[vc_row][vc_column][vc_column_text]
”Vi er den lille dreng, der råber: ’I har jo ikke noget data på!’”
Folkene bag Atomkraft Ja Tak tog onsdag sine første skridt i bestræbelserne på at afsløre dansk klimapolitiks ’Kejserens Nye Klæder’-problem. Indblik var med til lanceringen i Aarhus.
Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net
Foreningen Atomkraft Ja Taks stiftere har for længst identificeret den unge, klimawoke generation som sin primære målgruppe.
Det flytter ikke noget at præke for de allerede overbeviste – den bekymrede, klimastrejkende ungdom skal med på vognen. Derfor vil foreningen nytænke formidlingen af argumenterne for atomkraft, kombinere logos med patos og være til stede i politiske miljøer, hvor atomkraft ikke har det bedste ry. Med andre ord: steder som Institut for (X) på godsbanearealerne i Aarhus.
Ved første øjekast ligner Institut for (X) ellers ikke et sted, atomkraftentusiaster nogensinde ville sætte hinanden stævne.
Omgivelserne – og duften af alternativ tobak – giver Indblik.nets udsendte kraftige associationer til Christiania og christianitterne, hvis skepsis overfor atomkraft formentlig er endnu mere udtalt end hos gennemsnitsdanskeren.
Ikke desto mindre er det netop dette svært kategoriserbare område, der denne sensommeronsdag danner ramme om lanceringen af Foreningen Atomkraft Ja Tak. Bag foreningen står formand Theis Palm, som sammen med Johan Christian Sollid og Andreas Brøndum drømmer om en folkebevægelse for atomkraft.
Massiv informationsstrøm
Det uortodokst indrettede lokale midt i det aparte område er godt fyldt op og summer af liv allerede et kvarter, før programmet er programsat til at starte. Bagerst i lokalet kan de 60-70 fremmødte købe kolde håndbajere – grøn energi, som Theis Palm bemærker – samt t-shirts og mundbind med foreningens logo.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”8908″ img_size=”full” add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Selve arrangementet skydes i gang med et kvarters forsinkelse. Flere gæster har haft svært ved at finde rundt i området, som er en eklektisk sammensmeltning af containerby og grønt område, der giver mindelser om førnævnte fristad, og hvor skiltning tydeligvis ikke har stået øverst på listen over prioriteter. De vildfarne gæster når dog frem, og en veloplagt Theis Palm indtager scenen.
Formanden indleder med et oplæg om atomkraft og en informationsstrøm så massiv, at han selv har erkendt behovet for at indlægge en tidlig kaffepause. Det er en fornuftig disposition, for publikum fodres i knap 40 minutter med grafer og videnskabelige argumenter om snart sagt ethvert forhold, der knytter sig til atomkraft som energikilde. Myten om Danmarks som grønt foregangsland aflives slide for slide, og Theis Palm veksler næsten umærkeligt undervejs mellem det deskriptive og det normative, det holdningsbårne og det videnskabelige.
En mindre oplagt formidler og et mindre lydhørt publikum havde været en uheldig kombination, men de talrige udregninger og diagrammer lader ikke til at afskrække tilhørerne, der lytter interesseret, men for de flestes vedkommende formentlig også overbeviste på forhånd. De allerede ”omvendte” rustes til gengæld med ny ammunition til kommende energidebatter af en velforberedt Theis Palm, der i vanlig stil demonstrerer, at han kan sit stof.
Løs struktur vækker undren
Der er dog også helt grønne ”atomvenner” at finde i forsamlingen. En af foreningens nye følgere er Mathias Pardi Nielsen, 24, som Indblik.net taler med i en pause. Selvom han er uprøvet på den energipolitiske slagmark, lader han sig ikke skræmme af den overflod af data, han netop er blevet præsenteret for.
”Det lyder som en fed sag, og som om, at de har noget at have det i med deres tabeller og facts. Det, der slog mest igennem, var, at Danmarks og Frankrigs tal var så langt fra hinanden (Danmark udleder 5,5 gange mere CO2 per kilowatt-time end atomkraftnationen Frankrig, red.). Hvis vi installerer de her atomkraftværker i Danmark, vil vi hurtigt kunne nå det samme og flytte vores fokus et andet sted hen,” siger Mathias Pardi Nielsen, der er inviteret med af en ven.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”8909″ img_size=”full” add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Efter den korte pause, som lokker mange ud i aftensolen, indtager næstformand Johan Christian Sollid scenen. Måske ud fra en ide om, at publikum nok alligevel er mættede af empiri, fokuserer næstformanden på foreningens tilblivelse og på både de korte og mere langsigtede ambitioner med arbejdet.
Foreningen Atomkraft Ja Tak skal være en tværpolitisk, folkelig bevægelse og ikke nødvendigvis følge konventionelle foreningskonstruktioner, fortæller han.
Strukturen er med fuldt overlæg holdt løs, ligesom det er endnu ikke besluttet, hvordan medlemskaberne rent praktisk skal administreres. Det forhold studser en af salens lidt ældre tilhørere over. Men Foreningen Atomkraft Ja Tak skal netop være et modsvar til den sædvanlige måde at gøre tingene på, og der skal være plads til eksperimenter, lyder det fra scenen. Atomkraft Ja Tak skal være en folkebevægelse, mere end en egentlig forening.
