I medierne kan man læse historier om, at 2024 forventes at blive det varmeste år nogensinde her på Jorden. Denne gang var det en pressemeddelelse fra 7. november fra EU’s institution Copernicus, der på vores allesammens vegne overvåger vejr og klima. En direktør fra Copernicus udtaler følgende:

Efter 10 måneder af 2024 er det nu så godt som sikkert, at 2024 vil blive det varmeste målte år og det første år hvor temperaturen ifølge ERA5-datasættet er 1,5 grader celsius over det førindustrielle niveau. Dette markerer en ny milepæl for den globale temperatur og bør kunne medvirke til at hæve ambitionerne for det tilstundende COP29-møde.

Vi er som bekendt nu nået til det 29. klimamøde i en række, hvor anstrengelserne og ressourceforbruget har været enorme, men resultaterne få og små. Det er dog en anden historie.

Her vil vi i stedet kigge på budskabet om 2024 som indehaver af en ny temperaturrekord. Det ”førindustrielle niveau” er årene 1850-1900 og fig. 1 viser Copernicus’ årlige temperaturer siden 1940, udtrykt som afvigelsen fra den førindustrielle temperatur.

Fig. 1

ERA5-datasættet er et sammenkog af temperaturmålinger, dels fra vejrstationer på land, dels målinger af havtemperaturer, målinger med fly og balloner og endeligt, siden 1979, også målinger med satellitter. Hver dag indsamles der tusindvis af målinger, og de bliver så behandlet statistisk og omregnet til en ”global” temperatur. Det har voldt mange vanskeligheder gennem tiderne. Vejrstationerne på land har fået ændret omgivelserne, tit fra land til by, hvor der er meget kunstig varme. Vejrstationer er blevet flyttet eller nedlagt, og for at bevare kontinuiteten har man videreført deres måleserier, reelt som spøgelses-stationer, men baseret på naboerne, der dog i nogle tilfælde kan befinde sig ganske langt væk. Til søs har man i de seneste 20 år haft et netværk af bøjer, der har kunnet give målinger fordelt over størstedelen af havet, men før da var man afhængig af mere tilfældige målinger fra skibe. Balloner og fly giver selvfølgeligt endnu mere sporadiske resultater. Først med satellitterne har man fået mere dækkende målinger for hele Jorden, landjord såvel som hav, men her er der også problemer med at oversætte målingerne til pålidelige temperaturer, og satellitterne rækker som sagt kun ca. 45 år tilbage i tiden.

Generelt gælder det, at jo længere tilbage i tiden vi går, desto færre målinger har vi til rådighed, og det betyder naturligvis at vores kendskab til den ”globale” temperatur, f.eks. i førindustriel tid er behæftet med stor usikkerhed. Når Copernicus således skriver, at oktober 2024 var 1,65 grader varmere end førindustriel tid, så er det reelt misvisende, fordi det giver indtryk af, at vi kender temperaturen med en hundrededel grads nøjagtighed. Det gør vi slet ikke.

De store temperaturkurver viser normalt en forholdsvis jævn stigning fra f.eks. år 1900 og frem til nu. Det er i overensstemmelse med klimaforskningens gængse teorier om, at temperaturen nøje følger atmosfærens stigende indhold af CO₂. Hvis ikke den gjorde det, kunne man berettiget stille spørgsmål ved nødvendigheden af f.eks. de gigantiske COP-møder. Men kigger man på uredigerede målinger tilbage i tiden, viser det sig, at temperaturen har udvist både stigninger og fald i perioden. Fra 1900 til ca. 1940 en stigning, og derefter et fald frem mod 1979, hvorefter der igen kom stigningen frem mod dagens temperaturer. Noget tyder på, at f.eks. temperaturerne i 1930’erne ikke var voldsomt meget lavere, end de er i dag. Men data, der underbygger det synspunkt, vil man helst feje ind under gulvtæppet.

At temperaturen er steget siden år 1900 er der dog ikke nogen tvivl om, og der er heller ikke nogen grund til at frikende vores CO₂-udledninger for en vis indflydelse. Men de står ikke alene, og det bringer os så frem til spørgsmålet om de forjættede 1,5 grader, som af Copernicus udråbes til en betydningsfuld grænse.

Satellitmålingerne viser, hvad der er sket i de seneste 12-14 måneder, se fig. 2. Vi har haft den tilstand i Stillehavet, der kaldes en El Niño, og den medfører som regel en tydelig top i temperaturkurven, som vi også havde f.eks. i 1999, 2010, 2016 og 2020. Toppen fremkommer ved, at der trækkes varme ud af Stillehavet omkring Ækvator, og det giver de højere lufttemperaturer. Normalt falder temperaturen ret hurtigt igen, men det er ikke sket i denne omgang. El Niño-tilstanden er for længst overstået, men den globale temperatur er forblevet oppe på niveauet, der svarer til ca. 1,5 grader over den førindustrielle tid. Det er en situation, som klimamodellerne slet ikke har kunnet forudsige. De simulerer således åbenlyst ikke realiteterne særligt godt.

Fig. 2

At de 1,5 grader skulle indebære nogen risiko for Jorden eller menneskeheden, er ikke nogen videnskabelig kendsgerning, men derimod en politisk beslutning, truffet på COP21-mødet i Paris i 2015. Her blev man enige om, at vi skulle holde opvarmningen på under 2 grader og helst 1,5 grader. Efterfølgende blev FN’s Klimapanel IPCC bedt om at producere en rapport, hvor man opstillede videnskabelige begrundelser for disse grænser. Det viste sig vanskeligt for IPCC’s forskere at finde nogle passende tungtvejende argumenter for de 1,5 eller 2 grader.

I mellemtiden har klimavidenskaben sat mere og mere fokus på tilfældene af ekstremvejr, som hjemsøger Jorden hvert år. Ved finurlige computermodel-beregninger mener klimaforskerne nu at kunne påvise, at den globale opvarmning har gjort de fleste tilfælde af orkaner, oversvømmelser, tørke osv. alvorligere, end de ville have været uden global opvarmning. Imidlertid viser al ædruelig statistik, at disse tilfælde hverken er blevet hyppigere eller alvorligere, end de har været de seneste 100 år. Men medierne er kammet over totalt, og omtaler nu enhver storm eller oversvømmelse som et resultat af ”klimaforandringerne”, og det er underforstået, at hvis vi ikke havde udledt al vores CO₂, ville der slet ikke have været nogen ekstrem begivenhed.

Intet er jo mere forkert. Jorden har altid været hjemsøgt af naturkatastrofer og vil altid være det, uanset hvad vi gør ved vores forbrug af kul, olie og gas. Og det interessante nu er, at vi faktisk allerede befinder os i den situation, der er udråbt til at være ”farlig”, idet den globale temperaturstigning – på papiret – har nået de forjættede 1,5 grader. Og kigger vi ud ad vinduet, er der ikke rigtigt sket noget. Vi har vejr, som vi plejer. Er der reelt noget at være bange for?