i Europa, opfatter masse-indvandring som en skæbne, der ikke kan gøres noget ved. ”Det er resultatet af en række bevidste beslutninger truffet af politikere over hele kontinentet”, sagde Vance, og hans eneste fejl bestod i, at han sagde det kun gik 10 år tilbage (han tænkte på Angela Merkel åbning af grænserne i 2015).

For Danmarks vedkommende kender vi historien siden 1983, beslutninger der blev truffet, af bestemte politikere og partier ved afstemninger i folketinget siden 1983, og meget af udviklingen foreligger beskrevet (dog ikke i forskningsbaseret litteratur – selvfølgelig. Peer-review bortcensurer al kritisk omtale af indvandring).

Så selvfølgelig måtte Vance´s tale forskrække de europæiske eliter, så mange fik cocktailen galt i halsen. Den slags havde kunnet fortrænges som skurvogns-tirader og bodega-snak. Nu blev det sagt af USA´s nr. 2.

Vance nævnte også, og det havde jeg ikke bemærket (jeg ville nok have troet det måtte være fakenews), at EU-apparatet arbejder på at cancellere demokratiske parlamentsvalg. ”Jeg var forbløffet over, at en tidligere EU-kommissær for nylig meddelte på TV, at han glædede sig over, at den rumænske regering netop havde annulleret et helt valg. Han advarede om, at hvis tingene ikke går efter planen, kan nøjagtig det samme ske i Tyskland. Disse ubekymrede bemærkninger er chokerende i amerikanske ører”, sagde Vance.

Det drejer sig om Thierry Breton, fransk politiker og tidligere EU-kommissær, som på fransk fjernsyn sagde ordret, at EU bør og skal blande sig i nationale valg. ”Vi gjorde det i Rumænien, og vi bliver naturligvis nødt til at gøre det, hvis det er nødvendigt i Tyskland”.

Og så er vi tilbage til Bertolt Brechts kommentar til DDR´s nedkæmpning af oprøret i 1953: politikerne burde kunne vælge sig et andet folk, hvis det ikke makker ret. Om Brecht mente det ironisk, står hen i det uvisse, men Breton mener det bogstaveligt.

Vance´s tale var primært et opgør med Europas hellige selvretfærdighed, EU´s selvovervurdering som moralsk supermagt og med en bedrevidende, latent anti-amerikanisme hos europæiske ledere.

Den opsang var stærkt påkrævet.