USA har historisk været Israels tætte allierede og har som en del af Mellemøst-kvartetten (USA, EU, Rusland, FN) støttet en vision om to stater – Israel og Palæstina – der lever side om side i fred.

Amerikansk politik har dog balanceret mellem opbakning til Israel og kritik af visse israelske tiltag på Vestbredden. Officielt betegner USA Vestbredden som et besat område og har gentagne gange udtalt, at endelig status må forhandles mellem parterne. USA har leveret mægling i praktisk talt alle fredsforhandlinger (fra Camp David 1978 til Oslo-processen og Annapolis 2007) og yder betydelig økonomisk bistand til Den Palæstinensiske Myndighed.

Med hensyn til bosættelser har amerikanske regeringer traditionelt anset dem for illegitime eller obstacles to peace, om end retorikken har varieret. I flere årtier beskrev USA’s udenrigsministerium eksplicit de israelske bosættelser som “ulovlige” under international lov – i tråd med FN’s holdning.

Under præsident Donald Trump ændrede USA dog kurs: i november 2019 erklærede Trump-administrationen, at “oprettelsen af israelske bosættelser på Vestbredden ikke i sig selv er i strid med international lov”. Denne udtalelse brød med USA’s tidligere politik og blev mødt med international kritik for at legitimere bosættelserne. Trump tog også andre skridt i Israels favør, herunder at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad (2017) og præsentere en fredsplan i 2020, der gav Israel grønt lys til at annektere store dele af Vestbredden. I dag fastholder Trump sin linje fra første præsidentperiode.

Efter regeringsskiftet i Washington genoprettede præsident Joe Biden den traditionelle linje. Biden-administrationen erklærede i 2021, at den støtter en tostatsløsning baseret på 1967-grænserne med gensidigt aftalte landbytninger.

I februar 2024 gik USA åbent imod yderligere israelsk bosættelsesudvidelse og meldte, at man igen anså bosættelser for “inkonsistente med international lov” – dermed underkendte Biden formelt Trumps 2019-udmelding og tilsluttede sig de øvrige kvartetmedlemmers synspunkt. Samtidig har USA i FN’s Sikkerhedsråd ofte nedlagt veto mod resolutioner, der ensidigt fordømmer Israel, med henvisning til at konflikter skal løses via direkte forhandling frem for FN-pålæg. Overordnet forbliver USA stærkt engageret: landet finansierer israelsk sikkerhed og forsøger at holde liv i perspektivet om to stater – om end troværdigheden af dette perspektiv er faldende i lyset af udviklingen på Vestbredden.

EU fastholder sin position

EU og dets medlemslande er blandt de mest konsekvente fortalere for en forhandlet tostatsløsning. EU anerkender ikke Israels besættelse af Vestbredden som legitim og har siden 1980’erne fastholdt, at alle israelske bosættelser på besat territorium er ulovlige under folkeretten. EU-landene stemmer rutinemæssigt for FN-resolutioner, der bekræfter palæstinensernes ret til en stat på Vestbredden/Gaza, og unionen har udtalt, at den ikke vil anerkende nogen ændringer af grænserne fra før 1967 (inklusive i Jerusalem) uden en aftale mellem parterne. EU er desuden en stor donor til palæstinensisk statsopbygning og humanitær støtte.

Trods klar retorik har EU begrænsede sanktionsmuligheder. Visse tiltag er dog set – f.eks. mærkning af varer fra bosættelser, så europæiske forbrugere kan fravælge disse. Overordnet forsøger EU at balancere kritik med dialog: man har associeringsaftaler med Israel og samtidig diplomatiske forbindelser med palæstinenserne. Unionen indikerede også vilje til at overveje “yderligere restriktive tiltag” mod ekstremistiske bosættere, hvis volden mod palæstinensere fortsætter. EU’s rolle er således primært som diplomatisk aktør og donor, der søger at holde visionen om to stater i live.

Putin bor i et glashus

Rusland (og tidligere Sovjetunionen) har traditionelt støttet arabiske og palæstinensiske positioner i Mellemøsten, om end Moskva i dag også har gode relationer til Israel. Som medlem af kvartetten støtter Rusland officielt en tostatsløsning. Russiske udenrigsudtalelser har gentagne gange slået fast, at Israels besættelse af Vestbredden og udbygningen af bosættelser er ulovlig og bør ophøre. I 2018 udsendte det russiske udenrigsministerium f.eks. en erklæring om, at Israels annoncering af nye bosættelser “underminerer udsigterne til en tostatsløsning” og reducerer chancerne for fred.

I FN’s Sikkerhedsråd stemmer Rusland konsekvent for resolutioner, der kritiserer Israels bosættelser eller andre besættelsesaspekter. Fra starten krigen mellem Israel og Hamas i 2023 indtog Rusland en skarp kritisk linje over for Israels militæroffensiv i Gaza og opfordrede til besindelse på Vestbredden. Kreml kan ikke acceptere Israelske bosættelser men synes, det er okay at annektere Ukraine.