Spørgeren synes tilfreds med svaret.
Ligesom Theis Palm er Johan Christian Sollid en dygtig formidler, og engagementet for sagen brænder igennem. Enkelte velplacerede one-liners sætter sig fast, og særligt H.C. Andersen-parallellen understreger Johan Christian Sollids ønske om et nybrud i klimadebatten:
”Atomkraft Ja Tak skal være den lille dreng i Kejserens Nye Klæder. Vi råber: ’I har jo ikke noget data på’!”
Aldersmæssig spredning i publikum
Der hersker under oplæggene en nærmest andægtig ro, som kun afbrydes af udefrakommende, der med varierende lydniveau braser ind, når de skal bruge toilettet i et tilstødende lokale. End ikke de i dag ellers så omnipresente mobiltelefoner trækkes frem, hvad man måske ellers ville forvente af et publikum, der mestendels består af unge studerende. Publikum er, ligesom oplægsholderne, på.
Enkelte tilhørere skiller sig ud aldersmæssigt. Henrik Ræder Clausen på 56 har netop skrevet sig på medlemslisten, da Indblik.net møder ham i barområdet. Ligesom sine yngre foreningsfæller er han godt tilfreds med informationsniveauet.
”Jeg synes, det er fint. Foredraget er ikke for kompliceret. Der er meget god data, som dækker mange aspekter og potentielle bekymringer. Det er ikke bare, hvor mange megawatt, vi har brug for. Vi ser på affald, vi ser på CO2 og på de langsigtede perspektiver. Det er meget bredspektret. Man kan altid gå i dybden i andre sammenhænge, men her nåede vi faktisk omkring de væsentligste bekymringer omkring fremtidens energiplanlægning,” siger han, før han igen finder sin plads.
Både Theis Palm og Johan Christian Sollid har i det hele taget godt fat i salen, og spørgelysten er stor, da der åbnes for spørgsmål fra de fremmødte. De to formænd placerer sig i hver sin lænestol på scenen og svarer beredvilligt på spørgsmål om alt fra kommende foreningsaktiviteter til risikoen for, at civil atomenergi kan bruges i våbenudvikling.
Efter spørgesessionen har klokken ramt 19.45, og det begynder så småt at tynde ud i salen. En lokal lydkunstner lægger et baggrundstæppe af elektronisk musik, mens folk defilerer i baren og ud i solens sidste stråler.
Forelskede i atomkraft
Efter lidt ventetid lykkes det Indblik.nets at få Theis Palm og Johan Christian Sollid til at gøre status på deres første optræden som formænd. Theis Palm erkender, at de store ambitioner er gået ud over den løbende koordination, men kalder overordnet arrangementet for ”yderst vellykket”.
”Jeg har gået og spurgt lidt her og der, om folk forstod den røde tråd, og spurgt dem om, hvad den var. Det fik de med, og det er jo vores Key Performance Indicator, at folk forstår budskabet,” siger han.
Flere af de deltagende har undervejs søgt om medlemskab, og mange stod på venteliste allerede før eventet. Medlemskaberne skal nu fuldbyrdes, mens oplysningsarbejdet fortsætter ufortrødent. Det organisatoriske arbejde er således skåret ud for bestyrelsen og skal klares sideløbende med den eksterne kommunikation, der er Foreningen Atomkraft Ja Taks raison d’être.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”8910″ img_size=”full” add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Der er dog allerede blevet lagt mærke til foreningen udenfor den snævre kreds af venner og bekendte, og flere større medier har henvendt sig. Det giver travlhed at skulle finde tid til både det organisatoriske og det kommunikative, men det er en investering i fremtiden at henvende sig til de segmenter, der ikke typisk forbindes med kampen for atomkraft, fortæller Theis Palm:
”Det er supergodt at tale med Liberal Alliance og Nye Borgerlige, men det er jo ikke deres vælgere, som står til klimademonstrationerne på Rådhuspladsen. Til vores kamp har vi brug for dem, der kæmper for det og kommer på gaden. Vi vil lave en social bevægelse, så vi skal formå at tale til dem og komme med et budskab, der har resonans ved dem.”
Ambitionerne i Foreningen Atomkraft Ja Tak fejler altså ikke noget. De bliver med al sandsynlighed også sat på prøve, når folkestemningen og de politiske vinde skal vendes. Det skal de først og fremmest med saglig argumentation og en italesættelse af de fejlagtige opfattelser, der hersker i klimadebatten. Johan Christian Sollid understreger, at det først og fremmest handler om at nuancere og kvalificere den:
”Det er ikke en skilsmisse fra den eksisterende klimadebat. Vi skal sætte os ned og tale om et dysfunktionelt forhold. I stedet for at drage hurtige konklusioner og lade os skille os fra den eksisterende klimadebat, vil vi hellere ind og tale om problemerne.”
Men der bliver også plads til patos, slår Theis Palm fast:
”Vi skal ikke bare tale om teknik og hård økonomi, men også drømme. Og vi har mange drømme og visioner med det her. Vi er forelskede i atomkraft.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4493″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8683″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8293″][/vc_column][/vc_row]
