En epoke slutter i Storbritannien med dronning Elizabeths 70 år som monark. Det er få briter, som kan huske tiden før Elizabeth. Dronningen har været der hele tiden for det engelske, skotske, walisiske og nordirske samfund i 2½ generation. Og så for Commonwealth.

I dag synes et monarki ude af trit med tiden, og ikke mindst et arvefølge-monarki.

Men intet tyder på, at republikanere får vind i sejlene efter dronningens død, og monarkiet synes at være en fasttømret del af Storbritanniens rygrad. I sommers var vi på ferie i Skotland, og der er mange nationale skotske symboler overalt, og løsrivelsestrangen er næppe slukket, men loyaliteten overfor kongehuset står lige så stærkt i Skotland som i England. Det skyldes ikke mindst, at dronning Victoria yndede at opholde sig i Skotland og erhvervede Balmoral slot, og lysten til Skotland er gået i arv.

Den nyudnævnte premierminister Liz Truss begyndte som republikaner, og argumenterede som 20-årig imod monarkiet. Og Liz Truss nåede som en af dronning Elizabeths sidste embedshandlinger at blive udnævnt til premierminister.

Monarkiet fungerer anderledes i Storbritannien end på kontinentets kongedømmer, hvor kongefamilierne er mere familiære og pomp og pragten virker mere afdæmpet.

Dronning Margrethe har i et interview fortalt, hvor stærkt et indtryk det gjorde, da Frederik IX døde i 1972 og i næsten samme sekund blev flag og standarder båret over i prinsesse Margrethes palæ, for nu var hun dronning af Danmark.

Men vi ”undersåtter” kender samme mekanisme fra vores liv. Når en person træder tilbage fra en post eller en ledende stilling, i politik eller erhvervsliv eller på en arbejdsplads, flokkes alle om den nye stedfortræder. Og mange må ofte trist sande, at man som person var mest ombejlet og interessant, da man sad i magthierarkiet. Bagefter er man glemt på et splitsekund. Ude af øje, ude af sind. Det er svært for mange at leve med.

Magt er en position, og pladsholderen omgærdes af magtens karisma. Og så beder vi til, at forstand og embede følges ad, og det gør det på mirakuløs måde tit. For det er også en del af magtens udstråling, at selvom magt korrumperer, så danner den også. Eller vi forblændes af den, og tager banale vendinger fra en magthaver, som var det dyb visdom.

Og derfor fungerer arvefølgemonarkiet faktisk, fordi positionen og ikke personen er afgørende.

I det civile liv opdrages vi til meritokrati, som betyder, at de bedste og mest egnede skal have stillingerne. Det er også en fortrinlig målsætning, men meritokratiet forudsætter muligheden af at rangordne kvalifikationer ret entydigt, og det tillader den menneskelige plasticitet ikke altid. Det er ofte overset, at mennesker er forbavsende ens, fordi intellektet kompenserer genialt for naturlige forskelle. Der er genier indenfor skak, musik og idræt, og der findes også moderate forskelle i IQ, men de fleste karrierer bliver til i en ugennemsigtig blanding af evner, vilje og temperament og tilfældets vilkårligheder ved at være rette mand eller kvinde på rette tid og rette sted. Og det forbudte spiller sikkert også ind i denne syndige verden, hvor det nogle gange er bedre at være kvinde end mand og vice versa.

Så når fordele og ulemper ved republik vs. kongedømme diskuteres, så er argumentet for præsidenter som statsledere som oftest meritokratisk: at præsidenter kan vælges efter dygtighed. Men det argument skal så afvejes af kongedømmets fordel, nemlig at monarken qua arvefølgen står udenfor de politiske og økonomiske interesser i samfundet. Man får en mere omfavnende, vidt respekteret regent med monarki. Ligesom i Storbritannien.

Men der findes også republikker med tradition for fremragende præsidenter, USA er en af dem med kun ganske få undtagelser, men også Forbundsrepublikken Tyskland har i samme periode, som Elizabeth har regeret Storbritannien, formået at præge statsembedet med personer af høj integritet og respekt, selvom mange kom fra den politiske verden forinden.

Endelig er det så sjovt med monarkiet, at det er en af den slags institutioner, som ingen vil oprette, hvis verden blev nulstillet og vi skulle begynde forfra. Men som langt de fleste på vore breddegrader alligevel opfatter som sunde og levedygtige og vigtige måder at danne ramme for samfundene. Så principielt, hvis vi landede på en ny planet, ville vi alle være republikanere, men som de historiske mennesker, som vi er, respekterer vi den tradition og det samfund, vi står i. Det er på samme måde med folkekirken.

Og så kan dronning Elizabeth IIs død og kong Charles III måske også lære os i dag at blive mindre principfaste, ja, og mere hengivne for tradition og historie.