Kina tænker langsigtet

Kina har i de seneste årtier gradvist engageret sig mere i konflikten som led i landets bredere diplomatiske rolle. Kinesisk udenrigspolitik bygger formelt på princippet om ikke-indblanding, men Beijing har udtrykt klar støtte for det palæstinensiske statsprojekt. Kinas FN-ambassadører har gentagne gange understreget, at tostatsløsningen er den eneste levedygtige vej for Palæstina/Israel-konflikten. I en erklæring til FN’s Sikkerhedsråd i februar 2025 slog Kinas repræsentant fast, at Gaza og Vestbredden – inklusive Østjerusalem – er “inalienable parts” (umistelige dele) af en kommende palæstinensisk stat og udgør det palæstinensiske folks hjemland.

Kina ser stabilitet i Mellemøsten som vigtigt for global fred og egne økonomiske interesser (olie, Silkevejs-initiativer m.v.). Derfor har kineserne tilbudt at facilitere fredsforhandlinger og i 2023 fremlagt et positionspapir med fire punkter for en løsning, herunder våbenhvile, tostatsløsning, økonomisk støtte til Palæstina og en international fredskonference.  Kina forsøger at fremstå som en neutral mægler, der kan tale med begge parter. Ikke desto mindre er Kinas retorik i FN klart pro-palæstinensisk.

Arabiske nabolande ønsker stabilitet

De arabiske lande, særligt dem, der grænser op til Israel/Palæstina, har alle stærke interesser i Vestbreddens fremtid. Jordan – som administrerede Vestbredden fra 1948-67 – har en befolkning hvor et flertal er af palæstinensisk afstamning, og kongedømmet ser en tostatsløsning som afgørende for regional stabilitet. Jordan har gentagne gange advaret Israel mod at annektere nogen del af Vestbredden. Kong Abdullah II har kaldt et annexions-scenarie en “rød linje” og fremhævet, at palæstinenserne har ret til en uafhængig stat på grænsen fra 4. juni 1967 med Østjerusalem som hovedstad. I juli 2025, da Knesset symbolsk støttede israelsk suverænitet over Vestbredden, fordømte Jordan beslutningen som “en skamløs krænkelse af international lov” og en undergravning af palæstinensernes rettigheder.

Egypten, som deler grænse med Gaza (men ikke Vestbredden), har ligeledes traditionelt støttet palæstinenserne diplomatisk. Egypten var det første arabiske land til at slutte fred med Israel i 1979, men betingede i sin fredsaftale, at Israel skulle arbejde hen imod en palæstinensisk selvbestemmelse. De egyptiske regeringer – fra præsident Mubarak til al-Sisi – har offentligt støttet tostatsløsningen og fungeret som mægler i adskillige kriser (især mellem Israel og Hamas i Gaza). Sammen med Jordan og Saudi-Arabien har Egypten været bannerfører for det Arabiske Fredsinitiativ fra 2002, der tilbyder Israel fuld anerkendelse fra den arabiske verden mod, at Israel trækker sig helt tilbage fra Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, så en palæstinensisk stat kan etableres. Dette initiativ blev enstemmigt vedtaget af Den Arabiske Liga.

Flere arabiske lande i Golfen, som ikke grænser direkte op til Israel, har for nylig valgt at normalisere forholdet til Israel (f.eks. De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain i 2020 under Abraham-aftalerne). Emiraterne og Bahrain fastholder dog officielt støtten til en palæstinensisk stat og argumenterer for, at deres dialog med Israel kan bruges til at fremme en sådan løsning indefra. Omvendt har lande som Saudi-Arabien og Kuwait indtil videre afvist fuld normalisering med Israel uden fremskridt for Palæstina. Den overordnede arabiske holdning er fortsat baseret på “land for fred”-princippet: fuld israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden og andre besatte områder mod fuld fred og normalisering med den arabiske verden.

Kampen om Vestbredden

Siden 2021 er voldsniveauet steget markant. Israels hær har gentagne gange gennemført større aktioner i byer som Jenin, hvor de er stødt på kraftig palæstinensisk modstand, inklusiv skudvekslinger. Samtidig har individuelle palæstinensiske angribere fra Vestbredden udført dødelige angreb mod israelske civile bosættere og soldater. Den skrøbelige sikkerhedssituation forværredes yderligere efter krigen mellem Israel og Hamas i oktober 2023, der udløste protester og uroligheder i mange Vestbred-områder. Israels militær svarede igen med skærpede kontrolforanstaltninger: vejspærringer, natlige razziaer og arrestation af hundreder af mistænkte aktivister. Ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium er næsten 1.000 palæstinensere blevet dræbt og over 7.000 såret på Vestbredden fra slut-2023 til midten af 2025, i forbindelse med sammenstød med israelske styrker og voldelige hændelser med bosættere.

Den Palæstinensiske Myndighed under præsident Abbas har tiltagende svært ved at opretholde ro og orden i områderne under dens kontrol – både pga. offentlig utilfredshed med manglende politiske fremskridt og pga. rivaliserende fraktioner, der udfordrer PA’s autoritet. Alt imens fortsætter mange palæstinensere det daglige liv under besættelsen med stor usikkerhed om fremtiden: de frygter yderligere landtab og restriktioner, men afviser samtidig at forlade deres hjem. Vestbredden anno 2025 står dermed i en fastlåst situation, hvor status quo er præget af latent vold og fravær af fredsforhandlinger, mens kampen om land fortsætter.