Vanopslagh om løndebat hos sygeplejersker: “Det er altså grænsende til noget klynkeri”

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Sygeplejerskerne skal stoppe med at dyrke en “offer-retorik”, lyder det fra Liberal Alliances partileder.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Et flertal af medlemmer i Dansk Sygeplejeråd har afvist et forsøg på at nå en overenskomst for sygeplejerskerne.

Det betyder, at der nu er en strejke på vej for over 5000 sygeplejersker.

Læs mere her.

Baggrunden for strejken er, at sygeplejerskerne ikke er tilfredse med deres lønniveau, og at de ikke fandt forslaget om en lønstigning på fem procent godt nok.

Og det er sygeplejerskerne egentlig deres gode ret til, mener Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh.

Dog mener han, at debatten afspejler et større problem, og at påstandene om, at sygeplejerske skulle være urimeligt lavtlønnede, er “grænsende til noget klynkeri”.

Det skriver han i et Facebook-opslag, hvor han også skriver, at en lønforhøjelse vil være sygeplejerskerne “vel undt”.

Alligevel retter han dog en kritik af den retorik, som præger debatten om sygeplejerskernes løn.

– Når man hører på retorikken fra både fagbevægelse og venstrefløjen lyder det jo til, at lønnen er uanstændig lav. Og man tager ofte udgangspunkt i de lavestlønnede sygeplejerskers grundløn – eller fremhæver lønnen for en deltidsstilling. 

– Det bidrager til myten om den offentlige sektor som en udsultet sektor med dårlige løn- og arbejdsforhold. Det synes jeg er ærgerligt, skriver han og henviser til en opgørelse fra tænketanken Cepos, der viser, at sygeplejersker har en gennemsnitlig bruttoløn på hele 42.800 kroner om måneden.

– Det synes jeg ikke er en dårlig løn, lyder det fra Alex Vanopslagh og fortsætter:

– Det ville klæde debatten, hvis man fremhæver alle de kvaliteter, kompetencer, nye opgaver og forbedringer, der gør, at man fortjener endnu mere i løn fremfor at dyrke offer-retorik og fremstille sig selv som urimeligt lavtlønnet, når den gennemsnitlige løn er over 40.000 om måneden. 

– Det er altså grænsende til noget klynkeri. Så frem med den faglige stolthed og alle de gode argumenter i stedet – jeg er sikker på at de findes!, afrunder han sit opslag.

Kan du lide, hvad du læser?

Så bliv medlem af Indblik for kun 49 kroner om måneden, støt vores arbejde og få adgang til vores medlemsfordele. Vores medlemmer får bl.a. direkte adgang til at komme med idéer til historier.

Bliv medlem her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?