KLIK HER FOR AT SE KORTET I STØRRE FORMAT
Af Christian Hoffmann
Om føje år vil Putin antageligt kunne se tilbage på en specialoperation i Ukraine, der også lykkedes.
I 2008 var Georgien udsat for samme behandling som Ukraine, og to af provinserne – Sydossetien og Abkhasien – er stadig besatte af Russiske tropper. I 2014 var det Krim-halvøen.
Drejebogen for Ruslands krigsførelse er nogenlunde ensartet, som man også så det i Tjetjenien: ”Jævn det hele med jorden og udbomb gerne hospitaler, kirker og civile beboelser. Udskift derefter befolkningen med russere ved at enten drive de oprindelige beboere på flugt, eller deporter dem til Rusland. Herefter kan man lave en afstemning, som viser, at befolkningen jo er russisk-sindet!”
Vestens ledere indfører restriktioner, men ikke meget andet end det – før nu.
Overgrebet mod Ukraine var så overlagt, usympatisk og vanvittigt, at det helt store arsenal af restriktioner blev kørt i stilling samt militærhjælp fra en stor del af Europa – og USA.
Og det havde sin virkning til at begynde med.
Set fra Russisk perspektiv virker restriktionerne givetvis, og mange af Vestens butikker og varer findes ikke mere. Men produktionsanlæg med mere overtages af oligarker og samhandel finder nye veje. Rusland afsætter mindre mængder af gas og olie, men får større indtægter, fordi der sælges til meget højere priser. På sigt nyder Rusland godt af forholdet til Kina, mens en anden stor spiller – Indien – holder lav profil. Putin ser også restriktioner som et værktøj til at skabe indenrigspolitisk sammenhold.
Skal Ukraine reddes og Vesten kunne se sig selv i øjnene fremover, må man have en strategi der hedder: ”Rusland skal presses helt ud af Ukraine, der efterfølgende skal gøres til en del af Vesteuropa!”
Det ser ikke ud til at ville ske. Emmanuel Macron står på det synspunkt, at hans gamle samtalepartner Vladimir Putin og Rusland ikke må ydmyges efter denne helt igennem ufattelige og uprovokerede invasion.
Et andet stort land i Vesteuropa fedtspiller også i den grad. På trods af russernes handlinger i form af mord, voldtægt, tortur, tvangsforflyttelser, likvideringer, bombning af skoler, hospitaler og private boliger, ønsker Tyskland ikke at hjælpe Ukraine i overvejende grad. Kansler Olaf Scholz har effektiv forhalet og forsinket ethvert tiltag til at hjælpe Ukraine med tunge våben. Noget – han tilsyneladende betaler for i tyske meningsmålinger for tiden.
Både Tyskland og Frankrig er antageligt villige til at lade Rusland beholde Donbas-regionen samt Krim. USA har strukket sig langt, men ønsker ikke at give Ukrainere de helt rigtige våbensystemer.
Fred bliver der nok ikke tale om, russerne er eksperter i at holde tingene flydende, og det er næppe sandsynligt, at Ukraine bliver medlem af NATO og/eller EU. Frankrig og Tyskland vil anse dette som et for vidtgående skridt, og endelig skal Tyrkiet skal nok modsætte sig et medlemskab af NATO…
Oven i alt dette står Angela Merkel endnu engang ved håndvasken. Det var Merkel, der svækkede Europa med sin økonomiske politik overfor Sydeuropa under krisen og sin egenhændige ”Wir schaffen das” – politik under den store indvandring i 2015.
Angela Merkel vidste godt, at Putin ønskede at ødelægge Europa, og alligevel pressede hun på for, at specielt Tyskland – samt Europa generelt – blev afhængig af gas- og oliekøb fra Rusland. Det mener hun var det rigtige diplomati, som ikke behøver beklages.
Desværre ser det ud til, at de vestlige demokratier igen taber til verdens autokratier. Krigen i Ukraine er ikke kun Ukraines problem. Putin vil givetvis gå videre i sin færd mod at genskabe et Storrusland. Arktis er også en fremtidig kampplads.
